Ellemann udstikker retningen: Milliarder til grøn omstilling og mere frit valg til Else

TALE: ”Der er to veje i dansk politik,” lyder det fra Jakob Ellemann-Jensen, der i en utraditionel landsmødetale udstikker kursen for Venstre. Og så uddelte han prygl til statsministeren for håndteringen af minksagen.

Venstreformand Jakob Ellemann-Jensen holdt lørdag sin årlige landsmødetale.
Venstreformand Jakob Ellemann-Jensen holdt lørdag sin årlige landsmødetale.Foto: Claus Bech Andersen/Ritzau Scanpix
Hjalte T. H. Kragesteen

Der har været skreget på det rigtig længe.

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen er igen og igen blevet beskyldt for at mangle det politiske projekt, som enhver statsministerkandidat er forlangt.

Og lørdag kom buddet så i en noget utraditionel landsmødetale.

Talen blev i lyset af corona optaget foran en mindre forsamling i Roskilde og sendt live på Facebook, hvor han gjorde det klart, at Venstre har tre sigtelinjer. Det handler om ansvarlig økonomi hånd i hånd med grøn omstilling. Om mere frit valg i den offentlige sektor og en strammere udlændingepolitik.

I Venstre vil vi kæmpe for frit valg på alle velfærdshylder.

Jakob Ellemann-Jensen (V)
Formand

”Der er to veje i dansk politik,” sagde Jakob Ellemann-Jensen.

V-formanden havde helt konkrete forslag med på alle tre punkter. I forhold til grøn omstilling stod han fast på ønsket om at indføre en CO2-afgift og på klimamål om neutralitet i 2050 og 70 procent CO2-reduktion i 2030. For at sætte skub på det grønne vil venstre bruge to tredjedele af alle nye offentlige forskningsmidler på det grønne område. Det svarer til 2,1 milliarder kroner ekstra i 2030. Og så vil V-formanden bruge fem milliarder kroner til at udtage landbrugsjord til gavn for klimaet.

”Den grønne omstilling kommer altså ikke af sig selv, sådan som regeringen håber på. Den kommer kun, hvis vi skubber på udviklingen og fremmer markedet og teknologien,” sagde Jakob Ellemann-Jensen.

”Vi har hørt dig”
Charlotte Ahm var en af de få, der fysisk fulgte talen i Roskilde. Hun er barnebarn til Else Marie Larsen, som hele Danmark lærte at kende fra en TV 2-dokumentar i sommers, der afslørede dårlige forhold på danske plejehjem. Charlotte Ahms tilstedeværelse var ikke tilfældig.

”Vi har hørt dig i Venstre,” sagde Jakob Ellemann-Jensen direkte henvendt til Else Marie Larsens barnebarn.

”Og vi kommer til at tage et opgør med det nuværende system. Det skylder vi dig. Det skylder vi din farmor. Og det skylder vi de mange andre danskere, der ikke får den behandling, de har fortjent. Og som ikke har en som dig, der kan træde til,” sagde han.

Konkret pegede formanden på, at han vil indføre bestyrelser på alle plejehjem, og at alle kommuner skal have friplejehjem og en ældrevejleder, der kan give de ældre indsigt i deres rettigheder. Og Venstres ønske om mere frit valg skal ikke begrænses til ældreplejen, lød det:

”I Venstre vil vi kæmpe for frit valg på alle velfærdshylder - daginstitutioner, ældrepleje, skoler og sygehuse.  Alle har krav på at blive taget alvorligt. Alle har krav på en ordentlig kvalitet. Og hvis man ikke oplever det, så skal man kunne vælge noget andet,” sagde Jakob Ellemann-Jensen.

Langt mere konsekvente
Udlændingeområdet er det tredje ben i statsministerkandidatens program. Og her handler det om det, han betegner som ”den nære udlændingepolitik”. Det handler om at sætte hårdere ind over for de udlændinge, der ikke ønsker at blive en del af det danske samfund.

”Vi skal være langt mere konsekvente i den nære udlændingepolitik. Vi skal ikke finde os i, at udlændinge kommer til Danmark og ikke opfører sig ordentligt. Derfor skal vi gøre mere for at udvise dem, der ikke vil følge Danmarks love. Det skal vi stramme op på,” sagde Jakob Ellemann-Jensen.

Han kritiserede også regeringen for at hæve ydelserne til arbejdsløse indvandrere, som han mener hæmmer integrationen.

Vil forhandle ny epidemilov nu
Store dele af talen bar præg af Venstres ønsker og formandens retning. Den handlede knap så meget om regeringens førte politik. Men på ét område langede V-formanden hårdt ud. For han er meget lidt imponeret over regeringens coronahåndtering – særligt den manglende lovhjemmel til at aflive alle mink.

”Det er en skandale, og det er noget, der ikke hører hjemme i et demokrati. Vi skal aldrig mere stå i den situation. Aldrig,” tordnede Jakob Ellemann-Jensen.

Dernæst appellerede han til, at der hurtigst muligt bliver vedtaget en ny epidemilov, der ”kan sætte en stopper for den enevældige tilgang, som statsministeren har praktiseret”.

”Kære Mette Frederiksen, indkald Folketingets partier til et forhandlingsmøde allerede i næste uge, så vi kan få en ny epidemilov. Så vi sammen kan genoprette folkestyret i Danmark. Det er helt nødvendigt,” sagde han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

0:000:00