Debat

Dansk Energi til Energi- og olieforum: Send oliefyrene på pension

REPLIK: Energi- og olieforum kritiserer Dansk Energi for at overvurdere potentialet ved at udskifte oliefyr med varmepumpe. Den kritik er dog helt uberettiget, skriver Stine Leth Rasmussen.

Dansk Energi anbefaler at overveje en skrotningspulje for oliefyr eller på anden vis give en ekstra hjælpende hånd til husejerne, skriver Stine Leth Rasmussen.
Dansk Energi anbefaler at overveje en skrotningspulje for oliefyr eller på anden vis give en ekstra hjælpende hånd til husejerne, skriver Stine Leth Rasmussen.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Stine Leth Rasmussen
Afdelingschef, Dansk Energi

For nylig enedes EU's ministerråd om, hvordan indsatsen skal fordeles, når vores fælles klimamål for 2030 skal nås for de ikke-kvoteomfattede sektorer – populært kaldet biler, bønder og boliger.

Som ét af de rigeste EU-lande har Danmark fået et af de mest ambitiøse mål.

I Dansk Energi har vi regnet på, hvordan Danmark kan opfylde klimamålet mest omkostningseffektivt. Resultaterne udkom i oktober i rapporten ’Lad energisektoren løfte Danmarks klimaindsats’.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Den peger på, at en øget brug af varmepumper og elbiler frem for olie og gas i transport og opvarmning, sammen med kulstofoptag i skov- og landbrugsjord, kan indfri broderparten af Danmarks klimamål – uden at påføre samfundet store tab.

Her kommer udskiftning af oliefyr med varmepumper ud som et af de samfundsøkonomisk set allerbilligste tiltag til at fjerne CO2.

En øget brug af varmepumper og elbiler frem for olie og gas i transport og opvarmning , sammen med kulstofoptag i skov- og landbrugsjord, kan indfri broderparten af Danmarks klimamål – uden at påføre samfundet store tab.

Stine Leth Rasmussen

Spinkel kritik fra Energi- og Olieforum
Michael Mücke Jensen fra Energi- og Olieforum langer i Altinget 15. november ud efter den konklusion. Dels, skriver han, overvurderer vi potentialet for varmepumper på grund af forældede tal. Dels er beregningen af samfundsøkonomien ikke retvisende. Begge kritikpunkter er i min optik uberettigede.

Vores analyse bygger på Energistyrelsens officielle tal for forbrug af fyringsolie i husholdninger, der omregnet svarer til cirka 100.000 resterende oliefyr. Heraf antages i analysen, at lidt over halvdelen kan udskiftes med varmepumper i perioden 2021-30. Altså ikke alle oliefyr, som Energi- og Olieforum ellers påstår.

Sandheden er, at der mangler god data for, hvor mange aktive oliefyr der er tilbage, og hvordan de bruges i samspil med for eksempel brændeovne. Derfor varierer skøn over antallet af resterende oliefyr fra cirka 80.000 (Energi- og Olieforum) til 200.000 (Danmarks Statistik). Vi har i vores analyse valgt at lægge os i den lave ende, så det passer til det rapporterede forbrug af fyringsolie.

Den samfundsøkonomiske metode, vi har anvendt – CO2 skyggepriser – er almindeligt anerkendt og anvendt. Det er korrekt, at vi udelukkende har regnet på omstillingsomkostninger (hvad er klogest at gøre?) og ikke regnet på virkemiddelomkostninger (hvordan skal man gøre det?). Det er helt parallelt til for eksempel Klimarådets analyse fra juni 2017 og for øvrigt klart deklareret i analyserapporten.

Energi- og Olieforums kritik af vores analyse bygger altså på et yderst spinkelt grundlag.

Rapportens – og vores – anbefaling til politikerne er, at de skaber rammer, der sikrer, at vi får pensioneret oliefyrene hurtigt. Energi- og Olieforum har ret i, at det er en bevægelse, som allerede er i gang. Men det er samfundsøkonomisk fornuftigt at accelerere den udvikling. Jo hurtigere vi får fjernet det resterende forbrug af fyringsolie, jo mere bidrager det til opfyldelse af Danmarks klimamål over perioden 2021-2030.

Med udsigten til lavere elafgift til varme er privatøkonomien i form af driftsbesparelser ved varmepumpe frem for oliefyr blevet bedre, hvilket forhåbentlig i sig selv vil drive en hurtigere udfasning af oliefyrene og bevirke, at husejere vælger varmepumpen over de samfundsøkonomisk dårligere valg som for eksempel træpillefyr.

Opret skrotningspulje som hjælpende hånd
Energi- og Olieforum påpeger ganske rigtigt, at det kan være et problem for nogle husejere at udskifte oliefyret. Finansiering af en varmepumpe og eventuel energirenovering er nemlig en udfordring.

Det er netop i det lys, man skal se vores anbefaling om at overveje en skrotningspulje for oliefyr eller på anden vis give en ekstra hjælpende hånd.

Veje til at overvinde finansieringsudfordringen kan også være leasingmodeller, køb af varme frem for ejerskab af varmepumpen eller andre innovative ejerskabsformer

Det er næsten lidt ironisk, at Energi- og Olieforum skyder Dansk Energi i skoene, at vores analyse handler om at ”sælge mere el” – for samtidig at foreslå at skifte gamle oliefyr ud med nye oliefyr. At gå den vej låser kunder og samfund til fortsat olieforbrug i mange år frem. Det er ikke særligt klogt – hverken for varmekunder eller samfund.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stine Leth Rasmussen

Vicedirektør, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1998)

0:000:00