DF tøver med støtte til Østerild-forslag

ØSTERILD: Dansk Folkeparti vil ikke love støtte til et lovforslag, der skal lovliggøre vindmølletestcentret i Østerild. Det sagde partiet, da forslaget blev førstebehandlet. Miljøministeren har dog støtte fra K, S og SF.
DF vil endnu ikke støtte nyt lovforslag om Østerild.
DF vil endnu ikke støtte nyt lovforslag om Østerild.Foto: colourbox
Anne Burlund
Dansk Folkeparti har endnu ikke besluttet, om partiet vil lægge stemmer til det lovforslag, som skal lovliggøre vindmølletestcentret ved Østerild. Det meddelte partiet, da forslaget blev førstebehandlet i Folketinget tirsdag. DF er ellers en del af forligskredsen, der vedtog det oprindelige lovforslag om etablering af testcentret i juni sidste år.

I november kom det imidlertid frem, at ministeriet havde begået en graverende fejl, da det ikke havde udpeget Frøstrup-lejren og byen Hjardemål som støjfølsomt. Det nye testcenter ville derfor sammen med støjen fra eksisterende møller overskride de tilladte støjgrænser. Det nye forslag giver ministeren ret til at ekspropriere fem ældre vindmøller, så støjgrænserne overholdes.

DF's miljøordfører, Jørn Dohrmann, er stærkt kritisk over for hele forløbet og lovforslagets konsekvenser:

"Der skal ikke herske tvivl om, at Dansk Folkeparti har været skeptisk hele vejen. Vi ønsker ikke at ekspropriere folks ejendom. Når man har investeret i noget, bør man have krav på, at det så bliver stående," sagde han under lovbehandlingen.

DF: Ny lov skal kvalitetssikres
Jørn Dohrmann kræver derfor, at en lang række spørgsmål bliver belyst og besvaret, før han vil tage endelig stilling til forslaget:

Hvordan sikrer vi os, at det arbejde, der er lagt frem nu, også er det rigtige? Vi troede også sidste år, at der var blevet lavet et godt stykke lovgivningsarbejde, men det viste sig så ikke at være tilfældet.

Jørn Dohrmann (DF)
Miljøordfører

"Hvordan sikrer vi os, at det arbejde, der er lagt frem nu, også er det rigtige? Vi troede også sidste år, at der var blevet lavet et godt stykke lovgivningsarbejde, men det viste sig så ikke at være tilfældet," sagde Jørn Dohrmann, der derfor mener, at det er helt afgørende, at det nye lovforslag bliver kvalitetssikret, "så vi ikke også står her om et halvt år og skal tage stilling til nye eksproprieringer."

Dohrmann ønsker også svar på, hvad det vil koste, hvis man i stedet for de fem møller eksproprierede Frøstrup-lejren.

R: Regeringen startet med facit
Enhedslisten, Liberal Alliance og Radikale står uden for forliget, men er ligesom Dansk Folkeparti stærkt kritiske over for hele sagsforløbet. Radikales miljøordfører, Johs. Poulsen, mener, at lovforslaget er et udtryk for en helt banal fejlvurdering af, hvad planlægning betyder:

"Det er foruroligende, at staten, der er den øverste ekspertise og planmyndighed i dette land, laver lovgivning af så ringe kvalitet, som vi så før sommerferien. Der er tale om en sag, hvor regeringen har startet med at skrive facit, og så har man efterfølgende forsøgt at konstruere et regnestykke, der kan passe. Men regnestykket passede ikke, og jeg tvivler stærkt på, at det så passer nu," sagde Johs. Poulsen, der ønsker en grundig belysning af hele støjproblematikken i det kommende udvalgsarbejde.

EL: Beslutning på fejlagtigt grundlag
Også Per Clausen (EL) er vred og bekymret, da han mener, at beslutningen om testcentrets placering, der sidste forår var genstand for heftig debat, er sket på et fejlagtigt grundlag.

0:000:00