EL: Ja tak til regeringens klimapolitik

KLIMAMÅL: Enhedslisten er klar til at levere de nødvendige stemmer til at gennemføre regeringens klimapolitik. K advarer til gengæld mod forringet konkurrenceevne.
Niels Th. Dahl
Den nye regering behøver ikke frygte, at det bliver svært at få dens klimapolitik gennem Folketinget.

Enhedslisten er nemlig begejstret over den del af regeringsgrundlaget, der handler om klimapolitikken, og som bl.a. vil hæve de danske CO2-reduktionsmål i 2020 til 40 pct. i forhold til udslippet i 1990.

"Der er flere områder, hvor vi kan genfinde vores politik ret præcist. Man siger, at man vil indføre en klimalov med faste målsætninger og evalueringer osv. Det er et forslag, som vi tidligere har stillet i Folketinget, og som, vi er rigtig glade for, bliver del af den nye politik. Udgangspunktet er meget tilfredsstillende," siger Enhedslistens klimaordfører Per Clausen.

De skærpede klimamål i regeringsgrundlaget går endda videre end den plan, som de tre regeringspartier og Enhedslisten blev enige om tidligere på året.

K skeptisk
Det er imidlertid det erklærede mål både fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og klimaminister Martin Lidegaard (R ), at en ny aftale bliver indgået med et bredt flertal i Folketinget. Men både Venstre og Konservative har advaret mod nye skatter og afgifter, og den konservative energiordfører Mike Legarth er da også bekymret over udsigterne til en forringet dansk konkurrenceevne:

Det er et forslag, som vi tidligere har stillet i Folketinget, og som, vi er rigtig glade for, bliver del af den nye politik. Udgangspunktet er meget tilfredsstillende.

Per Clausen (EL)
Klimaordfører

"Vi vil gerne være med til at kigge på, hvordan vi kan gøre gode ting for miljøet og klimaet - men det må ikke være på bekostning af danske arbejdspladser og konkurrenceevne. Vi er gået helt til kanten i den politik, vi har ført med konservativ støtte (i VK-regeringen, red.). De forbedringer, vi skal have nu, skal være ved hjælp af nye metoder, ny teknologi, mere personligt ansvar osv. - men vi kan ikke pålægge nye afgifter på danske virksomheder, fordi de i forvejen er hårdt pressede," siger han.

0:000:00