Kommentar af 
Mads Strange

Mads Strange fra Altingets Ungepanel: Det er markedskræfterne, der skal redde klimaet

Vi skal lægge symbolpolitikken på hylden, løfte blikket fra den danske andedam og i stedet lade markedskræfternes innovation drive den grønne omstilling, skriver Mads Strange fra Altingets Ungepanel.

Verdens største klimasyndere er de faktaresistente politikere, der dumstædigt har blokeret for, at vi kan anvende atomkraft, skriver Mads Strange.
Verdens største klimasyndere er de faktaresistente politikere, der dumstædigt har blokeret for, at vi kan anvende atomkraft, skriver Mads Strange.Foto: Eric Gaillard/Reuters/Ritzau Scanpix
Mads Strange
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi borgerlige har sovet i timen. Nu er det tid til at vågne fra vores klimapolitiske tornerosesøvn.

FN’s årlige klimakonference er netop løbet af stablen, og vanen tro blev årets taler leveret med tungsind og alvorlig mine. For klimaforandringerne lurer i kulissen, og griber vi ikke snart til handling, får det store konsekvenser.

Men selvom klimapolitik er rykket op i toppen af vælgernes dagsorden, har den danske venstrefløj mere eller mindre sat sig solidt på emnet uden reelt modspil fra de borgerlige partier. Det er et problem.

Tema

Ungdomsoprøret

Det bliver de gamle, der bestemmer. 

Fra nu af bliver omdrejningspunktet for den politiske kamp om samfundsindretningen de ældre vælgere – deres livsvilkår, værdier og interesser. 

Sådan skrev Altingets politiske redaktør Esben Schjørring allerede sidste år. 

For at sikre, at de unge også høres, giver Altinget hver uge plads til en ung, politisk stemme på forsiden.

Du kan se panelet her.

 

Dels fordi venstrefløjens klimapolitik aldrig vil få os i mål med en grøn omstilling. Og dels fordi vi borgerlige har udsigt til at tabe flere valg end de to seneste, hvis vi ikke formår at formulere andet end letkøbte løsninger på en alvorlig problemstilling, der betyder meget for mange vælgere.

Så i det følgende frembringes tre principper som rettesnor for en borgerlig klimapolitik, der kan bidrage til at revitalisere blå blok og sætte gang i hjulene under den grønne omstilling.

Klimapolitikken skal renses for symbolpolitik og i stedet baseres på fornuft og fakta. Verdens største klimasyndere er hverken de internationale olieselskaber, fødevareindustrien eller de tech-milliardærer, der jævnligt stiger på privatflyet for at tage på badeferie under varmere himmelstrøg. 

Nej, verdens største klimasyndere er derimod de faktaresistente politikere, der dumstædigt har blokeret for, at vi kan anvende atomkraft.

I atmosfæren er det fuldstændig ligegyldigt, om CO2-udledningen kommer fra Danmark, Kina eller USA

Mads Strange
Politisk rådgiver, Liberal Alliance

Blandt klimaforskerne er der nemlig massiv konsensus om, at atomkraft både er grøn, sikker og stabil, og både FN og EU har allerede grønstemplet moderne atomkraftteknologi.

Men alligevel er der stadig mange danskere, hvis holdning til atomkraft lader til at være baseret på skræmmebilleder fra 70’ernes protestsange og HBO’s fiktive tv-serie om kernekraftværket i Sovjetunionens Tjernobyl.

Hvis vi skal stå en jordisk chance for at skabe en grøn omstilling, skal vi derfor skrotte den anekdotiske argumentation fra Anker Jørgensens tid som statsminister og i stedet lytte til eksperterne ved at anvende den bedste teknologi.

Klimapolitikken skal ikke bruges som trojansk hest for at snige socialisme ind ad bagdøren. Venstrefløjens klimapolitiske farisæere prædiker ofte med løftet pegefinger om, at vejen til en grøn omstilling går gennem et fattigt liv i askese uden økonomisk vækst. Men det forholder sig omvendt.

Desværre er den danske klimadebat imidlertid præget af en snæversynet klimanationalisme

Mads Strange
Politisk rådgiver, Liberal Alliance

For det er netop en cocktail af økonomisk udvikling, fornuftig regulering og liberale markedsvilkår, der i samspil kommer til at frembringe løsningerne på klimaforandringerne.

I en kapitalistisk markedsøkonomi, hvor opfindsomme iværksættere har muligheden for at høste frugterne af deres arbejde, vil det nemlig vælte frem med nye teknologier, som vil bidrage til at få os over den grønne målstreg.

Hvis de grønne løsninger derimod baseres på planøkonomiske principper, hvor politikerne skal håndplukke fremtidens vinderteknologier uden markedskræfternes innovation, spænder vi ben for os selv.

Vi skal lægge den navlebeskuende klimanationalisme på hylden og løfte blikket fra den danske andedam. I atmosfæren er det fuldstændig ligegyldigt, om CO2-udledningen kommer fra Danmark, Kina eller USA. For det er et lige stort problem, uanset hvilke lande der står for udledningen.

Desværre er den danske klimadebat imidlertid præget af en snæversynet klimanationalisme, hvor vi kun har fokus på, hvad vi skal gøre inden for vores egen landegrænse – også selvom Danmark kun står for 0,1 procent af den globale CO2-udledning.

Derfor skal en borgerlig klimapolitik baseres på internationalt udsyn, hvor vi gennem samarbejde med andre lande arbejder lige så meget for at mindske CO2-udledningen i Shanghai som i Slagelse.

Hvis vi har principper som disse i baghovedet, når vi borgerlige formulerer fremtidens klimaløsninger, går vi et betydeligt skridt i den rigtige retning. Det vil ikke blot udgøre et tiltrængt korrektiv til venstrefløjens nuværende monopol på klimadebatten.

Det vil også danne grobund for en klimapolitik, der får os i mål med den grønne omstilling, fordi vi slipper markedskræfternes innovation løs fra spændetrøjen af snæversyn, dumstædig detailregulering og væksthæmmende skattesatser.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Strange

Kandidat til Europa-Parlamentet (LA), politisk rådgiver, Liberal Alliance
b.sc.pol. (Københavns Universitet)

0:000:00