Regeringen vil se på tvivlsom certificering af biomasse

BIOMASSE: Klimaminister Dan Jørgensen (S) varsler opgør med tvivlsomme certificeringer af biomasse i forbindelse med den kommmende klimahandlingsplan. Meldingen får ros fra Danmarks Naturfredningsforening. 

Karl Emil Frost

Klimaminister Dan Jørgensen (S) vil bringe certificeringer af biomasse med til forhandlingsbordet, når regeringen skal forhandle sin klimahandlingsplan på plads i foråret. 

Det sker, efter at TV 2 har dokumenteret væsentlige svagheder ved de gældende certificeringsordninger, som ellers skal garantere, at biomassen er bæredygtig.

Det bekræfter Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. 

Beslutningen roses af Danmarks Naturfredningsforening, som kalder det et vigtigt skridt, at problemet nu tages op politisk.  

"Vi er meget positive over, at ministeren tager det alvorligt. Det skal være lovbestemt, at biomassen skal komme fra bæredygtigt skovbrug," siger formand for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.

Tvivlsomme certificeringer
Det er TV 2, som har sat certificering af biomasse på den politiske dagsorden, efter at have afsløret, at Amagerværket i København brænder træ fra Amazonas som en del af planen om at blive den første CO2-neutrale hovedstad i verden.

Amagerværket drives af Hofor, som har forklaret sig med, at biomassen fra Brasilien er bæredygtigt, fordi det er certificeret.

Men efterfølgende har TV 2 kunnet fortælle, at også certificeringerne af det importerede træ er givet på et tvivlsomt grundlag.

Derfor vil klimaministeren nu have certificeringsordningerne reguleret ved lov. Og det skal forhandles sammen med den kommende klimahandlingsplan, som forventes til foråret, oplyser ministeriet.

0:000:00