EU-Kommissionen barsler med kæmpeudspil for havvind

GRØN ENERGI: Et udkast fra EU-Kommissionen skruer voldsomt op for udbygningen af havvindmøller. De nuværende 12 GW i EU skal blive til 300 GW for at leve op til målet om klimaneutralitet i 2050, vurderer EU-Kommissionen.  

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

EU-Kommissionen er på vej med en ny strategi, der skal sætte et helt anderledes tempo på udbygningen af vedvarende energi på havet.

I et udkast til strategien – som først er blevet omtalt af Reuters og siden set af Altinget – barsler Kommissionen med en strategi, der skal bane vejen for, at den nuværende kapacitet på 12 GW havvind i EU skal stige til 60 GW i 2030 og nå op på 300 GW i løbet af de næste 30 år.

Dertil er der også for samme periode et mål om at nå op på 60 GW bølge- og tidevandsenergi.

Det skal alt sammen være med til at gøre det realistisk at nå EU’s mål om at være klimaneutral i 2050.

Man bør tænke i at agere værtsland til andre medlemslandes havvindmølleprojekter. Det vil være godt for vækst og erhverv, og det skal Danmark virkelig huske.

Thomas Young Hwan Westring Jensen
Chefkonsulent i Wind Denmark

”At gå efter 300 GW havvind og 60 GW havenergi i 2050 betyder en massiv ændring af skalaen for sektoren på mindre end 30 år med en hastighed, der ikke før er set tilsvarende hos nogen anden energiteknologi,” skriver EU-Kommissionen i udkastet til udspillet, der efter planen skal præsenteres 18. november.

Kræver massive investeringer 
De nu 27 medlemslande i EU råder i dag over 42 procent af verdens havvindskapacitet, men for at nå op på den udbygning, EU-Kommissionen nu sigter efter, skal udbygningen stige fra 3 GW om året til 7 GW.

Det vil kræve investeringer på svimlende 789 milliarder euro og en modernisering af medlemslandenes regler for energi på havet, nettilslutning og forskning. Kommer der ikke dette ”gearskifte”, kører medlemslandene mod kun at opsætte 90 GW vedvarende energi på havet inden 2050, fremgår det af udkastet.

{{toplink}}
Læs også

Hos Wind Denmark, der repræsenterer den danske vindmølleindustri og vindmølleejere, håber man takterne fra udkastet også er med i det endelige udspil fra EU-Kommissionen senere i november.

0:000:00