Debat

Dansk Fjernvarme svarer igen: Lovgivning tvinger os til at fyre med fossile brændsler

REPLIK: Det er ikke fjernvarmeselskaberne, der står i vejen for brug af vindenergi til varmeproduktion, men den såkaldte kraftvarmebinding, som tvinger visse kraftvarmeværker til at bruge naturgas, mener Dansk Fjernvarme.

Fjernvarmesektoren er allerede i fuld gang med at omsætte vind til varme. Faktisk er der 61 procent vedvarende energi i rørene nu, pointerer Kim Behnke og Dansk Fjernvarme.
Fjernvarmesektoren er allerede i fuld gang med at omsætte vind til varme. Faktisk er der 61 procent vedvarende energi i rørene nu, pointerer Kim Behnke og Dansk Fjernvarme.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Peter Bjørnbak Hansen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kim Behnke
Udviklingschef, Dansk Fjernvarme

Vindindustrien har rettet kanonen i den forkerte retning, hvis målet for deres kampagne er bedre udnyttelse af vindenergien.

I en replik til Morten Messerschmidt her på Altinget plæderer Martin Risum Bøndergaard for mere elektrificering, samtidig med han kritiserer danske fjernvarmeværker for at fortrænge produktionen af vindmøllestrøm. Det er et kritikpunkt, der for alvor trænger til en nuancering.

Vi kan glæde os over, at vindkraften er tæt på at levere halvdelen af elproduktionen til det danske elforbrug. Men tallet dækker over, at der er mange timer, hvor der er vindstille og derfor ingen elproduktion fra de mange vindmøller. Der er tilsvarende mange timer, hvor elproduktionen fra vindkraften er større end det danske elforbrug, hvor strømmen enten eksporteres, eller der lukkes ned for vindmøllerne.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det årlige gennemsnit er altså hverken mere eller mindre end et gennemsnit over årets meget forskellige dage med skiftende vind.

En del af den danske klimaindsats bliver forventeligt, at der skal opstilles endnu flere vindmøller for at øge den grønne elproduktion. Men det blæser ikke mere, blot fordi der opstilles flere vindmøller. Konsekvensen bliver derimod, at elproduktionen fra de nye vindmøller ender med at gå til eksport, eller der lukkes ned, da timer med meget vind allerede nu dækker hele det danske elforbrug.

Det blæser ikke mere, blot fordi der opstilles flere vindmøller.

Kim Behnke
Udviklingschef, Dansk Fjernvarme

I Dansk Fjernvarme savner vi derfor en debat om, hvad vi skal bruge den ekstra el til? Trylleordet elektrificering er på alles læber, men hvad betyder det?

Debatten er vigtig
El kan fortrænge fossile brændsler i mange situationer og derved hjælpe med den grønne omstilling og klimamålene. Men selvom vi får en eller to millioner elbiler om 10 og 20 år, skal de jo helst lade, når det blæser, og ikke når der er vindstille. Ellers kan de ende med at køre på strøm fra brunkul fra vores nabolande. Det samme gælder for små individuelle varmepumper i danskernes hjem.

Der er en sektor, som allerede er i fuld gang med grøn omstilling, og som kan bruge vindkraften, når det blæser. Det er fjernvarmesektoren, der allerede har 61 procent vedvarende energi i rørene. Elkedler og store eldrevne varmepumper kan yderligere hjælpe med at aftage vindkraft og lave fjernvarme med nem adgang til at lagre varmen i timer og dage.

El-løsninger er på fuld fremmarch i fjernvarmen og vil være det i endnu højere grad i den nære fremtid. Det er langt klogere end omstilling til individuelle varmepumper, der ikke kan lagre, men kræver dyr netudbygning.

Dansk Fjernvarme anerkender, at Wind Denmark rejser en relevant debat, når de spørger, hvorfor fjernvarmeselskaberne stadig bruger brændsler i motorer og kedler, når de i stedet kan omsætte vind til varme. Spørgsmålet skal dog ikke rettes mod fjernvarmeværkerne, men til Folketinget.

Utidssvarende kraftvarmebinding
Folketinget har vedtaget, at de mindste fjernvarmeselskaber med under 500 terajoule varmelevering gerne må investere i varmepumper og elkedler og gå væk fra naturgas til tvungen samproduktion af el og varme. Det kaldes kraftvarmebindingen. Det var en gang en fornuftig ordning, da vi så kunne producere el og varme i samproduktion og effektivt bruge brændslerne.

De stigende mængder el fra vindkraften gør dog nu, at det behov ikke længere er til stede. Men det har Folketinget og myndighederne ikke villet erkende endnu.

Selvom den nuværende energiaftale er fra sommeren 2018, har man stadig ikke givet lov til, at de mellemstore kraftvarmeværker kan slippe ud af kraftvarmebindingen. De er derfor fortsat tvunget til at producere el og varme på samme tid, selvom der ikke er behov for el, og de skal fortsat bruge naturgas, selvom det modarbejder klimadagsordenen.

Det må vi have ændret på. Og det har vi så sandelig også kaldt på længe. Debatten her, håber vi selvfølgelig, giver anledning til en sådan politisk overvejelse. 

Dansk Fjernvarme hilser derfor Wind Denmark velkommen i debatten og i kampen for at få lov til at lave fornuftige vind- til-varme-løsninger. Fjernvarmesektoren er klar; vi mangler bare Folketinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00