Debat

Debat: FN’s verdensmål kræver ledelse, mod og nye partnerskaber

DEBAT: Hvis vi skal skabe en bæredygtig udvikling, som kan leve op til FN's 17 verdensmål, skal byerne blive til vækstcentre for bæredygtige løsninger, skriver Mogens Lykketoft, Nikolaj Sveistrup, Anette S. Galskjøt og Niels Lund.

En meget stor del af indsatsen for at realisere FN’s 17 verdensmål skal ske i byerne, skriver Mogens Lykketoft (S), Nikolaj Sveistrup, Anette S. Galskjøt og Niels Lund.
En meget stor del af indsatsen for at realisere FN’s 17 verdensmål skal ske i byerne, skriver Mogens Lykketoft (S), Nikolaj Sveistrup, Anette S. Galskjøt og Niels Lund.Foto: Roslan Rahman/Scanpix
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mogens Lykketoft (S), Nikolaj Sveistrup, Anette S. Galskjøt og Niels Lund 
Hhv. fhv. formand for FN’s generalforsamling, programchef i Dansk Arkitektur Center, CEO i International Federation for Housing & Planning og Vice President, Health Advocacy, Novo Nordisk

Statslederne fra FN’s 193 medlemslande vedtog i september 2015 de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling på vores klode.

Siden vedtagelsen har flere og flere virksomheder, uddannelsesinstitutioner, kommuner, organisationer, regioner og nationalstater taget målene til sig og arbejder målrettet med at omsætte dem til konkrete løsninger, produkter og services, som tænker på tværs af eksisterende sektor-siloer. 

Verdens byer vokser, og de vokser hurtigt. Lige nu bor halvdelen af verdens befolkning i byer, og urbaniseringstendensen fortsætter uhindret de næste mange årtier. To tredjedele af verdens befolkning vil bo i tæt bebyggede områder i 2050. En meget stor del af indsatsen for at realisere FN’s 17 verdensmål skal ske i byerne. Det handler om enorme nye investeringer de nærmeste 10-15 år i vedvarende energi, bæredygtige byplaner og trafikløsninger, ny og bedre affaldshåndtering med videre.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Det giver store udfordringer, men rummer også potentialer for byerne som vækstcentre for bæredygtige løsninger.  Det kræver ledelse, mod og evne til at tænke nyt i alle led. Kompetencer, som Danmark kan bryste sig af at have, og som vi skal byde ind med i forhold til de globale udfordringer. Det kræver, at vi ser ud over vores egne grænser – og at vi rykker nu.  

Derfor er det godt, at både Københavns Kommune og Aarhus Kommune i fuld fart er ved at engagere sig stærkt for verdensmålene sammen med sammenslutningen af den lange række af verdens største bycentre.

Verdensmålene kræver innovative partnerskaber på tværs af traditionelle fagligheder og forvaltninger og mellem den offentlige og private sektor.

Partnerskaber skal drive udviklingen
Vi når ikke en bæredygtig udvikling alene ved offentlige reguleringer og investeringer.

Verdensmålene kræver innovative partnerskaber på tværs af traditionelle fagligheder og forvaltninger og mellem den offentlige og private sektor. Og gerne partnerskaber, der går videre end det klassiske transaktionspartnerskab, hvor den offentlige sektor er opdragsgiver, og den private sektor er underleverandør.

Danmark har gode erfaringer med innovative partnerskaber og politikudvikling, som inddrager alle interessenter (offentlige, private og fra civilsamfundet) i udviklingen af løsninger, og vi ved, at der her ligger et kæmpe potentiale for eksport af danske løsninger til en verden, der i eksplosivt stigende omfang får brug for disse løsninger i de kommende år.

Eksport med mening
Med den globale udbredelse af bæredygtighedsmålene åbnes der for en voksende efterspørgsel på gode produkter af høj kvalitet, som er produceret på en sikker og klimavenlig måde, og som gennem deres anvendelse kan medvirke til besparelser, lavere miljøbelastning og mange andre gode gevinster. Et første skridt kunne være at miljødeklarere produkter, så indkøbere kan tage disse elementer med i deres valg af leverandør.

