De Grønne: Sådan indføres en retfærdig CO2-afgift

DEBAT: Gennem en gradvist udrullet CO2-afgift, hvor overskuddet af afgifterne går til branchernes egen omstilling, kan vi nå målet om 70 procents reduktion, skriver partiformanden for De Grønne.

Af Jonas Holm
Partiformand, De Grønne

Folketinget skal til efteråret forhandle den absolut største og mest afgørende brik i den grønne omstilling på plads: Indførelsen af en CO2-afgift.

Lykkes det at blive enige om en mærkbar og stigende afgift på CO2, er der et realistisk håb for, at vi kan nå i mål med 2030-målet om 70 procents reduktion. Lykkes det ikke, vil prisen for at nå målet gennem stykvise tilskud og investeringer blive så høj og politisk besværlig, at det næppe er realistisk at nå i mål til tiden. 

Ifølge principaftalen fra 22. juni skal der gennemføres en grøn skattereform med en ensartet CO2-afgift "under hensyntagen til bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse, et stærkt velfærdssamfund, sammenhængskraften og social balance".

Spørgsmålet er: Hvordan gøres det i praksis?

Præmissen er forandring
Før vi kommer til løsningen, er vi nødt til at afstemme en afgørende præmis: Beskæftigelse, konkurrencekraft og social balance vil skulle vurderes totalt set. 

Den grønne omstilling kan kun lykkes, hvis vi accepterer en række konsekvenser. Der vil blive færre sorte jobs – men til gengæld flere grønne jobs. Borgere, der insisterer på at opretholde et uændret forbrugsmønster med høj klimabelastning, vil blive stillet ringere – til gengæld vil folk, der lever grønt, blive stillet bedre.

Konkurrencekraften vil blive svækket for nogen brancher – til gengæld vil andre brancher blive styrket. Og virksomheder, som ikke tilpasser sig hen mod en bæredygtig produktion, risikerer ultimativt at gå konkurs.

Hele ideen med den grønne omstilling er at flytte forbrug, ressourcer, produktion, jobs, investeringer og kapital fra sort til grøn vækst. Det kan ikke gøres uden at ramme nogen. "Grøn olie" findes ikke.

Hvis man er villig til at acceptere ovennævnte konsekvenser, foreslår De Grønne følgende pejlemærker: CO2-udledningen skal reduceres lineært frem mod 2030 og bør ultimativt blive nul i 2040. Det samlede skatte- og afgiftstryk skal holdes konstant. Klimabelastende adfærd fordyres, mens klimavenlig adfærd gøres billigere. Og den sociale ulighed skal så vidt muligt holdes uændret. Vi må dog acceptere små udsving på den korte bane.

Ensartet CO2-afgift
Teoretisk bør CO2-afgiften pålægges alle varer og tjenester, men det kan ikke lade sig gøre i praksis.

Det giver ikke praktisk mening at lægge en CO2-afgift på eksempelvis grøntsager, ej heller måle de præcise CO2- og metanudledninger alle vegne i landbruget. Men det er ikke argumenter imod grundtanken i en CO2-afgift.

Der skal laves en forsimplet model, hvor den underliggende pris per ton CO2 er ens, uanset om det er på flyrejser, cement eller oksekød. Men afgiften vil i praksis skulle implementeres forskelligt fra branche til branche på en pragmatisk måde.

Eksempelvis skal en CO2-afgift ideelt set lægges på flybrændstoffet. Men det må man ikke ifølge Chicago-konventionen, som blev udtænkt for 70 år siden for at sikre rammerne for international flyvning.

I stedet bør Danmark indføre afgiften som en passagerafgift i vores lufthavne. Satsen kan være afhængig af, om rejsen går til Danmark, Europa eller resten af verden, så de lange rejser med stor CO2-udledning belægges med den højeste afgift.

Ligeledes bør en afgift på kødproduktionen ideelt afspejle, hvor meget CO2 der udledes fra det enkelte landbrug. Men det er ikke realistisk at måle med de metoder, som vi har i dag. 

Derfor må der i praksis laves en afgift per kilo kød på forskellige typer af kød, som pålægges dansk såvel som udenlandsk kød. Dermed undgås også såkaldt lækage – det problem, at produktionen rykker til ikke-afgiftsbelagte lande. Den samme måde at kategorisere og pålægge afgift uanset produktionssted kan bruges for forskellige typer af cement, byggematerialer eller kunstgødning.

Gradvis udrulning
Det er ikke realistisk at pålægge alle varer og tjenester en CO2-afgift.

