EL: Hvordan vil regeringen indfri målsætningen om 50 pct. vedvarende energi i 2030?

Af Maria Reumert Gjerding
Miljøordfører, Enhedslisten

Når vi af bitter erfaring ved, at i hvert fald Venstre ikke holder sig tilbage med kreativ bogføring, giver denne form for tilsyneladende uklare opgørelsesmetoder grund til bekymring.

Maria Reumert Gjerding
Enhedslisten

Et af de mere spændende grønne elementer i det nye regeringsgrundlag er målsætningen om, at Danmark skal have 50 procent af sit energibehov dækket af vedvarende energi i 2030.

Tilsyneladende et enkelt mål, men efter at have modtaget svar på en række spørgsmål, som Enhedslisten har stillet energiministeren, kan vi konkludere, at det helt blæser i vinden, hvad der ligger i denne målsætning.

Regeringen sætter tempoet ned
En ting står klart. Målsætningen er ikke skrevet ind på basis af en nærmere analyse af, hvad en sådan målsætning vil indebære, og hvordan den skal indfries.

Tværtimod kan man få den mistanke, at den er tilføjet en sen nattetime som en godbid til Konservative, som formentlig har argumenteret med, at når vi har 30 procent vedvarende energi i 2015 og forventer 40 procent i 2020 – ja så vil 50 procent i 2030 jo være overkommeligt. Flere har da også været ude at kritisere regeringen for at sætte tempoet ned.

Lavthængende frugter
Først og fremmest er det vigtigt at være opmærksom på, at væksten i disse år fra cirka 30 procent i dag til 40 procent i 2020 primært kommer ved overgang til biomasse i landets store kraftvarmeværker. Lavthængende frugter, som ikke kan gentages. Det drejer sig om Amagerværket, Avedøreværket, Studstrupværket og Skærbækværket.

Så når de 10 procentpoint fra 2020 til 2030 ikke igen kan komme fra biomasse, hvad er så mulighederne?

Vi har spurgt, i hvilket omfang regeringen forventer, at varmepumper og geotermisk varme kan bidrage til varmeforsyningen i 2030 og dermed bidrage til 50 procent-målet. Men det har ministeren ikke noget bud på.

Vi har også spurgt, om det er på transportområdet, der kan forventes et øget VE-forbrug. Ministeren gør opmærksom på, at biobrændstoffer jo er dyrere end fossile brændsler, og anvendelsen heraf afhænger af de krav, der stilles.

Efter hård kritik af fødevarebaserede biobrændsler, er EU nu ved at stille krav om at reducere brugen heraf og til gengæld øge mængden af de endnu dyrere 2. generations biobrændsler. Derfor har ministeren ikke noget bud på forbruget af biobrændsler i 2030.

Elbiler er ikke med i regeringens planer
Heller ikke den langt mere fornuftige udvikling med elbiler vil ministeren gisne om. Senest har regeringen afvist at ændre den katastrofale beslutning om at indfase bilafgifter på elbiler, så der er nok ikke mange elbiler i regeringens energiscenarium for 2030, når det en gang kommer.

En måde at nå 50 procent i 2030 kan også være at nedsætte energiforbruget. Men heller ikke her har ministeren noget bud. Der er ”ikke på nuværende tidspunkt forventninger til det danske energiforbrug i 2030,” skriver ministeren til os.

Samtidig er det helt uklart, hvad der egentlig menes med, at mindst 50 procent af vort ”energibehov” skal dækkes af vedvarende energi. Ministeren oplyser i et svar, at ”energibehov dækker over det samlede energiforbrug i Danmark inklusiv transport,” men oplyser endvidere, at dette kan opgøres på forskellige måder.

Hvordan regeringens 50 procent så skal opgøres – ja det skal først afklares senere, skriver ministeren. Når vi af bitter erfaring ved, at i hvert fald Venstre ikke holder sig tilbage med kreativ bogføring, giver denne form for tilsyneladende uklare opgørelsesmetoder grund til bekymring.

En ny havmøllepark om året?
Kun på vindområdet løfter regeringsgrundlaget noget af sløret. For eksempel skriver regeringen, at ”Danmark er i en unik position til fortsat at udbygge med havvind.” Det er positivt.

Men hvis vi antager, at udbygningen med de 10 procent vedvarende energi fra 2020 til 2030 primært skal ske med havvind, så vil det kræve, at der hvert år opføres et havmølleanlæg på størrelse med Kriegers Flak. Det giver spændende perspektiver, men også en bekymring for, om regeringen egentlig aner, hvad det er, den har skrevet ind i sit grundlag.

Samtidig er der yderligere den detalje, at selvom regeringens 2030-målsætning lyder ambitiøs, så er den ikke tilstrækkelig til at leve op til vores forpligtelser i Paris-aftalen. Hvis vi i Danmark skal påtage os vores andel i at leve op til aftalens mål, så skal ambitionerne for den vedvarende energi endnu højere op.

Hvordan regeringen vil udmønte målsætningen i regeringsgrundlaget, får vi svar på, når energiministeren i efteråret 2017 vil komme med oplæg til en ny bred energiaftale efter 2020.

Som jeg har skitseret ovenfor, bliver det spændende at se deres bud – og en stor opgave for folketingets grønne partier at holde regeringen fast på ambitionerne, at få dem endnu højere op og ikke mindst at gå alle tal efter i sømmene.

Mon ikke klima- og energipolitikken bliver en af de helt centrale grønne politiske kamppladser i 2017.