Debat: Jeg er mere bange for, at min datter skal udvikle klimaangst end for klima-ragnarok

DEBAT: Klimadebatten handler efterhånden mere om dommedagsscenarier end løsninger. Men der er grund til optimisme, hvis man lægger frygten fra sig og forholder sig reflekteret til den faktiske viden på området, skriver ph.d.-studerende Jeppe Å. Kristensen.

Af Jeppe Å. Kristensen
Ph.d.-studerende i naturgeografi

Greta Thunberg på Christiansborg Slotsplads og et europaparlamentsvalg, der blev grønnere, end de fleste havde forudset, har været den hidtidige kulmination på den danske klimabevægelses succesfulde aktivisme. Det er imponerende, og jeg bifalder i allerhøjeste grad, at der bliver sat seriøst fokus på klimaproblematikken.

Når jeg alligevel ikke kan komme helt op i begejstringens højeste gear, er det, fordi jeg bliver trist over bagsiden ved en noget unuanceret klimadebat, hvor det handler om at komme med det mest markante dommedags-scenarium.

Børn helt ned i børnehavealderen lider af klimaangst, altså angst for jordens snarlige undergang som følge af klimaforandringer. Jeg har en datter på fem måneder, så jeg burde naturligvis være én af dem, der er allermest bekymret for klimaforandringerne på hendes vegne. Men jeg må indrømme, at jeg efterhånden er mere bekymret for, at min datter skal udvikle klimaangst, end at hun skal vokse op i en verden i klimaragnarok.

Forudsigelse fremtidens klima
Til daglig undersøger jeg de afledte økosystemeffekter af klimaforandringer og omgås dermed med klimaforskere med mange forskellige disciplinære baggrunde. Desværre er mit indtryk, at jo større disciplinær afstand man har til de fysiske studier af jordens energibalance, som afgør vores klima, jo mere sensationelle bliver konklusionerne, og jo større bliver angsten.

Det helt overordnede spørgsmål i klimadebatten er: Hvor stor en del af de klimaforandringer, vi oplever, skyldes menneskets påvirkning på jordkloden?

Vi taler meget om CO2. Det er der for så vidt intet underligt i, da det er den drivhusgas, som vi mennesker mest har øget atmosfærens indhold af. Ikke desto mindre er der blandt de forskere, der beskæftiger sig direkte med jordens energibalance, en livlig og nuanceret faglig debat om de store usikkerheder og mange ubekendte, der fortsat begrænser vores evne til at forudsige fremtidens klima tilfredsstillende.

I den debat er kulstofkredsløbet og dermed CO2 blot én blandt mange mekanismer, der tilsammen bestemmer, hvordan klimaet på jorden arter sig. Disse forskere er de eneste, der reelt kan forsøge at besvare ovennævnte spørgsmål.

Opvækst uden angst
Jeg selv arbejder med det, man kunne kalde førstegrads ”hvad nu hvis”-scenarier, der handler om direkte afledte effekter af klimaforandringer. Et spørgsmål kunne for eksempel lyde: Hvad sker med med biodiversiteten i den arktiske tundra, hvis temperaturen stiger to grader?

Et andengrads ”hvad nu hvis”-scenariespørgsmål kunne lyde: Hvad sker der med økoturisme i Grønland, hvis biodiversiteten ændres?

Disse er relevante og legitime videnskabelige spørgsmål, men svarene på dem siger intet om, hvor meget der skyldes menneskeskabte klimaforandringer.

Når man bevæger sig ned ad ”hvad nu hvis”-stigen, virker det altså som en slags højtaler, hvor baggrundsstøjen, nuancerne, filtreres ud, og sort-hvide ”hvad nu hvis”-scenarier går klart og tydeligt igennem. Denne højtalereffekt og overrepræsentation i IPCC af forskere, der studerer afledte klimaeffekter, er som regel et af hovedpunkterne i den videnskabelige kritik af IPCC, der ofte opstår i kølvandet på rapporternes udgivelse. En kritik, som ofte rejses af de relativt få forskere, der netop studerer jordens energibalance og ikke afledte effekter heraf.

Jeg ville ønske, vi kunne have en mere åben debat om proportioner, tidsperspektiver, usikkerheder og ikke mindst løsninger og den medfølgende optimisme ind i klimadebatten. Det bør kunne lade sig gøre, uden vi skal mærke hinanden som skeptikere eller frelste.

Dermed er mit håb, at min datter og resten af hendes generation vil vokse op uden at være angst for, at jorden går under i morgen, men derimod vil lære at forholde sig kritisk og reflekteret til viden og træffe kloge, velovervejede beslutninger frem for panikbeslutninger baseret på frygt og unuancerede konklusioner.

Forrige artikel Forskere: Den største klimatrussel mod Danmark er stigninger i vandstanden Forskere: Den største klimatrussel mod Danmark er stigninger i vandstanden Næste artikel Margrete Auken: Valgresultatet giver håb om en grønnere fremtid Margrete Auken: Valgresultatet giver håb om en grønnere fremtid