DF nedtoner behovet for energirenoveringer: CO2-målsætning kræver nyt fokus

RENOVERING: Byggeriets rolle i klimakampen har ændret sig efter målsætningen om 70 procents CO2-reduktion, mener Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, der advarer imod dyre energirenoveringer. ”Vi bør overveje at bruge pengene et andet sted,” siger han.

Det kan blive voldsomt dyrt at renovere, uden at det vil have en synderlig effekt på at nå reduktionsmålet i 2030, mener Morten Messerschmidt (DF).
Det kan blive voldsomt dyrt at renovere, uden at det vil have en synderlig effekt på at nå reduktionsmålet i 2030, mener Morten Messerschmidt (DF).Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Peter Pagh-Schlegel

Byggeriets rolle i klimakampen har ændret sig, mener Dansk Folkepartis klimaordfører Morten Messerschmidt.

”I takt med, at vi gør opvarmningen af boliger mere grøn, er der knap så mange CO2-besparelser ved at spare på energien i bygningerne. Derfor bør vi nøje overveje, om vi skal skrue ned for de kæmpestore investeringer, der har til mål at nedbringe varmespildet i boligmassen,” siger han.

Det har ellers i mange år været en mærkesag for Dansk Folkeparti, at minde de øvrige partier i Folketinget om, at holde igen med udbyggelsen af vedvarende energi under mantraet: ”Den bedste CO2-besparelse, er den kilowatt-time, der ikke bliver brugt.”

Flere ting har forandret sig
Messerschmidt mener stadig, at man skal være snusfornuftig med sit energiforbrug, men advarer i dag mod at investere i energispareindsatser. Og det skyldes ifølge ordføreren, at flere ting har forandret sig.

Energirenoveringer har længe været en SF-mærkesag, selvom vi ikke altid har haft held med at få det til at fylde i de store aftaler

Signe Munk
Klimaordfører, SF

”For det første har vi fået en 70 procent-målsætning, der kræver, at vi bruger pengene meget fornuftigt, hvis vi ikke skal gå rabundus. Det kan blive voldsomt dyrt at renovere, uden at det vil have en synderlig effekt på at nå reduktionsmålet i 2030,” siger Messerschmidt og tilføjer:

”Det andet er, at vindmøllestrømmen er blevet markant billigere. Elbiler og varmepumper begynder at være økonomisk realiserbare, som aldrig før. Det har også en betydning for, hvor mange investeringer vi skal lægge i energispareindsatser.”

SF: Byggeriets rolle stadig vigtig
SF’s klimaordfører, Signe Munk, anerkender, at byggeriets rolle har ændret sig i takt med, at energien er blevet grønnere. Men byggeriets rolle er bestemt ikke udspillet, understreger hun.

”Når vi forbedrer de eksisterende bygninger, vi har, er det både for at spare på energien, forbedre indeklimaet og generelt gøre dem mere robuste. Sidstnævnte er også i klimaets interesse. Samtidig skal vi huske på, at hvis vi sparer på energien kan det også betyde, at vi skal bygge en havvindmøllepark mindre. Så vi skal bestemt ikke ødsle med energien bare fordi, den er grøn,” siger Signe Munk.

Ifølge SF-politikeren har energirenoveringer fyldt for lidt i dansk energipolitik.

0:000:00