ESCO-light skal fremme energibesparelser i private boliger

ENERGIBESPARELSER: Nyt koncept under navnet "ESCO-light" skal gøre det nemmere for private boligejere at give sig i kast med energibesparelsesprojekter. Håndværksrådet efterlyser dog stadig økonomiske incitamenter til at kick-starte indsatsen.
Tyson W. Lyall
Fakta
ESCO-konceptet (Energy Service Companies) har været anvendt som metode til fremme af energibesparelser i større enheder, især i kommunale bygninger og i industrien. En ESCO - et energitjenesteselskab - kombinerer energifaglig ekspertise, bistand til gennemførelse, finansieringsmåde og garanti for driftsbesparelsen.

Kilde: ens.dk

Flere private boligejere vil give sig i kast med energibesparelsesprojekter, når blot de får troværdig information om deres muligheder, og når de har sikkerhed over deres omkostninger. Sådan lyder konklusionen blandt andet i en ny rapport fra en arbejdsgruppe, bestående af banker, energiselskaber og håndværkerorganisationer, som klima- og energiminister Lykke Friis (V) nedsatte i februar 2010.

Gruppen har i rapporten samlet det nye initiativ under navnet ESCO-light, der får Center for Energibesparelser som det primære omdrejningspunkt.

Tvivler på inticamenterne
Håndværksrådet, der repræsenterer 20.000 små og mellemstore virksomheder, støtter op om rapporten, men efterspørger dog økonomiske incitamenter til at gå i krig med indsatsen.

"Vi må desværre erkende, at selvom viljen er til stede hos de mange aktører, der skal i spil, når man skal gennemføre energibesparelser i private boliger, så er der stadig mange danskere, som ikke kaster sig over opgaven. Én af forklaringerne er boligejernes usikkerhed. Derfor mener vi, at der er brug for en katalysator, der for alvor kan få danskerne til at kaste sig over energirenoveringer," siger afdelingschef Anne Holm Sjøberg fra Håndværksrådet, der i øvrigt også selv var en del af arbejdsgruppen.

Hun forklarer samtidig, hvorledes Håndværksrådet selv foreslår, at sagen kan gribes an.

"Vi har tidligere foreslået en kautionsordning, men der kan tænkes andre måder at understrege overfor boligejerne, at en investering i energibesparelser i boligen ofte vil give det bedst mulige afkast i forhold til andre investeringer. Derudover ser vi frem til, at Center for Energibesparelser kommer på plads og får iværksat nødvendige fremadrettede løsninger," siger hun.

De konkrete initiativer
Inden arbejdsgruppen gik i gang, foreslog Håndværksrådet, at staten gik ind og garanterede 50-75 procent af et lån til energirenovering, fordi bankernes opstramninger har gjort det sværere at låne penge, men det forslag har ikke overlevet arbejdsgruppens møder.

Til gengæld foreslår gruppen at alle deltagerne, der blandt andet tæller flere brancheorganisationer, sætter en informationskampagne i gang overfor deres medlemmer og boligejerne. Det er det mest konkrete i planen.

Desuden vil centret udvikle en netportal, der dels skal informere om energibesparelser, og dels skal samle de professionelle aktører fra finans-, energi- og håndværksbranchen.

Lykke Friis tilfreds
Klima- og energiminister Lykke Friis udtrykker stor glæde over det nye initiativ, som hun mener vil være med til at skubbe energibesparelserne i den rigtige retning.

"Der ligger et kæmpe potentiale for energibesparelser i parcelhuskvartererne. Hvis vi i fællesskab kan gøre noget for, at besparelserne bliver realiseret, så slår vi flere fluer med et smæk; boligejeren får lavere energiregninger, det gavner beskæftigelsen og bidrager samtidig til at nå målet om uafhængighed af fossile brændsler. Derudover har energibesparelser ofte en positiv effekt på indeklimaet, og husene bliver mere værd" siger hun og fortsætter:

"Derfor er jeg glad for, at markedets aktører har erkendt, at de har en vigtig rolle at spille, og har forpligtet sig til at gøre en særlig indsats. Jeg glæder mig til at høre, hvordan de sammen og hver for sig vil arbejde videre med opgaven."

Parterne i arbejdsgruppen vil i løbet af et års tid sammen gøre status for de opnåede resultater.

Dokumentation
Parterne i arbejdsgruppen er:
Håndværksrådet
Finansrådet
Realkreditrådet
Dansk Industri
TEKNIQ
BOLIUS
Dansk Energi
DONG Energy
ATP
Middelfart Sparekasse
Dansk Erhverv
Erhvervs- og Byggestyrelsen
Center for Energibesparelser
Energistyrelsen

Parterne i arbejdsgruppen er enige om:
- at fremme energibesparelser i private boliger og har bidraget til at fremme realiseringen af besparelser.
- at der skal gøres en indsats for at gøre det nemmere for private boligejere at realisere energibesparelser gennem ESCO-light.
- at fremme samarbejder mellem de forskellige aktører, således at det bliver nemt for boligejeren at give sig i kast med energirenovering af bygningerne.
- at arbejde for, at der etableres sådanne ESCO-light samarbejder.

0:000:00