Derfor foreslår De Grønne at begynde med de områder, der belaster klimaet mest. Det gælder flyrejser, kød, benzin og diesel, kunstgødning, cement og andre byggematerialer. Gradvist skal vi så udrulle afgiften til andre områder, efterhånden som vi kan udarbejde fornuftige modeller for varernes klimabelastning.

Der må anlægges et princip om proportionalitet: Vi skal fokusere afgifterne på områder, hvor effekten vil være stor sammenlignet med de omkostninger til kontrol, som opkrævningen skaber. Det vil typisk være områder, hvor udledningen er stor, og/eller adfærdsændringerne er betydelige.

Afgiften må indrettes forskelligt fra branche til branche, men den underliggende pris på CO2 bør være den samme. De Grønne forslår ligesom Klimarådet, at afgiften per ton CO2e (CO2-ækvivalenter) indfases gradvist stigende til cirka 1.500 kroner i 2030.

Klimarådet bør løbende vurdere, hvorvidt Danmark er bagud eller foran planen. Er vi bagud med CO2-besparelser, må afgiften året efter sættes lidt mere op end planlagt. Er vi forud, kan vi til gengæld undlade at sætte afgiften så meget op. 

Fremfor at overlade det til økonomerne i Finansministeriet eller politikerne at spå om adfærdsændringer, som er vanskelige at forudsige, bliver det den faktiske udvikling, som kommer til at fastsætte CO2-afgiften.

Vi kan dermed være næsten sikre på at nå målet, fordi det kun bliver et spørgsmål om at sætte afgiften tilstrækkeligt højt. 

Overskuddet fra CO2-afgiften skal bidrage til omstillingen
Indtægterne fra CO2-afgiften skal tilbageføres til borgerne og virksomhederne. De skal under ingen omstændigheder bruges på en større offentlig sektor.

Indtægterne bør fordeles til tre formål: En ligeligt fordelt grøn check, klimabonus eller højere bundfradrag, som skal fastsættes, således at den sociale ulighed ikke stiger samlet set.

Målrettede skatte- og afgiftslettelser, som fremmer den grønne omstilling. Regeringen har for eksempel allerede fremsat forslag om at sænke el-afgiften på el til varmepumper, og lettelsen kan fortsættes med afgiften på el til elbiler eller afgiften på el om natten.

Og investeringer og tilskud, som fremmer den grønne omstilling. Det kan eksempelvis være tilskud til biogas, power-to-x eller udtagning af landbrugsjord.

For at bevare et forudsigeligt erhvervsklima bør omfordelingen fra sort til grønt så vidt muligt ske indenfor samme branche. Eksempelvis kunne Danmark bruge en stor del af kødafgiften på at udtage landbrugsjord til etablering af natur og urørt ny skov, en stor del af flyafgiften på tilskud til udvikling af elektrofuels og en stor del af cementafgiften på at støtte omstillingen til bæredygtigt byggeri og omstillingen til biogas i cementproduktionen.

Omfordeling vil ikke altid være mulig
Dermed finansierer branchen og dens kunder deres egen omstilling. En omfordeling vil dog ikke altid være mulig eller ønskelig. Eksempelvis vil oliebranchen skulle betale afgift uden at modtage tilskud, for den branche skal nødvendigvis mindskes som led i den grønne omstilling. 

Hvor stor den grønne check skal være for ikke at øge den sociale ulighed, må overlades til Finansministeriet regnemaskine. Men det vil være langt fra det fulde provenu, der skal bruges til det formål, da folk med lav indkomst typisk også har et lavere forbrug af eksempelvis flyrejser, kød, benzinslugende biler eller cement. Resten kan så bruges på at fremme den grønne omstilling via målrettede afgiftslettelser, grønne investeringer og tilskud. 

Formålet med CO2-afgiften er ikke at give et provenu til staten. Målet er at drive adfærdsændring. Så når Danmark en dag – forhåbentligt i 2040 – er blevet nettonuludleder af CO2, vil indtægterne fra CO2-afgiften naturligt falde bort.

Det smarte ved den foreslåede model er, at der til den tid heller ikke længere vil være brug for en grøn check til at kompensere for CO2-afgiften eller tilskud til den grønne omstilling. Den vil være gennemført.

Forrige artikel Dansk Byggeri: Regeringen er nødt til at lave en plan for de nye klimaaftaler Dansk Byggeri: Regeringen er nødt til at lave en plan for de nye klimaaftaler