Juncker efter Brexit-møde med Boris Johnson: EU venter stadig på nyt forslag fra briterne

BREXIT: Storbritannien har stadig ikke præsenteret en løsning, der kan forhindre et Brexit uden en aftale. Det siger EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker. Den britiske premierminister kalder selv mødet med Juncker for konstruktivt.

EU's Brexitforhandler Michel Barnier (yderst til venstre) og Storbritanniens Brexit-minister Stephen Barclay deltog også i mødet.
EU's Brexitforhandler Michel Barnier (yderst til venstre) og Storbritanniens Brexit-minister Stephen Barclay deltog også i mødet.Foto: POOL/ RItzau Scanpix
Emma Qvirin HolstFreja Søgaard

Om 44 dage skal briterne efter planen forlade EU-samarbejdet.

Men selvom deadlinen rykker tættere på, har EU stadig ikke fået et forslag fra briterne, der skal sikre, at udtrædelsen ikke sker aftaleløst.

Det meddeler EU-kommissionsformanden, Jean-Claude Juncker, efter at han mandag mødtes med den britiske premierminister Boris Johnson til en arbejdsfrokost i Luxembourg.

”Kommissionsformand Juncker gentog, at det er Storbritanniens ansvar at præsentere en lovlig og operationel løsning, der er forenelig med udtrædelsesaftalen. Juncker understregede, at Kommissionen fortsat er villige til og åbne for at undersøge, hvorvidt sådanne forslag vil kunne opfylde hensigten bag backstop’et,” skriver EU-Kommissionen efter mødet og tilføjer:

”Sådanne forslag er endnu ikke blevet fremsat.”

Boris Johnson kommenterer ikke selv på den manglende tilstedeværelse af forslag. I stedet kalder den britiske regering i en pressemeddelelse mødet mellem premierministeren og Jean-Claude Juncker for ”et konstruktivt møde”.

Ifølge pressemeddelelsen benyttede Boris Johnson mødet til at understrege, at han fortsat går målrettet efter at få fjernet det såkaldte backstop fra den nuværende udtrædelsesaftale. Han tilføjede i øvrigt, at han ikke vil bede om en forlængelse, selvom han nu er blevet pålagt det af det britiske parlament.

Boris Johnson tror på aftale
EU-Kommissionen oplyser i sin udtalelse, at den stadig vil være tilgængelige for briterne alle døgnets timer for at drøfte en Brexit-aftale, men at EU’s holdning forbliver den samme, hvilket er den som Juncker opridsede ved dagens møde.

Ifølge briterne er Juncker og Johnson blevet enige om at intensivere forhandlingerne. Det vil både ske på politisk plan mellem EU’s Brexitforhandler Michel Barnier og briternes Brexit-minister Stephen Barclay.

Mens EU indtil videre ikke lufter den store optimisme, er Boris Johnson selv ret fortrøstningsfuld i forhold til udsigten til at nå til enighed om en aftale i forbindelse med det kommende EU-topmøde i oktober.

Det kom blandt andet til udtryk i den britiske avis The Telegraph, hvor Boris Johnson skrev, at han ”passioneret tror på”, at han kan lande en aftale med EU indenfor de næste par uger.

Bekymret dansk udenrigsminister
Manglen på forslag fra Storbritannien ærgrer den danske udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Han understreger vigtigheden af at nå en "fredelig skilsmisse", så briterne forlader EU under ordnede forhold.

”Det er både vigtigt for Storbritannien, og det er vigtigt for Danmark, at det kommer en aftale på plads,” siger han til Altinget efter et ministerrådsmøde i Bruxelles og tilføjer:

”Hvis Storbritannien forlader EU uden en aftale, vil det skabe problemer både for briterne selv, men også for danske virksomheder, arbejdspladser, de danske fiskere og så videre. Det bekymrer mig rigtig meget.”

Men tror du en aftale er realistisk, nu når udtrædelsesdatoen nærmer sig, og man stadig ikke er kommet videre?

”Jeg vil ikke spå om, hvad der er realistisk i britisk politik. Jeg håber bare, at der kommer en løsning på bordet.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Boris Johnson

Fhv. premierminister, Storbritannien, Conservative Party

Jean-Claude Juncker

Fhv. formand, Europa-Kommissionen (Kristelige Sociale Folkeparti, Luxemburg)
cand.jur. (Strasbourg Uni. 1979)

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

0:000:00