Debat

E.ON efter COP21: Ord skal forvandles til handling

DEBAT: Verdens lande er blevet enige om en historisk klimaaftale. For at nå i mål er der brug for grøn realisme og samtænkning på tværs af sektorer, skriver Tore Harritshøj, adm. direktør for E.ON Danmark.

Verdens lande er blevet enige om en historisk klimaaftale. Nu skal ord forvandles til handling, skriver Tore Harritshøj, adm. direktør for E.ON Danmark.
Verdens lande er blevet enige om en historisk klimaaftale. Nu skal ord forvandles til handling, skriver Tore Harritshøj, adm. direktør for E.ON Danmark.Foto: Foto: Thomas Tolstrup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tore Harritshøj
Adm. direktør for E.ON Danmark

Verden er simpelthen blevet mere ambitiøs på klimaområdet. En ting er dog at sætte et mål. En anden ting er at nå det.

Tore Harritshøj
Adm. direktør for E.ON Danmark

Det virker altid umuligt, indtil det er gjort, men i lørdags kulminerede 20 års klimaforhandlinger i en historisk aftale.

Fakta
Regeringen har skrottet arbejdet med et såkaldt ”roadmap”, der skal hjælpe transportsektoren til at blive fossilfri i 2050.

Arbejdet med planen startede tilbage i 2013 og skulle oprindelig have været fremlagt af SR-regeringen, som ikke formåede at blive enige om en plan inden valget. Men Venstre-regeringen har nu meldt ud, at de ikke "agter at gøre arbejdet færdigt". 

Altinget spørger derfor et nyt hold af debattører: Er der styr på den grønne omstilling i Danmark, eller er der brug for en køreplan, der kan gøre transportsektoren mere klimavenlig? Og burde Venstre-regeringen følge arbejdet til dørs og lægge køreplanen frem? 

Aftalen cementerer nødvendigheden af skiftet fra fossil energi til grøn energi og hævede samtidig ambitionsniveauet, så verdenssamfundet i dag ikke længere nøjes med at ville undgå temperaturstigninger på mere end 2 grader.

Målet er nu at holde opvarmningen ”langt under 2 grader og efterstræbe at begrænse opvarmningen til 1,5 grader over præindustrielt niveau”.

Fra ord til handling
Verden er simpelthen blevet mere ambitiøs på klimaområdet. En ting er dog at sætte et mål. En anden ting er at nå det. For at nå i mål er der både brug for grøn realisme og for at tænke på tværs af sektorer, som jeg har skrevet i mine tidligere indlæg her på Altinget.

I Danmark står vi med en særlig udfordring indenfor transportsektoren, for mens årtiers klima- og energipolitik har fokuseret på udviklingen af en mere vedvarende energiforsyning, så har transportsektoren i årevis fået lov til at leve under den klimapolitiske radar.

Samtidig har vi et mål om et fossilfri Danmark i 2050, og hvis vi antager, at en bil holder i cirka 15 år, så betyder det, at den sidste benzinbil skal køre over forhandlerens kantsten allerede omkring 2035 - allerede om 20 år! Det giver et fingerpeg om, hvor stor en omstilling vi rent faktisk står overfor.

Realistisk klimapolitik er reformpolitik
Fra et økonomisk perspektiv er formålet med klimapolitikken grundlæggende at afhjælpe markedsfejl og reducere udledningen af CO2 og luftforurening. Af samme årsag anbefalede de økonomiske vismænd tidligere i år at fokusere den nationale klimaindsats på transportområdet og landbruget. Men som Peter Birch Sørensen, formand for Klimarådet, har påpeget, så er det sværere at ændre husdyrenes biologi, end det er at ændre, hvilket brændsel vores køretøjer bruger. Og det kan der jo være noget om.

En klimavenlig transport bidrager dog ikke kun til at reducere vores CO2-udledninger. Som Kristian Pihl Lorentzen (V) også påpeger i sit indlæg, så bidrager biogas i den tunge transport også til at sænke luftforureningen på samme måde, som elbiler gør det i den lette transport. Og det er der stærkt brug for. Siden EU’s luftkvalitetsdirektiv trådte i kraft i 2010, har vi ikke overholdt reglerne et eneste år. Vores dårlige luftkvalitet overskrider simpelthen EU's grænseværdier.

Ligestil grønne og sorte teknologier
Ifølge Energistyrelsen er gas – målt på både energieffektivitet og samfundsøkonomi – det mest optimale drivmiddel for tung transport og el for let transport. Der er derfor god ræson i at fokusere på disse to områder i en kommende indsats.

For at sikre rammevilkårene for den grønne omstilling er det afgørende, at vi får en afgiftsreform, der gør samfundsøkonomiske gevinster/omkostninger til selskabsøkonomiske gevinster/omkostninger. Talrige undersøgelser påpeger de samfundsøkonomiske gevinster ved henholdsvis elbiler og biogas. Vi ved, hvad der skal til. De tekniske løsninger findes. Nu mangler vi bare en afgiftsreform, der ligestiller grønne og sorte teknologier.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00