Nye danske arbejdspladser og nye virksomheder og produkter skal udvikles ved, at Danmark bliver ved med at udnytte vores strategiske forspring på bæredygtige løsninger i de sektorer, der retter sig mod byernes fysiske udvikling og anlæg.

Væksten kommer ikke fra virksomhederne alene. Vækst og innovation sker i spændingsfeltet mellem byernes efterspørgsel og virksomhedernes udvikling og samspil om løsninger.

Derfor er det så vigtigt, at danske virksomheder, myndigheder og vidensinstitutioner samarbejder om at søsætte nye produkter og teknologier, der bidrager til virkeliggørelsen af FN’s verdensmål. 

Høje hjemlige krav og ambitioner om bæredygtighed er en fordel for mennesker i Danmark, men det er også en genvej til større eksport på de områder, hvor danske virksomheder er på forkant med at levere til at opfylde vore høje nationale ambitioner.

Et eksempel er Novo Nordisk, der med en indsats i et netværk af byer verden over har skabt reel forandring. Den verdensomspændende indsats Cities Changes Diabetes sætter fokus på, hvordan byudvikling og sundhed hænger sammen i en række store byer med København som reference. Den moderne livsstil skal forandres. Det kræver, at sundhed, en ny madkultur og bevægelse integreres i alle politikker, herunder beskæftigelse, transport, uddannelse og byplanlægning. 

Et andet eksempel er fra Dansk Arkitektur Center (DAC), som leder et kompetenceprogram for kommunale topchefer og politikere i strategisk byledelse. At lede byer strategisk kræver et nyt mindset, der bygger på en indgående lokal viden og et godt netværk blandt borgergrupper, virksomheder, forvaltninger og universiteter.

Det kræver også nye kompetencer i forhold til at lede partnerskaber og gå foran i at skabe nye løsninger, der kan bruges verden over.

Et mål er derfor at få udviklet nye redskaber herhjemme til at arbejde med implementeringen af verdensmålene og formidle vore resultater i partnerskaber med andre byer verden over. Derfor har DAC netop indgået en aftale med Center for Liveable Cities i Singapore om at udvikle et særskilt fokus på udvikling af løsninger på verdensmålene gennem strategisk byledelse og videndeling af eksempler.

Det internationale samarbejde kræver også en bred dialog og vidensudveksling. IFHP er med til at sætte dagsorden på de store møder fra FN’s konference om Habitat III i Quito over C40-mødet for borgmestre i Mexico til ejendomskonferencen MIPIM i Cannes.

Transformative partnerskaber med i dansk handlingsplan
Det nye mindset og tilhørende nye værktøjer er noget, der er brug for mange steder i verden. Vi ser mange perspektiver i at udvikle et fokus på den strategiske ledelse af byer som en del af en samlet systemeksport fra Danmark.

Danmark har både kompetencerne, løsningerne og viljen til at bidrage til en realisering af verdensmålene. Næste skridt må derfor være et tydeligt nationalt samarbejde for den danske forankring af FN’s verdensmål. 

Vores opfordring er derfor, at en kommende dansk handlingsplan for FNs verdensmål, der skal fremlægges på High Level Political Forum i FN i juli, bør have fokus på byerne og transformative partnerskaber, og hvilken rolle danske aktører kan have både lokalt, nationalt og internationalt.

Det er vort håb, at den danske handlingsplan vil fremme sådanne samarbejder. Det skal være samarbejder, hvor aktørerne tænker helt anderledes radikalt på tværs af sektorer. 

Det kræver ledelse, mod til at tænke nyt, og at både offentlige og private partnere tør at tage risici.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Lykketoft

Formand, Energinet Danmark, fhv. formand for Folketinget, fhv. MF (S), fhv. udenrigs- og finans- og skatteminister, fhv. partiformand, fhv. formand, FN's generalforsamling
cand.polit. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00