Opråb: Det er tid til at medtænke importens klimabelastning

KRONIK: Der bliver tegnet et misvisende billede af Danmark som klimaforegangsland. Faktisk forurener vi dobbelt så meget, som Energistyrelsens klimafremvisninger viser. Der er brug for helt nye løsninger, skriver Per Henriksen fra Danske Energiforbrugere.

Af Per Henriksen
Bestyrelsesmedlem i Danske Energiforbrugere

Klimadebatten handler basalt set om kvaliteten og mængden af den energi og det materiale, herunder biologisk materiale, der strømmer igennem og forbruges i et samfund.

Hvordan man skal opgøre den totale klimabelastning af en given samfundsstruktur udgør imidlertid et betydeligt metodisk og statistisk problem.

Når virksomheder i Danmark og mange andre OECD-lande for eksempel i stor stil har flyttet industriproduktionen og dennes betydelige energi- og materialeforbrug til for eksempel Kina, er det danske forbrugssamfund blevet langt mere klimabelastende.

Kina får nemlig hovedparten af deres energi fra kulkraft, og væksten i Kinas kulforbrug er af samme grund vokset eksplosivt siden årtusindskiftet - en vækst på over 300 procent på lidt over et ti-år.

At der på det seneste er sket et marginalt fald, ændrer ikke afgørende på den samlede klimabelastning, omend det giver håb om, at klimabelastningen fra den kinesiske industriproduktion  langsomt  vil falde per produceret enhed.

Men denne kvalitative emissions-forbedring har det særdeles vanskeligt med at følge med de kvantitative klimaforringelser ved et stigende globalt forbrug og dermed også et stigende forbrug af materialer og energi, hvor over 80 procent stadig består af fossile brændstoffer.

Misvisende billede af Danmarks klimabelastning
Danmark har det med at prale af, at vi nationalt har løst denne destruktive korrelation, fordi vi med de gængse statistiske opgørelsesmetoder kan påvise, at vi både har haft BNP-vækst og faldende emissioner af klimagasser samtidig.

Problemet er, at det tegner et stærkt misvisende billede.

Danmarks og danskernes totale globale klimabelastning er ikke cirka 45 millioner tons CO2e, som det fremgår af Energistyrelsens basisfremskrivning; men sandsynligvis omkring det dobbelte, nemlig 85 millioner tons CO2e eller måske mere.

Da der bor 5,7 millioner mennesker i Danmark er forskellen mellem Energistyrelsens Basisfremskrivning = 7,9 ton CO2e per capita, og for eksempel Danmarks Statistiks grønne nationalregnskab = 14,9 ton CO2e per capita bestemt ikke uvæsentlig.

Der er tæt på 100 procent 'ratslør', nemlig 40 millioner tons CO2e, mellem bare disse to statistiske øjebliksbilleder.

Hvilket måske er en af grundene til, at Løkke-regeringen har valgt at lukke det grønne nationalregnskab.

Den grønne tænketank Concito har anslået, at hver dansker i gennemsnit tegner sig for en udledning på 17 tons drivhusgasser (CO2e) per år.

Man kan og skal altid diskutere validiteten i de forskellige statistiske data, men det kan ikke bortforklare, at hver enkelt dansker, nogle mere end andre, har et ganske betydeligt 'skygge-klimaregnskab', der er skjult i stort set alle de officielle statistikker, fordi der pågår en ganske betydelig strøm af energi og masse igennem den danske nationalstat. Det har Energistyrelsen for eksempel forsøgt at illustrere med et diagram over Danmarks energistrømme 2015.

Ideelt set burde dette suppleres med et tilsvarende diagram over materialestrømmene igennem den danske økonomi og ikke mindst disse materialestrømmes globale miljø og klima-belastning.

Det sidste er dog meget komplekst, da der er meget få valide data for de fleste af de produkter, som vi forbruger. Vi har kun data for pris og mængde; samt for nogle af produkterne en mere eller mindre kvalificeret ide om kvaliteten, for eksempel holdbarhed og genanvendelighed.

Manglende overblik over importens klimabelastning
Danmark Statistik har dog forsøgt at lave et miljøøkonomisk regnskab over dele af materialestrømmene, der bortset fra under finanskrisen har været voksende. Og Randers Kommune lavede i 2017 et projekt "Big Data om materialestrømme” i Randers Kommune.

