Erhvervslivet kritiserer stigning i energiafgift

SKAT: Regeringen vil lade afgiften på overskudsvarme stige, men det går stik imod dens egen målsætning om at udnytte ressourcerne bedst, lyder det fra dele af erhvervslivet. Venstre erkender, at stigningen er uhensigtsmæssig i den sammenhæng.
Venstres energiordfører Lars Christian Lilleholt så gerne, at man ikke havde øget afgifterne på overskudsvarme. Men han mener, at det var nødvendigt for at finde finansiering til andre afgiftssænkninger.
Venstres energiordfører Lars Christian Lilleholt så gerne, at man ikke havde øget afgifterne på overskudsvarme. Men han mener, at det var nødvendigt for at finde finansiering til andre afgiftssænkninger.
Hjalte T. H. Kragesteen
Skatteministeriets nye forslag om at hæve afgiften på overskudsvarme mødes med kritik fra erhvervslivet, som finder det uforeneligt med målsætningen om at udnytte ressourcerne optimalt. Og hos Venstre erkender man kritikken, men peger på, at stigningen var nødvendig for at finansiere andre lempelser af energiafgifterne.

Stigningen er et resultat af det serviceeftersyn af Forårspakke 2.0, som regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om at foretage i maj 2010. Og her lemper man samlet set energiafgifterne på erhverv med en tredjedel i forhold til udgangspunktet.

Stik imod forventning
Men ifølge Anders Stouge, der er branchedirektør i DI Energibranchen, giver det ikke mening, at det finansieres ved at hæve afgiften på overskudsvarme.

"Virksomhederne har intet incitament til at være klimavenlige i den her sammenhæng. For hvis de bruger overskudsvarmen til noget, så bliver de beskattet. Så varmen flyver bare ud gennem skorstenen," siger Anders Stouge, der kalder stigningen "fuldstændig ulogisk".

I Landbrug & Fødevarer er man overrasket over, at regeringen foreslår at lade afgiften stige, når det er noget, man har påpeget som problem gennem lang tid.

Vi har presset på over flere omgange, og vi havde bestemt ikke forventet, at den skulle til at stige. Det er grotesk, at man ikke får gjort noget ved problemet i denne her omgang.

Jens Astrup Madsen
Energichef i Landbrug & Fødevarer

"Vi har presset på over flere omgange, og vi havde bestemt ikke forventet, at den skulle til at stige. Det er grotesk, at man ikke får gjort noget ved problemet i denne her omgang," siger energichef i Landbrug & Fødevarer Jens Astrup Madsen.

Afgift på løsningen
Cementvirksomheden Aalborg Portland A/S hører til en af de virksomheder, der nyttiggør overskudsvarmen, og leverer den til fjernvarmenettet. Og her mener man, at forslaget står i kontrast til den resterende energipolitik på området.

"Man siger jo et, men gør noget andet. For man siger, at man ønsker at lægge afgift på problemerne, men det her øger afgiften på løsningen," siger Kent Rønning Andersen, der er chef for strategisk sourcing i Aalborg Portland.

Han understreger, at Energistyrelsen for næsten 10 år siden dokumenterede et stort uudnyttet potentiale i overskudsvarmen.

Arbejder på ændringer
Venstres energiordfører Lars Christian Lilleholt forstår kritikken. Men han påpeger, at man har været nødt til at finde finansiering til den overordnede lempelse af energiafgifterne for virksomhederne.

0:000:00