Denne uge på Energi og Klima (44)

DET SKER: Ministeren får præsenteret resultaterne af et forskningsprojekt om Danmarks omstilling til vedvarende energi, og han skal deltage i forskellige møder omhandlende regeringens kommende energiudspil. Derudover byder ugen på Dansk Vand Konference 2011 og Vindtræf.
Foto: Colourbox
Ministeren
Onsdag den 2. november kl. 16.00 skal Klima-, Energi- og Bygningsminister Martin Lidegaard (R) mødes med forskerne bag det fireårige forskningsprojekt CEESA, der viser, hvordan Danmark mest hensigtsmæssigt kan omstille sig fra kul, olie og naturgas til vedvarende energi og energieffektivisering. Ministeren vil få præsenteret projektets resultater og konklusioner på sit ministerkontor i Stormgade.

Derudover skal ministeren deltage i en række møder både internt i regeringen og i ministeriet samt mødes med forskellige interessenter på klima- og energiområdet. Omdrejningspunktet for disse møder vil være et udspil fra regeringen om en ny energiaftale, der forventes at blive præsenteret senere på året.

Folketinget
Fredag den 4. november afholdes der møde i Folketingets Europaudvalg, og på dagsordenen er der to punkter af relevans for klima- og energiområdet. Det drejer sig dels om en orienterende debat om Energibeskatningsdirektivet. Derudover får udvalget indblik i Rådskonklusionerne i forbindelse med en afrapportering om klimaopstartsfinansiering.

Der er i skrivende stund ikke fastsat andre aktiviteter i Folketinget i uge 44, der har relation til klima- og energiområdet.

Fra tirsdag den 1. november til onsdag den 2. november afholder DANVA Dansk Vand Konference 2011, hvor en række aktører fra branchen mødes og diskuterer emner og spørgsmål, der berører de to hovedområder: vand og spildevand. Der vil blandt andet blive holdt oplæg om klimatilpasning, drikkevandsovervågning og drikkevandsforurening, vandplaner og vandløb samt dansk vand og spildevand i en international sammenhæng. (Link)

Fakta
Har du et arrangement, der skal med i næste uges kalender, så skriv til [email protected]

Lørdag den 5. november afholder Danmarks Vindmølleforening det årlige Vindtræf, der er en temadag om aktuelle forhold og spørgsmål af interesse for foreningens medlemmer og andre aktører inden for vindbranchen. Dette års Vindtræf afholdes hos Vestas i Aarhus. Til temadagen vil der blandt andet være oplæg om vindkraftens rolle i et CO2-frit system, udbygningen af vindkraft i Danmark og globalt samt en redegørelse for lovgivningen vedrørende støj og grænseværdier.

Derudover vil Folketingets energiordførere debattere, hvordan det næste energiforlig skal se ud, og hvilken rolle vindkraften skal spille i aftalen. (Link)

0:000:00