EU-klimaplan er et skridt fremad, men...

ROADMAP 2050. Der er bred enighed om, at EU's fokus og målsætninger – i Roadmap 2050 – er et skridt i den rigtige retning. Men det kunne være mere ambitiøst, og det kritiseres også for manglende virkemidler. Her er et uddrag af kommentarer til den nye plan.
Foto: Colourbox
Hjalte T. H. Kragesteen
Dansk Energi
Brancheorganisationen er tilfreds med de overordnede målsætninger i Roadmap 2050, men savner mere konkrete virkemidler.

"Det er positivt, at Kommissionen ser el som fremtidens klimavenlige energibærer, der kan være med til at bringe EU mod målet om at skære CO2-udledningerne med 80 til 95 procent i 2050. Men det er skuffende, at Kommissionen nøjes med at give en analyse af, hvordan vi når målet. Vi har i stedet stærkt brug for konkrete forslag til, hvordan vi når i mål," siger Ulrich Bang, EU-chef i Dansk Energi.

Dansk Industri
DI er positiv overfor udspillet og lægger stor vægt på, at det ikke forringer virksomhedernes konkurrenceevne. Desuden er de begejstrede for det store fokus på energieffektivitet.

"Kommissionens fokus på energieffektiviseringer er positivt. Det drejer sig blandt andet om et større fokus på bygninger, kraftvarme og energispareforpligtelser til energiselskaber, og det er noget, vi har gode erfaringer med i Danmark. Det kan derfor betyde, at EU reducerer mere end planlagt i 2020," siger adm. direktør Karsten Dybvad.

Vindmølleindustrien
Vindmøllebranchen havde gerne set, at EU fastsatte mere ambitiøse og håndfaste målsætninger for CO2-udslippet på den korte bane. 2050-målet er man enig i, men der bliver ikke gjort nok frem mod 2020, lyder det. Man så gerne en målsætning på omkring 40 procent CO2-reduktion, da det sikrer et stærkt Europa i konkurrencen om i fremtiden at skulle producere CO2-venlige varer.

"Kommisionen har ikke sat et højt nok mål for reduktionen af CO2 i 2020. Man gør det derfor utroligt vanskeligt for sig selv at nå 2050-målet. Men det er derimod helt rigtigt set, at man vil skære mellem 93 og 99 procent af CO2-udledningen frem mod 2050, og det er godt, at elsektoren skal gå forrest," siger vicedirektør, Jakob Lau Holst.

Concito
Tænketanken påpeger, at planen er et skridt i den rigtige retning. Men når det så er sagt, så kunne den være mere ambitiøs. Det vigtige er at få sikret i høj kvotepris, og der er 25 procents CO2-reduktion ikke nok.

"Vi har brug for en højere kvotepris til at sikre investeringerne, og som kan skabe stabilitet. Og for klimaets skyld, skulle vi gerne have nået 30-40 procent, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på to grader," siger formand Martin Lidegaard, der også påpeger, at udspillet er svagt på transport- og landbrugsområdet.

Det Økologiske Råd
Det Økologiske Råd er positive overfor planen og er tilfredse med øget reduktion af CO2. Derudover understreges vigtigheden i, at EU skaber reduktionerne på hjemmebane. Men de peger også på manglende virkemidler.

"Vi er rimeligt positive over for, at man går fra 20 til 25 procent reduktion af CO2. Og det er virkeligt positivt, at de 80 procent af reduktionen skal ske inden for EU. Energieffektivitetsplanen mangler derimod de virkemidler, der skal følge op på Roadmap 2050. Den har karakter af et idékatalog, men mangler de bindende mål for energibesparelser, der lå i parlamentets beslutning," siger sekretariatsleder Christian Ege.

0:000:00