Egge: Jeg er skuffet over SF

DONG: Den planlagte børsintroduktion af Dong er en fejl, mener Enhedslistens energiordfører, Søren Egge Rasmussen. Han undrer sig over, at SF er med i aftalen.

Enhedslistens energiordfører Søren Egge Rasmussen.
Enhedslistens energiordfører Søren Egge Rasmussen.Foto: Folketinget
Lasse Lange

Da spørgsmålet om ejerskabet af det delvist statsejede energiselskab Dong sidst var til diskussion, førte det til en mindre borgerkrig internt i SF, der kostede formand Vilhelmsen jobbet, ligesom partiet endte med at trække sig fra regeringen.

Om fredagens meddelelse om, at regeringen, K, DF, S, R og SF er klar til at lade energimastodonten børsintroducere inden for halvandet år, kommer til at give samme rabalder, er nok tvivlsomt.

Aftalen om, at en børsintroduktion skal finde sted hurtigt og altså senest om 18 måneder, ligger således i forlængelse af tidligere aftaler fra 2004 og 2013 om, at børsintroduktion var målet. Ikke desto mindre vækker det opsigt og undren i Enhedslisten, at SF ovenpå uroen i fjor er med i den nye aftale.

“Det overrasker mig meget, at de er med i den aftale,” siger Enhedslistens energiordfører, Søren Egge Rasmussen, til Altinget.

Dong har været med til at prioritere en udvikling i havvindmølleparker, som har haft nogle gode sideeffekter for Danmark. Det er en udvikling, som gerne skulle fortsætte, men den risikerer at glide os af hænde.

Søren Egge Rasmussen
Energiordfører (EL)

“Der kan være visse bindinger på partier, der sidder i regering. Når man så ikke længere gør det, så bør man være et frit parti og handle derefter,” fortsætter han.

“Jeg er skuffet over, at SF er med i denne her handelsaftale.”

SF: Vi har sikret en bedre aftale
SF’s finansordfører Jonas Dahl siger i en pressemeddelelse, at “SF havde foretrukket, at staten beholdt hele sin aktiepost i Dong”.

“Den afgørende forskel går ved de 50 pct., og her har SF sikret, at vi fortsat ligger på den rigtige side af stregen,” fortsætter Jonas Dahl med henvisning til aftalen, der indebærer, at staten fortsat vil være majoritetsaktionær i Dong.

SF-folketingsmedlemmet Karsten Hønge, hvis krasse kritik af salget af dele af Dong til Goldman Sachs sikrede ham tilnavnet Vikaren fra Helvede, ønsker ikke at udtale sig om den nye aftale. Han henviser i stedet til Jonas Dahl.

Dokumentation

Sagen kort

  • 2004: VK-regeringen, DF, S, R og SF aftaler, at Dong skal børsnoteres
  • 2008: En børsnotering aflyses i sidste øjeblik
  • 2013: S-R-SF-regeringen, V, K og DF aftaler, at det fortsat er planen, at Dong skal børsnoteres
  • 2015: V-regeringen, K, S, R og SF aftaler, at Dong skal børsnoteres inden for 18 måneder

0:000:00