DTU: Klimaet mangler ikke løsninger, men politisk lederskab

DEBAT: Der mangler fokus på, hvordan man bedst involverer den private sektor i COP-sammenhæng, og COP24 i Katowice var ingen undtagelse, skriver direktør John Christensen, der dog stadig er optimist på klimaets vegne.

Af John Christensen
Direktør for UNEP DTU Partnership

Der er gået en måned siden COP24, og duften af kul har efterhånden forladt næseborene. Katowice var hverken et stort gennembrud med stående klapsalver og løfter om en grønnere fremtid eller et resultatløst møde, der spilder dyrebar tid. Det var et arbejdsmøde med et brugbart teknisk og politisk resultat.

Det betyder, at det næste år bliver ekstremt vigtigt for at få fokus på øgede ambitioner. Vi nærmer os simpelthen sidste chance.

Derfor var mødet en succes
Kort sagt er der to ting, der gør, at mødet i Katowice kan kaldes en succes: lave forventninger og en rammeaftale-struktur, som gjorde det muligt at udskyde det besværlige.

Jeg tror aldrig, at jeg har set så meget tekst, der manglede at blive forhandlet på plads op til en COP. Det så svært ud fra start, og i betragtning af det udgangspunkt vil jeg kalde resultatet godt.

Det vigtigste var vedtagelsen af den såkaldte "rulebook" for Paris-aftalen. Var det ikke sket i Polen, ville det forsinke hele processen alvorligt.

I forhold til den videre indsats er det afgørende, at der blev opnået enighed om et relativt stringent rapporteringssystem for hvad, hvornår og hvordan der skal rapporteres. Gennemsigtighed og troværdighed er altafgørende for den fælles klimaindsats og fundamentet for at kunne aftale øgede ambitioner.

Nedtonede ambitioner
Til gengæld var det skuffende, at man udskød den del af aftalen, der skulle skabe grundlaget for brug af markedsmekanismer. Mange lande ønsker at bruge markedet som redskab til at begrænse udledningen af drivhusgasser ved at handle kreditter for reduktioner, der går ud over, hvad man har forpligtiget sig til. For den private sektor er handelsmekanismer et stort incitament til at gå mere helhjertet ind i klimakampen.

Generelt må man desværre sige, at der mangler fokus på, hvordan man bedst involverer den private sektor i COP-sammenhæng, og COP24 i Katowice var ingen undtagelse.

Siden COP23 har den såkaldte Talanoa-dialog været en åben invitation, i teorien til hele verden, til at blande sig i klimadiskussionen, og der har været en lang række dialogmøder verden rundt.

Afslutningen på denne proces under COP24 var en åbenlys mulighed for at komme ud med et stærkt, men ikke-bindende, budskab. Desværre blev det lidt af en fuser. Talanoa-dialogen endte som en positiv proces, men med en slut-tekst, som nævner ambitioner på den blødest mulige måde.

Generelt skuffede COP24 ved at nedtone snakken om det akutte behov for øgede ambitioner, og mødet viste os også, at der endnu er meget lang vej, før de mange løfter om finansiering af ulandenes indsats bliver opfyldt.

Manglende politisk vilje
Realiteterne er p.t., at der reelt ingen politiske ledere er på det internationale klimaområde, og det bliver sværere og sværere at se, hvem der i de næste år skal tage teten. Samtidig fokuserede den polske ledelse af COP24 mere på at levere en aftale, og mindre på, hvad der stod i den.

For mange af de store lande, som har en reel mulighed for at vise lederskab, er indenrigspolitik lige nu vigtigere end det globale udsyn. Heldigvis er mange byer og virksomheder kommet på banen, og blandt andet i USA fortsætter mange aktiviteter på trods af den nationale politik.

Hovedproblemet er ikke mangel på løsninger i form af politikker og grøn teknologi eller finansiering for den sags skyld, det er mangel på politisk vilje, mod og fremsynethed.

Kurven skal knækkes
Det første, der bør ske nu, er, at verdens lande fuldt implementerer deres løfter fra Paris. Dernæst er de nødt til at finde sammen om at øge ambitionerne, for som vi hos UNEP DTU Partnership har vist i den årlige Emissions Gap Report, så skal løfterne, der blev givet i Paris, øges tre til fem gange, hvis vi skal nå målene i aftalen.

