Efter konkurs: Troen på elbilen er intakt

ELBILER: Elbilfirmaet Better Place gik i sidste uge konkurs i Danmark, men aktører og politikere er enige om, at elbiler stadig er fremtiden. De ser dog forskelligt på, hvordan vi når dertil.
Foto: Colourbox

Elbilen har stadig en fremtid efter Better Places konkurs. Det er aktører og politikere enige om. 

Efter 4,5 år i Danmark indgav Better Place Danmark A/S søndag en konkursbegæring. Elbilfirmaet, der blev etableret i Danmark i februar 2009, var fra starten et højt profileret projekt med statsejede Dong Energy som mindretalsaktionær.

I kølvandet på firmaets konkurs har Altinget.dk spurgt to aktører og to politikere om, hvordan fremtiden ser ud for elbilen.

Torben Lund Kudsk, afdelingsleder i FDM

Med Better Place konkurs er der tale om, at et elbilkoncept er gået bort, men det er bestemt ikke det samme som at sige, at elbilen er gået bort.   

Lærke Flader
Elbilalliancen

Hvad betyder konkursen for elbilernes fremtid?

På den længere bane er det vores vurdering, at det ikke betyder noget. På den korte bane giver det selvfølgelig et chok i markedet. Better Place var de eneste, der valgte at fokusere på at skifte batteriet. Stort set alle producenter valgte at gå en anden vej, hvor batteriet sidder i bilen, og der tilbydes hurtigladning. Faktum er, at markedet ikke var klar til løsningen med batteriskifte. Men der er ingen tvivl om, at elbilen bliver meget vigtig på sigt. Det bliver nok en kombination af den batteridrevne elbil, plug-in hybrid bilen og brint bilen, som sådan set også er en elbil.

Hvad skal der til for, at elbilerne virkelig bliver noget, som danskerne tager til sig?

Et bedre udbud og en bedre pris. I det nuværende bilafgift-system er det kun den batteridrevne elbil, der er fritaget fra afgifter. Andre typer elbiler, som eksempelvis plug-in-hybriden, bliver betragtet som en almindelig bil. Så den bliver ikke solgt i Danmark på grund af de høje afgifter. I vores optik er det ikke infrastrukturen, der er en begrænsning, men at der ikke er nok biler på markeder. Det betyder, at der ikke findes de variationer, som folk gerne vil have, og så er de stadig relativt dyre, selvom de er frataget fra afgifter.

Hvad bør man fra politisk hånd foretage sig i kølvandet på konkursen?

Politikerne bør sætte sig ned og genoverveje de nuværende afgifter: Er det virkelige en god idé at have en registreringsafgift, der kun begunstiger rene batteridrevne elbiler og brintbiler? Er det smart at vente på det allerbedste og imellem tiden holde det næstbedste ude? Sæt nu der går mange år før det bedste bliver en realitet, så har vi forpasset måske 5-10 år, hvor vi kunne have indregistreret masser af energirigtige og miljøvenlige biler. Det er en luksusholdning fra politisk side, hvor man allerede har valgt vinderen. Men erfaring viser, at politikere ikke kan slå markedet, for de ved ikke, hvad forbrugerne vil have. 

 

Lærke Flader, branchechef, Dansk Elbil Alliance:

Hvad betyder konkursen for elbilernes fremtid?

Better Place har været med til at skabe synlighed omkring elbilen og har været med til at italesætte behovet for en ny transportform. Men Better Place har stået i spidsen for ét elbilkoncept, der baserer sig på batteriskifte. Problemet er bare, at konkurrenterne på markedet står i spidsen for et andet elbilkoncept. Med Better Place konkurs er der tale om, at ét elbilkoncept er gået bort, men det er bestemt ikke det samme som at sige, at elbilen er gået bort. Så elbilen er på ingen måde død.

Hvad skal der til for, at elbilerne virkelig bliver noget, som danskerne tager til sig?

Det første handler om at få skabt en kritisk masse. Den skabes ved f.eks. at få flådeejere - kommuner, staten, regioner - til at konverterer til elbil. Flådeejere kan være med til at skabe en større volumen og derved en større synlighed omkring elbiler. Hvis folk ser flere elbiler, så bliver de mere trygge ved, at det er noget, de kan bruge som næste køretøj. Derudover er der behov for en omlægning af bilbeskatningen, hvor afgifterne afspejler CO2-udledningen.

