Energinet.dk ændrer i plan for tilslutning til Kriegers Flak

HAVMØLLER: Energinet.dk har ændret planerne om en jævnstrømsbaseret forbindelse til Kriegers Flak. Det er for dyrt, lyder det fra selskabet. Derfor skal Havmølleparken i stedet tilsluttes elnettet via et vekselstrømsanlæg.
Kriegers Flak havmøllepark skal tilsluttes elnettet via et vekselstrømsanlæg frem for den planlagte jævnstrømsforbindelse.
Kriegers Flak havmøllepark skal tilsluttes elnettet via et vekselstrømsanlæg frem for den planlagte jævnstrømsforbindelse.Foto: Colourbox.dk
Havmøllerne på Kriegers Flak skal tilsluttes via et vekselstrømsanlæg.

Det skriver Energinet.dk i en pressemeddelelse.

Der var ellers planen, at anlægget, der skal forbinde havmølleparken på 600 MW med elnettet, skulle baseres på en jævnstrømsforbindelse til Tyskland.

Løsningen har dog vist sig at være for dyr, og derfor har Energinet.dk's bestyrelse valgt at ændre planerne. Det er særligt omformerstationen, der ved et udbud har vist sig at være dyrere end forventet.

Anlægget skal etableres med et budget på omkring 3,5 milliarder kroner og har baggrund i et pålæg fra klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) om, at havmølleparken skal være nettilsuttet i juli 2018.

For at kunne blive færdig med vores nettilslutningsanlæg i midten af 2018, som vi er forpligtet til, skal vi i gang med at udbyde de store anlægskomponenter nu.

Dorthe Vinther
Udviklingsdirektør i Energinet.dk

Den nødvendige investering, der skal understøtte de ændrede planer, skal nu godkendes i Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, før arbejdet i Energinet.dk kan påbegyndes.

"For at kunne blive færdig med vores nettilslutningsanlæg i midten af 2018, som vi er forpligtet til, skal vi i gang med at udbyde de store anlægskomponenter nu. Samtidig arbejder vi sammen med vores tyske partner 50 Hertz Transmission videre for at udvikle en ny teknisk løsning på en elektrisk forbindelse mellem Danmark og Tyskland, som kan kobles på den vekselstrømsbaserede nettilslutning," siger Dorthe Vinther, udviklingsdirektør i Energinet.dk, i pressemeddelelsen.

Anlæg på både land og hav
Selskabet vil samtidig anmode Naturstyrelsen om at foretage de nødvendige VVM-behandlinger af det nye arbejde på landjorden, hvor to 220 kilovolt landkabler skal løbe til en kommende kabelstation i Ringsbjerg.

Herfra vil det ene kabel videreføres til en eksisterende elstation i Bjæverskov, mens det andet kabel skal forbindes med transformerstationen i Ishøj.

Fra Ishøj vil et 400 kilovolt kabel blive anlagt til elstationen i Hovegård. På samtlige af de eksisterende stationer vil der blive foretaget en række udbygninger.

0:000:00