Debat

EOF: Olieprisen er ikke et godt argument for grøn omstilling

DEBAT: Gør vi omstillingen afhængig af forventningerne til olieprisen, så bliver det alt for usikkert, om vi kan fastholde de grønne målsætninger på længere sigt, skriver Peter Stigsgaard fra Energi- og olieforum.

<span>Det ville være mere sobert og
stærkere at nøjes med at fokusere på den egentlige årsag til, at vi skal udfase
brugen af fossil energi, siger Peter Stigsgaard i dagens debat.&nbsp;<br></span>
Det ville være mere sobert og stærkere at nøjes med at fokusere på den egentlige årsag til, at vi skal udfase brugen af fossil energi, siger Peter Stigsgaard i dagens debat. 
Minna Møbjerg Stevnhoved
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Stigsgaard
Direktør i Energi- og olieforum

Det er engang blevet sagt, at det er nemt at komme med forudsigelser om energimarkederne, men at det til gengæld er svært at ramme rigtigt.

Det samme kan man roligt sige om olieprisen.

Dårlige argumenter svækker tilliden
For få år siden var de fleste enige om, at olieprisen kun ville gå en vej, og det var opad. Det blev brugt som argument for, at der skulle sættes fart på den grønne omstilling. Grøn omstilling var simpelthen en god forretning, der ville tjene sig hjem af sig selv.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Siden begyndte olieprisen at gå nedad. Men det blev også brugt som begrundelse for at satse på alternativerne til olie. Rationalet var nu, at det simpelthen var for usikkert at investere i olie sammenlignet med de grønne energiformer.

Så olieprisen bliver – uanset om den går op eller ned – brugt som argument for grøn omstilling. Spørgsmålet er imidlertid, om det er et særligt godt argument, for svækker det ikke bare tilliden til nødvendigheden af omstillingen?

Måske ville det være langt mere holdbart at fundere omstillingen på andet end forudsigelser om olieprisens udvikling?

Peter Stigsgaard
Direktør i Energi- og olieforum

Måske ville det være langt mere holdbart at fundere omstillingen på andet end forudsigelser om olieprisens udvikling?

Hold fokus på de globale klimaforandringer
Opslag i de seneste års udgaver af World Energy Outlook fra Det Internationale Energiagentur (IEA) understreger, hvor vanskeligt det kan være for selv den højeste autoritet på området at forudsige olieprisen.

I 2012 vurderede IEA således, at prisen på en tønde olie i 2015 ville ligge på 124 USD (2014 priser). To år forinden havde IEA skønnet, at prisen for en tønde olie i 2015 ville være på 107 USD (2014 priser).

Det var to meget forskellige skøn med få års mellemrum. Og begge skød helt ved siden af den faktiske pris, som ved udgangen af 2015 lå på omkring 30 USD pr. tønde.

I stedet for at gøre forventninger til olieprisens udvikling til et selvstændigt argument for grøn omstilling, ville det være mere sobert og stærkere at nøjes med at fokusere på den egentlige årsag til, at vi skal udfase brugen af fossil energi: Vores forbrug af fossil energi medfører CO2-udledning, som forårsager globale klimaforandringer.

Derfor skal vi omstille energi- og transportsystemerne, så udledningen af klimagasser bliver mindre i fremtiden.

Længere er den sådan set ikke.

Behov for langsigtede politiske mål
Der er dog ingen tvivl om, at olieprisens udvikling vil have indflydelse på, hvor dyr eller billig omstillingen bliver.

Det er derfor, at der er behov for klare og langsigtede målsætninger på området med bred politisk opbakning. Gør vi omstillingen for afhængig af, hvordan vi forventer, at olieprisen udvikler sig, bliver det alt for usikkert, om vi kan fastholde de grønne målsætninger på længere sigt.

 

Dokumentation

Altinget: energi og klima og Altinget: forsyning sætter den næste måned fokus på de lave oliepriser og har samlet et panel af debattører, som vil diskutere mulige konsekvenser for grøn omstilling og dansk økonomi. 

Følg debatten hver onsdag, og husk at du som læser altid er velkommen til at deltage, enten ved at benytte kommentarfeltet i bunden af indlæggene, eller ved at sende et indlæg til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00