Der er kun én god ting at sige om COP27

Årets klimatopmøde, COP27, er slut. Som så mange gange tidligere blev det et kompliceret møde, hvor verdens lande måtte forlænge forhandlingerne med mere end et døgn, før en aftale var på plads. Spørgsmålet er: Hvor står vi nu, og har topmødet gjort en forskel for vores klima?

Tager vi de positive briller på, endte COP27 med et godt resultat. Faktisk, et historisk godt resultat. I 30 år har landene diskuteret finansiering til ”tab og skader”, og 2022 blev året, hvor verdens lande endelig blev enige om at give mennesker og lande, der står overfor klimarelaterede tab og skader, økonomisk hjælp.

Med årets aftale har verdenssamfundet anerkendt, at klimakatastroferne er en trussel, og at vi i fællesskab skal være med til at håndtere dem. Den anerkendelse er et vigtigt skridt fremad, da debatten de seneste 30 år har været fyldt af mistillid og skuffelse.

Med årets aftale har verdenssamfundet anerkendt, at klimakatastroferne er en trussel, og at vi i fællesskab skal være med til at håndtere dem

Mattias Söderberg
Chefrådgiver, Folkekirkens Nødhjælp

Konkret går aftalen ud på, at der skal oprettes en fond, hvorfra fattige lande kan få støtte, når deres land bliver ramt af eksempelvis oversvømmelser, ekstreme hedebølger og uvejr.

At det har taget så lang tid at blive enige, skyldes at anerkendelsen af, at klimakatastroferne er et fælles ansvar kan betyde, at særligt vestlige lande med stort klimaansvar står overfor en stor regning.

Forskerne peger på, at klimakatastrofer i fremtiden kan blive så store, at hele lande kan forsvinde. Dermed er regningen svær at overskue, og netop derfor er aftalen ikke så konkret, når det handler om hvem, der skal betale.

Der går nok et stykke tid inden fonden for alvor begynder at få effekt, da aftaleparterne skal have detaljerne på plads. Der er dog ingen tvivl om, at det stadig er et godt resultat, og at det er et tydeligt signal til udviklingslandene om, at de ikke står alene.

Desværre er der ikke meget andet godt at sige om COP27. Topmødet har ikke hjulpet os nærmere på at finde løsninger på den hurtigt voksende klimakrise, og der savnes både forpligtelser og beslutninger om handling og penge.

Den store udfordring er, at den globale opvarmning hastigt er ved at passere 1,5 grader, som forskere har identificeret som afgørende for at holde konsekvenserne af klimaforandringerne på et rimeligt niveau.

Når temperaturen stiger mere end 1,5 grad, risikerer vi at passere de såkaldte ”tipping points”. De kan eksempelvis resultere i, at Golfstrømmen bliver påvirket, hvilket vil skabe en ubalance i klimaet og give forandringer som kan få store konsekvenser, som vi ikke kan rulle tilbage.

Netop derfor er det dybt skuffende, at landene ikke kunne blive enige om, at fossile brændsler skal udfases, eller at de ikke kunne blive enige om, at landenes klimaplaner skal opdateres så 1,5-gradersmålet er realistisk at nå.

De lave ambitioner når det kommer til at reducere udledninger, er direkte koblet til et andet skuffende resultat. Ved forhandlingerne var det de olieproducerede ulande, som ikke ville have konkrete aftaler om grøn omstilling. Det skyldes, at det vil få direkte effekt på deres økonomier og muligheder for vækst.

Det er dybt skuffende, at landene ikke kunne blive enige om, at fossile brændsler skal udfases

Mattias Söderberg
Chefrådgiver, Folkekirkens Nødhjælp

På den lange bane ved landene, at der er behov for fokus på grøn omstilling, men de har svært at se, hvordan deres økonomier skal have mulighed for at blive ved med at vokse, hvis indtægterne fra olien forsvinder. En FN-beslutning om, at olie skal udfases, kan eksempelvis påvirke landenes muligheder for tiltrække investeringer og dermed deres udviklingsmuligheder.

Det er en fair bekymring, og netop derfor er samarbejdet om grøn omstilling så vigtig. Hvordan kan de olieproducerende lande få hjælp til at finde nye indtægtsmuligheder? Og hvordan kan der skabes mulighed for vækst, som er grøn?

Der er brug for samarbejde, og investeringer, og det er derfor en stor skuffelse, at der ikke kom mere konkrete aftaler om netop klimapenge ved COP27, da viljen til at skrue ned for den eksisterende olieproduktion dermed forsvinder.

Når man kigger på resultatet fra COP27 kan man se, at der stadigvæk er vej, før vi har fundet en måde vi kan håndtere klimakrisen. Vi kan til gengæld se, at internationalt diplomati kan have effekt, og at de lange og svære forhandlinger i FN-regi kan levere resultater.

Næste år mødes verdens lande igen – denne gang i Dubai. Ligesom i år bliver det nok heller ikke et formandskab, der danner grundlag for store klimafremskridt, og netop derfor bliver det kommende år afgørende.

Tiden er ved at løbe ud, og nu skal alle verdens lande overbevises om, at det er nu, de skal skrue op for ambitionerne.