Enige eksperter: Flyrejser er underbeskattede

AFGIFTER: Prisen på en flybillet afspejler ifølge eksperter langtfra de negative konsekvenser for klimaet, og i stedet favoriseres fly frem for andre transportformer. Nye afgifter kan gøre en forskel for klimaet.

Partier i rød blok presser regeringen for at få indført flyafgifter. Radikale vil bruge det til at skaffe penge i finanslovsforhandlinger.
Partier i rød blok presser regeringen for at få indført flyafgifter. Radikale vil bruge det til at skaffe penge i finanslovsforhandlinger.Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Fraværet af afgifter presser prisen på flyrejser i bund, og dyrere billetter vil få flere til at vælge flyene fra til gavn for klimaet.

Det vurderer flere eksperter over for Altinget, oven på at Radikale i forbindelse med sit sommergruppemøde onsdag gjorde det klart, at partiet vil kæmpe for at få indført flyafgifter ved de forestående finanslovsforhandlinger.   

”Når vi flyver, så betaler vi langtfra en pris, som står mål med omkostningerne ved CO2-udledningen. Og sammenlignet med almindelig vejtransport så er flytransporten underbeskattet,” siger Peter Birch Sørensen, der er professor i økonomi ved Københavns Universitet og tidligere formand for Klimarådet.

Mens personbiler ofte kritiseres for at være overbeskattet i forhold til deres påvirkning på det omkringliggende samfund, så bakker professor Mogens Fosgerau op om, at det modsatte kan siges om flytransport.

Der er ingen tvivl om, at flyvning er underbeskattet i forhold til klimabelastningen.

Henrik Gudmundsson
Seniorkonsulent i tænketanken Concito

Tag flyet og slip for moms
Det skyldes ifølge ham ikke mindst, at der ikke skal betales moms af flyrejser.

”Allerede det gør, at flytransport er bedre stillet afgiftsmæssigt end andet forbrug og transport. Det fungerer som et indirekte subsidie for flytrafikken, som det er svært at finde en god begrundelse for,” siger Mogens Fosgerau.

Momsfritagelse er dog ikke kun et dansk fænomen, men noget, som gælder i hele EU. Og der er ifølge Mogens Fosgerau da også optræk i EU-regi til at få set på hensigtsmæssigheden af den ordning.

Når det kommer til flytransportens klimabelastning, hæfter han sig ved, at i hvert fald en del af den forurening afspejles i EU’s kvotesystem, som tvinger flyselskaberne til at betale for at udlede CO2.

Men det gælder kun for flyrejser internt i EU.

Dokumentation

Sådan vil Radikale sikre CO2-betaling for alle fly

Radikales forslag om en flyafgift bygger på et krav om, at alle fly, der letter fra Danmark, skal betale 250 kroner for hvert ton CO2, flyet udleder.

Afgiften skal indfases gradvist over fem år.

Lange flyvninger skal kun betale for de første 1.500 km for at begrænse risikoen for, at folk flyver til et andet land for derefter at tage et langdistancefly.

For flyselskabet skal afgiften afhænge af CO2-udledningen, og flyselskabet skal dermed betale den samme pris, uanset hvor fyldt flyet er.

Hvis flyet bruger 50 pct. bæredygtige brændstoffer, så skal betalingen halveres.

Når flyafgiften er fuldt indfaset, vil Radikale bruge halvdelen af indtægterne på en skovfond, der skal plante træer, som kompensation for flyenes CO2-udledning. Den anden halvdel skal føres tilbage til branchen, men målrettet forskning og tiltag, der understøtter en mere bæredygtig udvikling af fly.

Kilde: Radikales udspil 'Klimaet kalder' fra marts 2019.


0:000:00