Ellemann kaldt i samråd om dyster klimarapport

KLIMATILPASNING: SF indkalder miljøministeren til samråd på baggrund af en ny rapport, der viser, at konsekvenserne af den globale opvarmning er større end hidtil antaget.
Fakta

Anne Grete Holmsgaards spørgsmål til ministeren:

1) Anerkender ministeren, at der reelt er risiko for, at havvandstanden kan stige med op til 1,6 m inden 2100 og vill regeringen på baggrund af AMAP's konklusioner revidere det officielle klimascenarie for Danmark, således at kommunernes m.fl. planlægning bringes i overensstemmelser med de forventede vandstigninger?

2) Hvordan vil regeringen sikre, at arealplanlægningen i Danmark tager fuld højde for de forventede vandstigninger, ved planlægning af infrastruktur for transport, energi og vand/kloak samt planlægning af byggeri, kystsikring, havne og naturbeskyttelse?

3) Vil regeringen revidere sin ad hoc strategi for klimatilpasning således, at der udarbejdes en egentlig handlingsplan med bindende krav?

En nyligt offentliggjort videnskabelig rapport fra det Arktiske Råd viser, at vandstigningerne i verdens have bliver større end ventet.

"Det bør få røde lamper til at lyse og få sat skub i de klimatiltag, der kan forebygge, at det går alt for galt," siger SF's klimaordfører, Anne Grete Holmsgaard, i en pressemeddelelse.

Derfor er miljøminister Karen Ellemann (V) nu indkaldt til samråd, så der kan udarbejdes en konkret handlingsplan for klimatilpasning i kommunerne.

Danmark er udsat
Ifølge Martin Lidegaard, formand for CONCITO, har der været en forbløffende politisk tavshed om klimaet i valgkampen. Han mener, at der er brug for en samlet plan for, hvordan man vil klimasikre Danmark.

"Danmark er en østat. Vi er særdeles udsatte for den nye udvikling," siger han i en pressemeddelelse.

Behov for en plan
Anne Grete Holmsgaard mener, at der skal arbejdes mere systematisk i kommunerne med klimatilpasning. Ifølge hende gælder det havnebyggerier såvel som sikring af lavtliggende vådområder og planlægning af kloakering.

Holmsgaard vil på samrådet blandt andet spørge ministeren, om regeringen vil revidere sin ad hoc strategi for klimatilpasning, så en konkret handlingsplan udarbejdes med dertil hørende bindende krav.

0:000:00