Hvad bør man fra politisk hånd foretage sig i kølvandet på konkursen?

Den danske regering bør overveje at have en målsætning, ligesom man har i andre lande. De største nationer på elbilområdet har en ambition om, hvor meget de vil nå i 2020. Og det svarer til 20 millioner biler i alt. En dansk målsætning vil sikre, at man udarbejder en handlingsplan for elbiler frem til 2020. Derudover vil jeg opfordre regeringen til at snart at komme med den længe bebudede skatteomlægning. Det vil ikke bare hjælpe elbilerne, men også plug-in hybrid-bilerne og grønne biler i det hele taget.

Rasmus Helveg Petersen, energiordfører for Radikale:

Hvad betyder konkursen for elbilernes fremtid? 

Det er et enkelt firma, der er gået konkurs. Det er ikke en hel teknologi, som er gået neden om og hjem. Men det er klart, at det kan give nogle skår i forbrugernes tillid, men på længerer sigt tror jeg ikke, at det betyder så meget. Elbilen har en fremtid, og teknologien er meget tæt på at være moden. I takt med, at teknologien udvikler sig, så vil det blive attraktivt for almindelige familier at have en elbil.

Hvad skal der til for, at elbilerne virkelig bliver noget, som danskerne tager til sig?

Som det er i dag, kan den ikke køre langt nok på en opladning. Dét er først og fremmest udfordringen for elbilen i dag. Folk vil gerne og ved godt, at det er et renere drivemiddel. Men der er andre fordele. Når produktionen af elbiler kommer til at ske i stor skale, vil det det blive billigere at have elbil end en benzinbil. Ikke mindst fordi brændstoffet til en benzinbil vil blive for dyrt. Så det er et spørgsmålet om, hvornår man har det rigtige kryds imellem, at de er billige nok, er driftssikre nok og kører langt nok. Men når det teknologiske gennemslag kommer, så kommer udrulningen til gå ligeså stærkt som med eksempelvis tablets og smartphones.

Hvad bør man fra politisk hånd foretage sig i kølvandet på konkursen?

Der er vedtaget en pulje på 70 millioner til at sikre bedre infrastruktur til elbiler. Og den er man i gang med at udrulle. Derudover er der stadig afgiftsfritagelsen på elbilen. Og så sættes der vindmøller op, sådan at den strøm man putter i sin elbil også er grøn. 

 

Henning Hyllested, trafikordfører for Enhedslisten:

Hvad betyder konkursen for elbilernes fremtid? 

Der er opstået en form for hul, men jeg tror ikke, at det har nogen afgørende betydning. Elbilerne har en stor fremtid, fordi det ganske enkelt er nødvendigt af miljø- og klimamæssige årsager. Det er nødvendigt, at man udruller en miljøvenlig teknologi, og her er der mange muligheder. Men elbilerne er en af dem, som jeg stadig tror, man kommer til at satse på.

Hvad skal der til for, at elbilerne virkelig bliver noget, som danskerne tager til sig?

Prisen er noget, som danskerne ser meget hårdt på. Derfor skal bilerne først og fremmest blive billigere, og det er op til bilproducenterne. Derudover er der behov for en infrastruktur, som man kan være tryg ved. Hvor man er sikker på, at man kan komme fra a til b, uanset hvor langt der er. Det har været et af problemerne indtil nu. Better Place anvendte batteriskift og genopladning på adressen over natten. Men de nye biltyper der er på vej, har, så vidt jeg er informeret, mere fokus på kvikopladning af batterierne, som kan foregå ligesom på en tankstation. Jeg tror, at det vil gøre det nemmere at sælge til danskerne, fordi det minder mere, om noget de kender fra benzinstationerne. Du kan bare køre ind et sted, og så tager det fem minutter at lade batteriet.

Hvad bør man fra politisk hånd foretage sig i kølvandet på konkursen?

Jeg tror, det kan være nødvendigt, at staten går ind og investerer i infrastrukturen. Vi har faktisk foreslået det i kølvandet på Better Place konkurs. Man kan selvfølgelig også overveje, om man kan gøre noget mere med afgiftsinstrumentet. Men det vigtigste er, at bilerne bliver billigere, og at der er en infrastruktur, som folk kan være trygge ved. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00