Formålet med projektet var at lave en grundmodel til en “materiale databank”, en central online database, med handels- og clearing house funktion, som ville kunne synliggøre væsentlige materialestrømme, der løber gennem en kommune som Randers med henblik på en øget lokal og regional genanvendelse for på sigt at skabe grundlag for lokale, symbiotiske materialekredsløb, altså cirkulær økonomi.

Men samlet set mangler vi et godt overblik over importens klimabelastning.

Hvis man kigger på den historiske klimagæld og sammenligner de nulevende danskeres akkumulerede CO2-udledning med for eksempel de samme emissioner fra nulevende kinesere, afrikanere eller indere, bliver det helt grotesk. Derfor ser vi kun fremad - og helst ikke tilbage på fortidens klimaregnskaber.

Men hvis vi antager, at hver dansker årligt udleder 17 ton CO2e, og alle 7,6 milliarder verdensborgere levede som os, ville den globale menneskeskabte udledning af drivhusgasser ikke være 55 gigatons CO2e i 2016, men 130 gigatons CO2e.

Hvordan Danmarks klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) kan påstå, at Danmark i dag ligger forrest i det globale klimafelt, er mig derfor et stort mysterium. Vi ligger da bagerst, næsten uanset hvordan man opgør det.

To løsninger
Der er to, der har formuleret brugbare systemiske løsninger.

Den ene er FN's tidligere klimachef Yvo de Boer, der på en konference i København i 2011 sagde:

“Den største fejl, miljøsamfundet, nogensinde har begået, er måden, vi definerede ’forureneren betaler’-princippet. Vi definerede, at producenten er forureneren. - Jeg mener, vi kan få styr på mange problemer ved at vende det på hovedet og sige: Forbrugeren er forureneren. Vi må have forbrugerne verden over til at tage ansvar for, hvad de gør. Og det kan man i høj grad gøre ved at introducere en pris på CO2.”

Det er indlysende, at det er forbrugeren, der er forureneren. Hvis ikke der var en efterspørgsel, var der heller ikke en klima- og miljøbelastning. Flere og flere kan se, at det er helt håbløst i en globaliseret økonomi at udnævne primærproducenten til at være 'forureneren'.

Dels er det alt for nemt at være gratist, dels presser det de klima-ansvarlige producenter, der betaler en rimelig CO2-afgift ud af markedet. Incitamentstrukturen kunne ikke være mere uhensigtsmæssig. Den virker da heller ikke, for de globale CO2-udledninger er igen begyndt at stige.

Den anden løsning er, sikkert overraskende for mange, formuleret af ledende amerikanske republikanere som de tidligere amerikanske udenrigsministre James A. Baker og George P. Shultz, den tidligere amerikanske finansminister og CEO for Goldman Sachs Henry M. Paulson og WallMarts tidligere bestyrelsesformand Rob Walton.

De har foreslået Border carbon Adjustments. Det betyder, at enten indfører eksportlandet selv en national CO2-afgift og får dermed provenuet, eller også gør importørlandet det - og kan dermed i forslaget udbetale en højere CO2-dividende til deres egne borgere. Baker, Shultz og Paulson er faktisk nogle af de få, der har foreslået en model, der vil kickstarte en global grøn frihandel.

En kombination af Yvo de Boers slutbrugerne er forureneren og The Conservative Case for Carbon Dividends vil skabe en incitamentsstruktur, der dramatisk vil nedbringe de menneskeskabte udledninger af klimagasser.

Men af en eller anden bizar grund er der ingen, der rigtig snakker om de to forslag. Selvom alle kan se, at de nuværende klima-regimer er stærkt dysfunktionelle og ikke har potentiale til at gøre de globale energi- og materialestrømme grønne i det omfang, der er absolut nødvendigt.

Så om nogle år må vi erkende, at Paris-aftalen ikke kan stå alene.

Vil vi nå frem til denne erkendelse inden 2020?

Forrige artikel Greenpeace: I 2018 bør sprint være den vigtigste klimapolitiske disciplin Greenpeace: I 2018 bør sprint være den vigtigste klimapolitiske disciplin Næste artikel Klimabevægelsen: Vi skal afvikle gasnettet frem for at øge udbuddet af fossile brændsler Klimabevægelsen: Vi skal afvikle gasnettet frem for at øge udbuddet af fossile brændsler
  • Anmeld

    Claus Sønderkøge · Socialistisk økonom

    En lille istid er ved sin afslutning

    Henriksen du ved jo udmærket at klimabelastningen først og fremmest handler om transport og opvarmning.

