Dong: EL og DF stadig kritiske

SKEPSIS: Særligt Enhedslisten er stadig ikke trygge, efter Finansudvalget har fået lejlighed til at gennemse papirerne fra salget af Dong. Finansministeren mener, det er på tide at se fremad.

Efter at have lagt papirerne frem er Claus Hjort Frederiksen (V) overbevist om, at kritikken af Dong-salget vil forstumme. Sådan forholder det sig dog ikke helt.
Efter at have lagt papirerne frem er Claus Hjort Frederiksen (V) overbevist om, at kritikken af Dong-salget vil forstumme. Sådan forholder det sig dog ikke helt.Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Kasper Kaasgaard

En af de kraftigste stemmer i kritikken af salget af dele af Dong, Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted, er stadig ikke tilfreds med processen.

Det står klart efter den første af to dage, hvor medlemmerne af Folketingets Finansudvalg har fået adgang til centrale dokumenter i salget af dele af Dong.

”Det er mit klare indtryk, at Finansministeriet svigtede at afsøge muligheden for at lave en aftale med ATP og i stedet hastede et salg igennem til Goldman Sachs, der er verdenskendt for urent trav og brug af skattely," skriver Pelle Dragsted i en pressemeddelelse.

Dermed opfylder han en art profeti, som Ole Birk Olesen (LA) kom med, da han torsdag formiddag havde set nok til at mane sin tvivl til jorden.

”Hvis der fortsat er politikere, som har set papirerne og bliver ved med at mistænkeliggøre Bjarne Corydon, gør de det mod bedre vidende. Det vidner om, at deres seriøsitet ikke er særlig stor,” sagde LA's finansordfører, der også er formand for finansudvalget.

Tvivl om bedre bud
Dermed er han på linje med nuværende finansminister Claus Hjort Frederiksen. Det var hans beslutning at lægge papirerne frem for Finansudvalget.

”Nu skal vi til at se fremad. Jeg er ikke i tvivl om, at FIU-medlemmerne (Finansudvalget, red.) efter i dag vil være enige med mig i, at det var det bedste bud, der blev valgt,” skriver ministeren i en pressemeddelelse.

Heller ikke Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, der ved salget var næstformand for Finansudvalget, er dog overbevist.

”Jeg kunne ikke finde et svar på, om ATP kom med et sidste bud, der matchede Goldman Sachs'. Jeg er blevet klogere på nogle ting, men ikke klogere på de helt centrale spørgsmål,” siger Kristian Thulesen Dahl til DR.

Den idé afviser Claus Hjort Frederiksen dog:

”Jeg har modtaget et brev fra ATP’s direktør, Carsten Stendevad, hvor han afviser, at det skulle være tilfældet. Dette har jeg også lagt frem for udvalgets medlemmer,” udtaler han.

Fredag har Finansudvalget igen adgang til dokumenterne i syv timer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Hjort Frederiksen

Fhv. MF (V), fhv. minister og partisekretær
cand.jur. (Københavns Uni. 1972)

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)

Pelle Dragsted

Politisk ordfører, MF (EL)
BA i historie (Københavns Uni. 2001), master i retorik og formidling, Aarhus Universitet 2016

0:000:00