Debat

EL: Et sort år for klima og miljø

DEBAT: Med stor præcision har regeringen i sit første år skåret dybt i midlerne til grønne løsninger. Løsninger, der kunne sikre Danmarks førerposition inden for den grønne omstilling, skriver Maria Reumert Gjerding (EL).

Det har været et sort år for klima og miljø, skriver Maria Reumert Gjerding (EL). 
Det har været et sort år for klima og miljø, skriver Maria Reumert Gjerding (EL). Foto: Folketinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Maria Reumert Gjerding (EL)
Miljø- og landbrugsordfører 

Da Anders Fogh Rasmussen (V) blev statsminister i 2001, lagde han ud med et hårdt angreb på den grønne omstilling.

Vindmølleparker blev aflyst, miljø- og natureksperter blev udsat for et hidtil uset angreb fra en regeringsleder og udråbt til ’smagsdommere’. Der blev skåret hårdt på miljøovervågningen, på miljøforskningen og på Miljøministeriet.

Her cirka femten år senere gentager historien sig. Det virker paradoksalt, fordi der de seneste femten år har været en markant stigende erkendelse i hele verden af, at vi står i en dyb og hastigt voksende krise for vores klima, natur og biodiversitet. Overalt vokser erkendelsen af, at vi gambler med vores eget livsgrundlag. Men ikke i Venstre.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Fjerner midler til grøn omstilling
Partiet har i stedet brugt sin første finanslov som regering på at skære dybt i midlerne til den grønne omstilling. Regeringen fjernede midler, der var afsat til at støtte virksomheders omstilling til at genanvende mere og til at danne lukkede ressourcekredsløb, den skar i innovationsmidler til udvikling af nye forretningsmodeller, der understøtter den grønne omstilling, og den skar i energiforsknings- og udviklingsmidler, der skulle bidrage til at udvikle fremtidens vedvarende energiteknologier.

Samtidig fjernede regeringen puljer, der skulle fremtidssikre Danmarks eget energisystem. For eksempel store varmepumper, der kan gøre brug af den stigende mængde vindmøllestrøm i Danmark i stedet for at sælge den for billigt til udlandet. For ganske nylig har regeringen så meldt ud, at man vil aflyse vindmølleparker. Den grønne omstilling, der skal få Danmark ind i den fossilfri fremtid, går åbenbart alt for stærkt for Venstre.

Den sørgelige kendsgerning er, at vi har en regering, der er fuldstændig blottet for visioner og ambitioner for, hvilken rolle Danmark kan og skal spille for verden.

Maria Reumert Gjerding (EL)
Miljø- og landbrugsordfører

Også inden for transportsektoren har Regeringen gjort sig umage for at sætte den grønne omstilling i stå. Afgiftsfritagelsen for elbiler er blevet fjernet og erstattet af en klækkelig skatterabat til luksusbiler. Indgrebet over for elbilerne sker på et ekstremt kritisk tidspunkt, hvor salget i Danmark efter mange år endelig var ved at få fat. Opsvinget for elbilerne er effektivt blevet kvalt af Venstre.

Absurd landbrugspolitik
Landbrugspolitikken har været et særlig absurd kapitel i Venstres første år som regeringsparti. Den mere natur- og miljøvenlige økologiske produktionsform har for alvor succes. Økonomien er overordnet bedre end i konventionelle landbrug, og flere og flere landmænd ønsker at stille om. Det kvitterede Venstreregeringen for i efteråret ved at skrotte målsætningen om, at Danmark skal fordoble sit økologiske areal i 2020. Et samlet erhverv, med Landbrug & Fødevarer i spidsen, beklagede denne helt uforståelige beslutning, fordi det ambitiøse økologimål har været med til at drive udviklingen fremad.

Men absurditeten toppes naturligvis med landbrugspakken. Her genfindes Fogh-regeringens arrogance over for eksperter og miljøforskere i Løkkes og Eva Kjers manipulationer med miljødata for at grønvaske deres kulsorte landbrugspakke. En manipulation og tal-kreativitet, som ingen forskere kunne stå inde for, hvilket som bekendt førte til, at Folketinget fyrede den ansvarlige minister.

Danmarks førerposition i fare 
Med stor præcision er regeringen i sit første år ved magten gået efter alt, hvad der lugter af nye grønne, innovative løsninger. Løsninger, der kunne sikre Danmarks førerposition inden for den grønne omstilling og bevare og udbygge vores internationale styrkeposition inden for både vedvarende energi, men også inden for cirkulær økonomi og ressourceeffektivitet.

Vi ved, at resten af verden de kommende år vil efterspørge nye løsninger og nye teknologier inden for disse områder. Så den sørgelige kendsgerning er, at vi har en regering, der er fuldstændig blottet for visioner og ambitioner for, hvilken rolle Danmark kan og skal spille for verden. Vi er det land, som resten af verden i årevis har kigget til, når de skulle i gang med den grønne omstilling. Det burde en regering være stolt over. Det burde vi satse på at udbygge og udvide.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Maria Reumert Gjerding

Præsident, Danmark Naturfredningsforening
cand.scient i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier (RUC 2006)

0:000:00