Esbjerg-borgmester er ny formand i Dansk Fjernvarme

FORMANDSKAB: Borgmester i Esbjerg Jesper Frost Rasmussen (V) er ny formand for Dansk Fjernvarme. Næstformænd bliver Hofor-direktør Lars Therkildsen og formand for Bornholms Energi & Forsyning Lars Goldschmidt.

Foto: Christer Holte
Mikkel Bødker Olesen

Dansk Fjernvarme afholdt generalforsamling 19. april, og her valgte foreningen ny bestyrelse med 15 medlemmer. Den nye bestyrelse har konstitueret sig med Jesper Frost Rasmussen (V), borgmester i Esbjerg, som ny formand, skriver foreningen på deres hjemmeside.

Den nye formand afløser Uffe Bro, der har været formand igennem de sidste 25 år. Esbjerg-borgmesteren kommer med en vis erfaring inden for området, han har tidligere været direktør i Din Forsyning i Esbjerg og er stadig medlem af bestyrelsen.

"Jeg er utrolig glad for at få lov til at stå i spidsen for Dansk Fjernvarme, som over en kort årrække er gået fra at være en teknikker-forening med meget begrænsede ressourcer til i dag at være en af de toneangivende brancheforeninger i energidebatten," siger den nye formand.

Han glæder sig over regeringens udspil til en ny energipolitisk aftale:

"Med de kommende energipolitiske forhandlinger har vi gode muligheder for at bidrage til at indrette rammerne for fremtidens fjernvarme. De beslutninger, der træffes om vores investeringsbetingelser nu, vil være dem, vi skal investere under de kommende ti år".

Det er dog ikke kun på formandsposten, at fjernvarmeselskabernes brancheforening får friskt blod ind. 

Det bliver fremover direktør i Hofor, Lars Therkildsen, og formand hos Bornholms Energi & Forsyning og Fjernvarme i Horsens, Lars Goldschmidt, der bliver formænd i foreningen. Derudover indtræder også direktør i Hjørring Fjernvarme, Per Sørensen, i formandskabet.

Dansk Fjernvarme ser nu således ud:
Jesper Frost Rasmussen, Din Forsyning – Formand
Lars Therkildsen, Hofor – næstformand
Lars Goldschmidt, Bornholms Energi & Forsyning og Fjernvarme Horsens – næstformand
Per Sørensen, Hjørring Fjernvarme – medlem formandskabet
Lasse Frimand Jensen, Aalborg Varme
Bjarne Munk Jensen, AffaldVarme Aarhus
Thomas Lykke Pedersen, I/S Norfors
Jan Clement, Aars Fjernvarme
Leif Jeppesen, Øster Toreby Varmeværk
Morten Juhl Lassen, Hedensted Fjernvarme
Steen Thøgersen, Bramming Fjernvarme
Henrik Rohde, Høng Varmeværk
Kim Mathiesen, Nysted Varmeværk
Anders Andersen, Veddum Skelund Visborg Kraftvarmeværk
Steen Christiansen, Veks

0:000:00