Professor om Elbæks grønne superministerium: Langt mere radikalt end Aukens "miljøimperium"

INTERVIEW: Alternativets regeringsplaner provokerer. Men der er noget forfriskende og prisværdigt over at udfordre vanetænkningen, mener professor og ekspert i offentlig forvaltning Lotte Jensen.

Svend Auken var en stærk miljøminister, som kunne skærme sit område, så det kunne vokse i fred. Uffe Elbæk er mere radikal og ønsker, at et nyt, grønt superministerium skal være den koordinerende muskel i regeringen. Her ses Elbæk ved Alternativets sommergruppemøde, hvor partiets regeringsplan blev præsenteret.
Svend Auken var en stærk miljøminister, som kunne skærme sit område, så det kunne vokse i fred. Uffe Elbæk er mere radikal og ønsker, at et nyt, grønt superministerium skal være den koordinerende muskel i regeringen. Her ses Elbæk ved Alternativets sommergruppemøde, hvor partiets regeringsplan blev præsenteret.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

Når man ser ned over listen af nye ministerier og deres navne, som Alternativet ønsker indført, står en ting hurtigt klart: Plejer er død!

Fakta
Ministerier, hvis det alene stod til Alternativet: 

Statsministeriet
Ministeriet for grøn omstilling
Ministeriet for social retfærdighed
Ministeriet for økonomisk bæredygtighed
Ministeriet for god omfordeling
Udenrigsministeriet
Ministeriet for mennesker på flugt og nye danskere
Demokrati- og indenrigsministeriet
Ministeriet for kunst, kultur og livssyn
Ministeriet for livslang nysgerrighed
Sundheds- og forebyggelsesministeriet

Kilde: Alternativet

"Det er klart, at der himles op, når der foreslås noget helt anderledes, og de flippede navne provokerer straks en standardreaktion frem, men et eller andet sted er der da noget forfriskende og prisværdigt over, at nogen sætter sig ned og gennemskriver konceptet og siger: Det kunne være anderledes," siger Lotte Jensen, professor i offentlig forvaltning og institutleder ved CBS.

Hun har i mange år forsket i Finansministeriets rolle i dansk politik. Og hun er ikke skræmt af, at Alternativet foreslår at ryste posen af ministerier på ny – heriblandt at lade et nyt, grønt superministerium overtage den koordinerende rolle internt i regeringen fra Finansministeriet.

Det er dog ikke det samme som, at den model, Alternativet foreslår, er realistisk eller en fornuftig måde at producere løsninger på, tilføjer hun hurtigt. 

Der er væsensforskel på at være en, som vil beskytte en dagsorden, og så det at være den koordinerende muskel i en regering.

Lotte Jensen
Professor i offentlig forvaltning og institutleder ved CBS

"Men når automatpiloten kører med de hånlige bemærkninger, er det værd at huske på, at der er ingen absolut facitliste til, hvilke ministerier der skal være, og hvordan politikområderne kobles sammen og på hvilket grundlag, der koordineres. Alternativets forslag sætter magtens arkitektur til diskussion i en tid, hvor flere ministerier har styringsproblemer, og det er naturligvis irriterende. Men det er ikke nogen unødvendig diskussion," siger Lotte Jensen.

Klimakrisen venter ikke
I dag hører transport og bolig for eksempel sammen, for år tilbage var klima og energi adskilt og i 00'erne fandtes der noget, som blev kaldt Familie- og forbrugerministeriet.

Alternativets forslag sætter magtens arkitektur til diskussion i en tid, hvor flere ministerier har styringsproblemer, og det er naturligvis irriterende. Men det er ikke nogen unødvendig diskussion.

Lotte Jensen
Professor i offentlig forvaltning og institutleder ved CBS

Hovedreglen ved regeringsskift er da også, at der bliver flyttet lidt rundt på ressortområderne. Alternativets forslag er dog langt mere vidtgående end det, der normalt er på tegnebrættet.

"Hele tænkningen bag den her omorganisering af ministerierne er, at klimakrisen ikke kan vente. Derfor vil vi lave et grønt ministerium, hvor alle forhandlinger og beslutninger, der træffes i andre ministerier, skal tjekkes af. Formuleringen af finansloven skal også godkendes af dem," som Alternativets formand, Uffe Elbæk, forklarede til Information.

Noget andet end Aukens "miljøimperium"
Og netop den tænkning gør Elbæks grønne "superministerium" til noget radikalt andet end det såkaldte "miljøimperium", som Svend Auken (S) opbyggede under sin ministertid i 1990'erne, vurderer Lotte Jensen.

0:000:00