Konsulenter udvikler klimatips og kommunikation for regeringen: "Topmålet af hykleri"

UDGIFTER: Regeringen har blandt andet købt sig til en opdatering af Forsvarsministeriets kommunikationspolitik og klimatips til hverdagsmad, selv om statsministeren har lovet at skære ned på konsulenter til fordel for borgernær velfærd. 

Regeringen vil spare tre milliarder på konsulenter i det offentlige. Men det har ikke afholdt de to S-ministre Dan Jørgensen og Trine Bramsen fra at starte nye projekter. 
Regeringen vil spare tre milliarder på konsulenter i det offentlige. Men det har ikke afholdt de to S-ministre Dan Jørgensen og Trine Bramsen fra at starte nye projekter. Foto: Ida Marie Odgaard Ritzau/Scanpix
Malte Bruhn

Mette Frederiksen (S) kom med et håndfast løfte, da hun i valgkampen lovede at flytte tre milliarder fra eksterne konsulenter til borgernær velfærd, hvis Socialdemokratiet vandt regeringsmagten.

Men nu møder regeringen hård kritik for blandt andet at købe konsulentydelser til udvikling og udbredelse af klimavenlig mad samt kommunikationsindsatser. 

Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, kalder den prioritering fra regeringen for “topmålet af hykleri”.

“Det passer ikke med den virkelighed, Socialdemokratiet prøvede at skabe i valgkampen. Det gik til valg på én ting, og nu gør de det stik modsatte,” siger han og fortsætter: 

Og så skal vi undersøge, om der er opgaver, vi tidligere har fået løst, som ikke behøver at blive løst fremadrettet

Christian Rabjerg Madsen (S)
Finansordfører

"De bruger penge på ting, som de lovede ikke at bruge penge på."

V: Spild af penge
Udtalelsen kommer på baggrund af Altingets aktindsigter i næsten alle ministeriers konsulentindkøb, der er bestilt, efter at S-regeringen trådte ind i ministerkontorerne. 

Blandt andet er der i Forsvarsministeriet blevet brugt 250.000 kroner på en opdatering af koncernens fælles kommunikationspolitik. Den skal være mere "tidssvarende" og "i langt højere grad end i dag støtte op om ministerområdets mål, udfordringer og virkelighed".

Forsvarsministeriet underskrev aftalen med konsulentbureauet Creative ZOO 26. august 2019, mens Trine Bramsen var minister. Det viser en aktindsigt.

I en mail til Altinget fremhæver Trine Bramsen dog, at selve beslutningen om at opdatere kommunikationspolitikken med eksterne konsulenter blev indgået under den forrige regering. 

Dokumentation

SÅDAN HAR VI GJORT
Igennem aktindsigter hos samtlige ministerier, har Altinget forsøgt at få overblik over, hvilke nye projekter, initiativer, analyser, notater og rapporter, som regeringen har indkøbt af eksterne konsulenter i perioden 6. juni til 26. november.

Vi har udelukkende kigget på nye initiativer i departementerne. Det drejer sig altså ikke om for eksempel styrelserne. Altinget har ikke bedt om aktindsigt i ministeriernes faste og løbende konuslentudgifter til for eksempel management, it og juridisk bistand, der er den klart største post på konsulentbudgetterne.

Klima- Energi- og Forsyningsministeriet er der blandet andet blevet brugt en million kroner på “udvikling og segmentbaseret klimatips til hverdagsmad,” 38.350 kroner på “sikkerheds- og miljømæssig forsvarlig håndtering af departementets elektronikskrot, pakkemateriale og dokumenter” samt 62.438 kroner på “redigering af ministeriets skabeloner. 

Forsvarsministeriet er der blandt andet blevet brugt 250.000 kroner på en opdatering af “koncernens eksisterende kommunikationspolitik, så den bliver mere tidssvarende og i langt højere grad end i dag støtter op om ministerområdets mål, udfordringer og virkelighed.” De første spadestik til projektet, under den forrige regering, men kontrakten med konsulentbureauet blev underskrevet 26. august.

Erhvervsministeriet er der bandt andet brugt nye konsulentpenge på det såkaldte GovTech-Program, der skal styrke især små teknologivirksomheders muligheder for at levere løsninger til den offentlige sektor. Efter minister Simon Kollerups tiltrædelse har Erhvervsministeriet brugt 1,4 millioner konsulentkroner på GovTech-indsatsen.

I Kulturministeriet er der blandet andet blevet brugt 900.000 kroner på en "tværministeriel genforeningskampagne". 

Udlændinge- og Integrationsministeriet er der blevet afsat 400.000 kroner til en undersøgelse af, hvordan man får flere syriske flygtninge til at rejse hjem frivilligt. Anledningen er, at der i øjeblikket findes 40 syrere, der ønsker at vende hjem, men som mangler at få den endelige godkendelse fra kommunen, de bor i. Undersøgelsen skal laves i form af interviews med 15 flygtninge, der venter på at rejse hjem.

Beskæftigelsesministeriet er der blevet brugt 800.000 kroner på en “analyse af faktorer, der kan forklare dele af den uforklarede del af lønforskellen mellem mænd og kvinder.”

Kirkeministeriet har man købt økonomiadministrative opgaver af konsulenterne Steen Halk Pedersen og Palle Bo Nielsen. I perioden 6. juni til 4. december har ministeriet brugt samlet 325.737 kroner på de to eksterne konsulenter.

Uddannelses- og Forskningsministeriet bliver der blandt andet brugt penge på konsulenter, der skal hjælpe med hjemmeside og implementering af et nyt sags- og dokumenthåndteringssystem.

Social- og Indenrigsministeriet oplyser, at de “ikke har bestilt analyser (…) foretaget af eksterne konsulenter,” efter regeringsskiftet og frem til jul.

Justitsministeriet, Skatteministeriet, Børne- og Undervisningsministeriet, Miljø- og Fødevareministeriet og Udenrigsministeriet oplyser, at de ikke kan imødekomme Altingets anmodning om aktindsigt, “da en sammenstilling af sådanne oplysninger, ikke kan foretages uden brug af væsentlige ressourcer".

Statsministeriet, Finansministeriet og Transport- og Boligministeriet oplyser, at de ikke haft mulighed for at besvare aktindsigten før Altingets deadline.

Sundhedsministeriet er endnu ikke vendt tilbage med et svar på Altingets henvendelser om aktindsigt. 


0:000:00