Debat

EL: EU’s udspil er slet ikke ambitiøst nok

DEBAT: Et krav om at udlede 39 procent mindre CO2 i Danmark er slet ikke højt nok, mener Maria Reumert Gjerding fra Enhedslisten. De ikke-kvotebelagte sektorer er blevet overset længe, så nu skal klimabelastningen fra transporten og landbruget ned, tilføjer hun.

Foto: Mark Knudsen
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Maria Reumert Gjerding (EL)
Klimaordfører

Der har lydt et ramaskrig fra især landbruget, siden EU meldte klimakrav ud om, at Danmark skal reducere udledningen med klimagasser med 39 procent i 2030. Det ville gå hårdt ud over dansk velfærd, og vi ville miste en betydelig mængde arbejdspladser, lød det fra landbrugets organisationer og fra landbrugsminister Lunde Larsen (V).

Det er helt afgørende at slå to ting helt fast.

For det første er EU’s udspil slet ikke ambitiøst nok. Der skal større reduktioner til, hvis vi skal løfte vores del af ansvaret for, at temperaturstigningen holder sig under 2 grader. Den danske reduktion bør altså være større end 39 procent, og derfor er det enormt trist, at regeringen og andre beklager sig. De fokuserer på smuthuller i stedet for på problemets reelle alvor.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

For det andet kunne vi have stået et helt andet sted i dag, hvis skiftende danske regeringer ikke konsekvent havde lurepasset. Alle smuthuller og kreative opgørelsesmetoder er blevet brugt gennem årene for at friholde transporten og landbruget fra at komme i gang med den grønne omstilling, som er helt uundgåelig.

Nu skal vi indhente det tabte, og derfor slår mange års passivitet nu igen som en boomerang. Det er derfor på høje tid, at vi begynder at diskutere konkrete bud på, hvordan vi nedbringer klimabelastning fra de to store CO2-syndere transport og landbrug.

Den danske reduktion bør altså være større end 39 procent, og derfor er det enormt trist, at regeringen og andre beklager sig. De fokuserer på smuthuller i stedet for på problemets reelle alvor

Maria Reumert Gjerding, klimaordfører i Enhedslisten

Her kommer jeg med bud på, hvordan vi omstiller transporten.

Nytænkning i transporten
Det kræver virkelig politisk nytænkning at få transporten med på klimavognen. Hidtil har det ene trafikforlig efter det andet handlet om at fremme mobiliteten med især privatbilismen. Man satser på flere og større motorveje, mens biler og benzin løbende er blevet billigere i forhold til lønnen.

I samme periode er billetpriserne i den kollektive trafik gået den modsatte vej. Men det giver ingen mening, for biler fylder alt for meget per person. En god storby er ikke kendetegnet ved, at selv de fattigste kører i bil. Se bare på trafikprop i byer som Sao Paolo.

En god storby er kendetegnet ved, at selv de rigeste kører i bus eller på cykel. Vi skal alle sammen fylde mindre i trafikken både for vores egen og for klimaets skyld.

Stockholm har haft en miljøring rundt om byen siden 2006, som har mindsket trafikken i byen betragteligt. En lignende aftale om en miljøring rundt om København faldt til jorden i 2011. Men vi bliver nødt til at give kommunerne mulighed for at indføre miljøringe omkring de større byer, hvis transporten skal klimaomstilles.

Det vil udvide de rene luftzoner, og i miljøzonerne skal der også være skrappere krav til køretøjernes forurening.

Den kollektive transport skal blive et reelt og attraktivt alternativ til bilen for mange flere mennesker.

Derfor vil vi supplere Togfonden med en landsdækkende plan for letbaneløsninger. De centrale indfaldsveje til byerne skal have busbaner, så busserne kan komme hurtigere frem, og vi skal skifte vores forurenende dieselbusser med elbusser.

Mindre benzinbil og mere deleøkonomi 
Samtidig må vi gøre en oprigtig indsats for at få udfaset benzin- og dieselbiler. Aftalen om at pålægge elbiler afgift var en kæmpe fejl. Den aftale skal rulles tilbage. Delebilsordninger skal udbredes, og de skal fortrinsvist være baseret på elbiler.

I forbindelse med vores sommergruppemøde foreslog Enhedslisten, at boligforeninger skal kunne søge en tilskudspulje til opstart af delebilsordninger. Det vil fremme mobiliteten for mange flere mennesker og kan samtidig bidrage til, at flere vælger deleløsninger frem for bilkøb.

Vi bliver nødt til at erkende, at den kurs, der er sat, er forældet og kræver ny handling nu, hvis vi skal omstille vores store forurenende sektorer som transport og landbrug til de klimamål, vi har i 2030.

Lappeløsninger er ikke længere gode nok, for de kan ikke holde tæt. Derfor bliver vi nødt til at tænke langsigtet, når vi løser problemerne i vores klima. Ellers vokser de sig bare større og slår endnu hårdere, næste gang boomerangen rammer. Og det skal vi sandelig forsøge at undgå.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00