Danskerne dropper ikke kødet for klimaet

KØD: Et flertal af danskerne vil ikke spise mindre kød for at mindske CO2-udslippet, viser en meningsmåling. De mangler oplysning, mener økologer og vegetarer, der også efterlyser politisk mod.
Produktionen af kød udleder mere CO2 end hele transportsektoren. Alligevel vil et flertal af danskere ikke spise mindre kød, viser ny meningsmåling.
Produktionen af kød udleder mere CO2 end hele transportsektoren. Alligevel vil et flertal af danskere ikke spise mindre kød, viser ny meningsmåling.Foto: colourbox.com
Marie Dissing Sandahl
Produktionen af kød står for næsten 20 procent af verdens CO2-udledning. Men det argument preller af på hovedparten af danskerne. Kun 25,7 procent af danskerne siger ja til at spise mindre kød, mens langt hovedparten - 61,6 procent - svarer nej. Det viser en ny meningsmåling, som er lavet af A&B Analyse for Altinget.dk.

Forklaringen er manglende information, lyder det fra Sune Borkfelt, formand for Dansk Vegetarforening.

"Det er ikke almen viden, at kødproduktionen påvirker klimaet mere negativt end transport. Der er langt mere fokus på korte bade og på at tage cykelen frem for hvilke fødevarer, vi vælger," siger han.

"At spise mindre kød gavner klimaet, fordi kødproduktion udleder mange drivhusgasser - især metan, som er mere skadeligt end CO2. Og kødproduktionen udleder tilsammen mere drivhusgas end hele transportsektoren, viser undersøgelser fra FN. Og hver gang, der laves den slags undersøgelser, viser de meget klart, at animalske produkter har en skadelig indvirkning på klimaet og miljøet," forklarer Sune Borkfelt.

Firedobbelt gevinst ved mindre kød
Sune Borkfelt bakkes op af Paul Holmbeck, direktør i Økologisk Landsforening. Han er overrasket over, hvor lidt fokus, der har været på kød i forhold til klima. Men kødvanerne stikker dybt, mener han.

Det offentlige bør gå forrest med gode måltider med mindre kød og mere grønt til børnene i skolerne og på institutionerne. Forskning har vist, at institutioner med udelukkende økologiske måltider med mindre kød kan give børnene sundere måltider og samtidig har sparet penge.

Paul Holmbeck
Direktør, Økologisk Landsforening

"Madkultur er et meget intimt og personligt område, så det er svært at få folk til at ændre vaner. Det kan tage en hel generation. Danskerne er et kødelskende folkefærd, og jeg tror, der skal fokus på, hvad den enkelte forbruger kan få ud af at spise mindre kød. Danskerne vil gerne ændre vaner, og de vil gerne gøre noget for for eksempel miljøet, som vi kan se i den store afsætning af økologiske fødevarer," siger han.

"Og ja det kræver en ændring i og opmærksomhed om kosten, men det har vi nok alle sammen behov for alligevel. Og der er en firedobbelt gevinst i det. Det er sundere, bedre for pengepungen, bedre for klimaet, og det kan gøre en forskel i verdens fødevareforsyning. Al den korn eller soja, som husdyr spiser, er mad, som mennesker ikke får. Det største fødevarespild i verden er vores noget overdrevne kødforbrug, fordi der går fem kilo korn eller soja til et kilo svinekød og endnu mere til nogle former for oksekød," forklarer han.

En kødløs by i Belgien
Paul Holmbeck mener kommunikationen af mulighederne i et mindre kødforbrug har været for ringe, og at der sagtens kan være flere end 25 procent, der ville spise mindre kød. Men det kræver mere fokus og bedre kommunikation af for eksempel velsmagende opskrifter med mindre kød, mener Paul Holmbeck.

"Og så burde det offentlige gå forrest med gode måltider med mindre kød og mere grønt til børnene i skolerne og på institutionerne. Forskning har vist, at institutioner med udelukkende økologiske måltider med mindre kød kan give børnene sundere måltider og samtidig har sparet penge," siger han.

Men forbrugerne møder allerede nu mange forslag til, hvordan de selv kan mindske CO2-udledningen. Klima- og Energiministeriet har lanceret kampagnen "1 ton mindre", hvor danskerne kan finde råd til, hvordan hverdagen kan indrettes mere klimavenligt. Her oplyses det, at man årligt sparer atmosfæren for 17 kilo CO2 ved at droppe kød en gang om ugen, mens besparelsen er 250 kilo CO2 årligt ved at skrue en grad ned for radiatorerne. Men den udlægning er Sune Borkfelt ikke helt enig i.

"Det er et spørgsmål om, hvordan man ser på tallene, for jeg har set mange andre regnestykker, der opgør det anderledes. Men Klimaministeriet kigger alt for lidt på kød-problemstillingen. Det står godt nok på hjemmesiden, men det er ikke en generel opfordring fra klimaministeren eller nogle andre politikere. Jeg savner noget mere politisk mod på det område her i landet," siger han og nævner som eksempel på politisk mod, at der i den belgiske by Ghent er indført kødløse dage på byens restauranter.

"Men trods alt, så ser vi en positiv udvikling. Men det går langsomt i forhold til for eksempel Tyskland og England. Vi kan konstatere, at klimaargumentet er noget, som folk forstår."

Dokumentation

Spørgsmål:
Vil du spise mindre kød for at mindske CO2-udslippet?

  Total
 Ja  25,7
 Nej  61,6
 Ved ikke   12,7

 

 



 

  DF K  V LA S R SF EL
 Ja16,4 20 22,2 0 27,3 42,3 32,7 51,7
 Nej74,5 72 66,2 100 59,4 42,3 50 27,6
 Ved ikke 9,1 8 11,6   013,3 15,4 17,3 20,7

 

 

 


Antallet af besvarelser: 1102
Målingen er udført af A&B Analyse for Altinget.dk i perioden torsdag den 13/8 til tirsdag den 18/8.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Paul Holmbeck

Direktør, Holmbeck EcoConsult, fhv. direktør, Økologisk Landsforening
Statskundskab og økonomi (Duke Uni., North Carolina. 1983)

0:000:00