    At begynde på komplicerede og usikre landeberegninger handler alene om at du må have givet op. Det sidste forstår jeg udmærket for uanset hvad så handler det meste om overbefolkning.

    Befolkninger der ikke er plads til når havene stiger ganske dramatisk. Og det gør de jo, (Nordsøen 7-8 meter), hvilket kræver at klodens befolkning formodentlig må halveres om 100-150 år. Dette skyldes ikke CO2 opvarmning men klodens naturlige udsving, vi er i slutningen af en istidsperiode nu.

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Luftig argumentation

    Nu må argumentationsrækken stoppe. Det kan aldrig blive et danske ansvar hvorledes der produceres i Kina.

    Kina er en etpartistat med diktatur, og verdens største land. Skulle vi sende energiministeren derud med en løftet pegefinger ?

    Verdenshandelen generer velfærd til den voksende befolkning, og den der stopper det påtager sig ansvaret for at sult, underernæring og fattigdom igen begynder at brede sig.

  • Anmeld

    Morten Mejsen Westergaard · Klimachef

    Velskrevet og godt indlæg

    Synes faktisk det er en tiltrængt tekst, der adresserer dette super-wicked problem, der virkelig kræver klimaledelse for at blive bearbejdet. Tak

  • Anmeld

    Paul Sehstedt

    Klimabelastende...

    Klimaet ændrer sig, men det skyldes ikke den menneskeskabte CO2-udledning. Det er efterhånden rigeligt dokumenteret. Der har altid været klimaændringer på Jorden længe før industrialiseringen eller menneskets tilstedeværelse.
    Der er mange organisation, virksomheder og enkeltpersoner, der lever af at propagere CO2- løgnen.
    At afbrænde kul er i princippet ikke klimaskadeligt, men derimod miljøskadeligt, hvis røggassen ikke filtreres grundigt for partikler. Partikelnedfaldet kan bl.a. have indflydelse på bræerne og den grønlandske indlandsis og medføre en øget afsmeltning.
    At opstille CO2-regnestykker er ganske overflødige beskæftigelsesprojekter og hvis man virkelig er så bange for en stigende CO2-andel, kan man ganske enkelt omlægge landbrugets jordbearbejdning, plante træer og dyrke græs i Afrika o.s.v. CO2 er i øvrigt med til at øge plantevæksten, hvilket er ganske fornuftigt, når verdensbefolkningen er voksende. Stop CO2-hysteriet og brug pengene på reelle miljøtiltag, forbedret energiforsyning i U-landene samt skovrejsning.

  • Anmeld

    hans preben pedersen · Vi Grønne EUer !!!!!

    " DEN ENES DØD DEN ANNES BRØD " !!!!!!!!!

    Kapitalismen har udspillet sin tid !!!! Vi skal have en " magt" ind der
    kan " Kontrollerer " VERDENSHANDELEN !!!! fx fagforeninger som medbestemmer
    i produktionen !!!! osv. men på en liberal møde !!! Lad os begynde
    i Danmark og vise at VI KAN !!!!!!!!!!!!!!!!!! Venligst hp.

  • Anmeld

    Holger Skjerning · Tidligere lektor i fysik og energi ved DTU

    Endelig erkendes det...!

    Vi er nogle få - bl.a. fra REO, der i flere år har skrevet i en række aviser, at den kraftigt voksende import af klimatunge varer fra især Kina udsender mere CO2, end hvis vi selv producerede disse varer.
    Og værst: CO2-udsendelsen medregnes ikke i det danske udslip.
    Desuden er en del energitunge virksomheder flyttet til lande med billigere arbejdskraft. Det medregnes naturligvis heller ikke.
    Derfor er det vildledende, når skiftende energiministre påstår, at DK's CO2-udslip er reduceret mere end 35 % siden 1990. Medregnes importen af varer, er tallet nok nærmere 20-25 %. Klimaet påvirkes naturligvis af det totale globale udslip.
    Så tak til Per Henriksen for at bringe det ind i debatten.

  • Anmeld

    Holger Skjerning · Tidligere lektor i fysik og energi ved DTU

    Importerede og eksporterede varer...?

    Modstandere af at indregne Danmarks import af varer i beregningerne af vores CO2-belstning.... vil nok anføre, at så skal CO2-udsendelsen fra vores eksport af varer (vindmøller, automatik-komponenter, medicin og måske svinekød) omvendt fratrækkes i vores CO2-regnskab.
    Så der bliver behov for at fastlægge de regler, som beregningerne skal baseres på.