Debat

Dansk Energi: Næste energiforlig skal tage opgøret med elafgiften

DEBAT: Den forvridende elafgift giver ikke mening, når vores strøm primært kommer fra grønne energikilder, mener Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi.

GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Aagaard
Adm. direktør i Dansk Energi

Energikommissionens anbefalinger har nu haft nogle uger til at synke ind. Selvfølgelig er ikke alle lige tilfredse med alle forslag – i så fald måtte man også frygte, at kommissionens hårde arbejde var forgæves – men overordnet slår Energikommissionen en tone an, som de fleste kan danse i takt med.  

Når jeg læser reaktionerne i debatten her på Altinget, tegner sig et glædeligt mønster: Fra Det Økologiske Råd og Klimarådet til erhvervslivet i Dansk Industri støtter man op om, at el er vejen til en grønnere fremtid for Danmark, og jeg har kun set opbakning til Energikommissionens anbefaling om at adressere den høje danske afgift på el.  

Hugget i sten
For knap et år siden gav Dansk Energi sit bud på et nyt fokus for energipolitikken i Danmark, Giv Energien Videre. Vi er gået fra produktionens til forbrugets epoke. Energipolitikken skal i fremtiden handle om, hvordan vi får mere ud af energien frem for ensidigt at fokusere på, hvor energien kommer fra. 

Jeg har kun set opbakning til Energikommissionens anbefaling om at adressere den høje danske afgift på el.

Lars Aagaard
Adm. direktør i Dansk Energi

Danmark skal stadig omstille til mere grøn energi, og vi skal stadig som sektor stræbe mod at levere sikker, grøn og billig energi – men vi skal se energiforbruget som et værdiskabende og ligeværdigt ben i vores energipolitik.

Med reaktionerne på Energikommissionens rapport synes den pointe hugget i sten.

Mål: Livet uden energi-problemer
Når vi taler om ”forbruget”, taler vi i virkeligheden lige så meget om forbrugeren – os alle sammen. Energipolitikken skal have som mål at give energi til det gode liv for danskerne.

Det betyder, at vi ikke skal bekymre os for, om der er strøm i stikket, om vi kan holde varmen, eller om vores elbil lader. Det betyder, at vi skal kunne tænde for tv’et, vaske tøj, opvarme vores hus eller transportere os med god samvittighed, fordi vores el kommer fra grønne energikilder. Og det betyder, at vi skal skabe nye løsninger og blive endnu mere effektive, så energien koster mindst muligt, og så vores salg af energiteknologi i udlandet fortsat kan bidrage til Danmarks velstand.

Gør det let at være energikunde
Det skal med andre ord være lettere at være energikunde. At få PSO-betalingen væk fra elregningen var første skridt. Nu opfordrer vi til, at næste energiaftale vil tage et opgør med den forvridende elafgift, der ikke giver mening, når vores strøm primært kommer fra grønne energikilder. 

Samtidig skal vi blive ved med at forbedre kundernes oplevelse. Den teknologiske udvikling skal fortsat komme danskerne til gode. Både når måleren bliver smart og aflæser sig selv, når energiforbruget bliver fleksibelt og selv tilpasser sig markedet, og når synergi mellem forsyningssektorer kan sænke el-, varme-, vand- og gasregningen.

Ja til mere forskning
Når vi giver rum og incitament til teknologisk udvikling, lægger vi også fundamentet for regeringens vision, at Danmark skal eksportere energiteknologi for 140 mia. kroner i 2030. Det handler både om regulering, der giver mulighed for at tænke innovativt og på tværs, og det handler om at støtte det stærke forskningsmiljø i Danmark.

Energikommissionen anbefaler at øge det offentlige forskningsbudget, som er øremærket energi til 0,8 til 1 mia. kroner om året fra 2020 – her melder jeg mig i koret, der blandt andet på Altinget har efterlyst netop det. 

Lad derfor næste energiaftale følge disse bredt støttede anbefalinger fra Energikommissionen. Så vi vil som en dansk erhvervsstyrke sætte strøm til et både rigere og grønnere Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Aagaard Møller

Klima-, energi- og forsyningsminister (M)
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1994)

0:000:00