Helt konkret så er næste skridt FN's generalsekretærs klimatopmøde i september. Her vil verdens statsoverhoveder mødes med et enkelt mål, nemlig at øge klima-ambitionerne.

Hvis vi ikke allerede i 2020 sætter os nye og højere mål, så får vi ikke knækket kurven med et stadigt stigende udslip af drivhusgasser. Konsekvenserne vil være skræmmende på lang sigt, men kan allerede ses nu i form af flere og flere ekstreme vejrsituationer.

Jeg har selv brugt mellem et og to hele år af mit liv på at deltage i klimamøder, deriblandt samtlige COP's. Det kan på en dårlig dag føles som et kæmpe spild af tid, men jeg er stadigvæk optimist og fokuserer på de store fremskridt, der trods alt er sket.

Forrige artikel Dansk Elbil Alliance: Forlæng elbilers fritagelse fra elafgift med fem år Dansk Elbil Alliance: Forlæng elbilers fritagelse fra elafgift med fem år Næste artikel Forsker: Klimatopmøderne er en politisk illusion Forsker: Klimatopmøderne er en politisk illusion
  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Liberalismen og "behagelighedsniveauet" er det store dyr i klimaåbenbaringen

    Et land som Danmark har intet at miste ved at være i frontlinien over for et truende udviklingsscenarie på klimaområdet.

    Der sker indtil videre primært kun symbolske handlinger og fremføres megen snak om, hvilke mål man fra politisk side ønsker at nå frem til om 10,20,30 år. Løsningsmodeller og ikke mindst disses finansiering kniber det med.

    Det har 2 årsager:

    Den væsentligste er, at alle er klar over at det nuværende behageligheds-niveau" vil skulle sænkes væsentligt, den dag klimaproblemerne dukker op for alvor. Det er en problemstilling som kun superidealistiske politikere, der ikke har noget på højkant, da de ikke pt. har væsentlig indflydelse, vover at sige noget højt om.

    Kan man f. eks. forestille sig en statsminister fremføre følgende i sin Nytårstale:
    "Kære medborgere, fra næste år af vil vi indføre det af Verdenssamfundet anbefalede kvotesystem for energiforbrug på alle områder vedrørende transport, boligopvarmning, forbrug af tøj, madvarer, underholdning og fritidssysler iøvrigt. Årets samlede kvote pr. borger vil være .... enheder.
    Kvotesystemet vil via hver borgers personlige chip registrere enhver form for transport med enhver form for transportmidler - cykler inklusive.
    Ligeledes vil hver borgers personlige chip registrere samtlige indkøb af madvarer, tøj, underholdning og fritidssysler og den til produktion heraf anvendte energimængde.
    Borgeren vil løbende blive underrettet om sin løbende kvotesaldo.
    Godt nytår."

    Kritikeren vil sige, at det er ren scifi, men jeg tillader at erindre om DR TV´s program Horisont fra mandag d. 21. januar. Med den fart der er på den kinesiske regerings skræmmende forsøg på en total kontrol med borgernes gøren og laden - plus point for god opførsel og minus point for ikke-god opførsel, kan der ikke herske megen tvivl om, at de tekniske muligheder for at agere som beskrevet ovenfor, vil være til stede inden for en meget kort årrække.

    Den 2.den årsag er liberalismens værgen sig mod at blive styret af nogen eller noget mere end højst nødvendigt.
    Liberalisterne snakker klimaskeptikerne efter munden og foreskriver lidt vindmøller her og list solenergi der og glemmer alt om, at det ikke altid blæser eller er solskin. (Som livslang sejlsportsudøver erindrer jeg reglen: 40% af tiden blæser det for lidt, 25 % af tiden for meget og 25 % af tiden tilpas).

    For liberalisterne er det væsentligere at kunne tjene penge til sig selv end til fællesskabet og helheden. Erkendelsen af at vi som art kun kan overleve ved at samarbejde om alle problemer på en stedse mere overbefolket og ressource-manglende klode, der trues af klimatiske ubehageligheder, skubber liberalisterne helst fra sig. Det er for dem det behageligste, og på kortere sigt flest penge i.