Enhedslisten kalder minister i samråd om roadmap

SAMRÅD: Transportministeren skal svare på, hvorfor regeringen har droppet den grønne køreplan for transportsektoren, mener Enhedslisten.

Foto: Colourbox.dk
Hjalte T. H. KragesteenMorten Øyen

Det er for dårligt, at regeringen har droppet arbejdet med et roadmap for at omstille transportsektoren.

Det mener Enhedslisten, der vil kalde transportminister Hans Christian Schmidt (V) i samråd.

”Vi undrer os over, at man har lavet en stor og fin rapport, som man ikke vil udgive. Jeg forstår ikke, hvorfor man vil holde det hemmeligt,” siger transportordfører Henning Hyllested.

Arbejdet med køreplanen blev sat i gang af den tidligere regering, men trak voldsomt ud. Efter valget har transportministeren meldt ud, at arbejdet ikke kommer til at se dagens lys.

Ifølge Enhedslisten arbejder man på en stribe spørgsmål til ministeren, hvor man vil have kastet lys på regeringens grønne transportpolitik.

”Når det her ikke bliver til noget, skal man så forvente, at ministeren slet ikke kommer til at tage grønne initiativer?,” siger Henning Hyllested.

Han forventer, at samrådet bliver afholdt efter klimatopmødet i Paris, der slutter 11. december.  

 

0:000:00