Debat

EU skal gå forrest på energiområdet

DEBAT: EU bør forpligte sig til bindende ambitiøse mål på energiområdet. Ved at gå forrest med en reel satsning inden for vedvarende energi sikrer vi produktions- og eksportfordele ved at gøre noget, som alle lande skal gøre før eller siden, skriver Thomas Becker.
Foto: flickr.com
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thomas Becker
Adm. direktør, The European Wind Energy Association (EWEA)

Der er blæst om EU's kommende energimål for 2030, som forventes at blive endelig vedtaget i foråret 2014. I mellemtiden pågår der et hav af konsultationer, og der begynder at tegne sig et tydeligt billede af, hvem der har ambitioner for EU som global grøn bannerfører, og hvem der snarere foretrækker at slække på det hidtidige niveau.

EU skal forpligte sig til energiomstilling 
Som repræsentant for en del af industrien for vedvarende energi har jeg den klokkeklare holdning, at EU bør forpligte sig til bindende ambitiøse mål på energiområdet. Det vil være et stærkt signal til omverdenen om at unionen fortsat og uanset gælds- og finanskrise har høje ambitioner for den grønne energiomstilling, men først og fremmest vil vi, ved at gå forrest, sikre produktions- og eksportfordele ved at gøre noget, som alle lande alligevel skal gøre før eller siden.

EU forpligtede sig i 2009 til at reducere sin totale CO2-udledning med mellem 80 og 95 procent i 2050 i forhold til 1990, og for at nå målet skal vi lægge os i selen nu. En oplagt strategi er at satse endnu hårdere på vedvarende energi for at nå disse mål. Fremtrædende industrirepræsentanter og grønne progressive kræfter arbejder for, at EU's CO2-udslip samlet skal reduceres med 40 procent i 2030 (sammenlignet med 1990) samt at andelen af vedvarende energi i det totale energimiks skal være 30 procent.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

EU-medlemmerne er dog delte i spørgsmålet om hvilke mål, der skal sættes for 2030: Lande som Bulgarien, Rumænien, Ungarn og Tjekkiet kvier sig ved at forpligte sig yderligere med henvisning til en svær økonomisk situation. Polen har en stor kulproduktion og har derfor tilsvarende stort incitament til at hæmme et ambitiøst energimål for 2030. Det er for så vidt forståeligt, at landene handler som de gør, om end det i et fremtidsperspektiv er mest meningsfuldt at slutte op om de progressive lande, der har mod og vilje til at forfølge de høje ambitioner.

Atomkraft er ikke svaret 
I dansen omkring målene, er det ærgerligt at se Storbritannien lægge sig i front for vedtagelse af et endimensionelt mål i form af en reduktion af CO2-udledning. Det kan umiddelbart lyde miljøbevidst, når briterne argumenterer, at det mest fornuftige er kun at opsætte ét CO2-mål og derefter lade markedet bestemme den mest omkostningseffektive måde at nå det.

Vedvarende energi er således først og fremmest en god forretning for både Danmark og Europa, og det er med til at skabe bæredygtige arbejdspladser i en tid, der ellers er karakteriseret af at være jobfattig.

Thomas Becker
Adm. direktør i EWEA

Men i virkeligheden dækker det britiske argument over et ønske om at satse på atomkraft, og det forklarer deres store modstand mod bindende mål på andelen af vedvarende energi. Ved kun at plædere for et single target på reduktion af CO2-udledninger, vil briterne kunne leve op til deres CO2-forpligtelser og samtidig kunne sætte en hel stribe atomkraftværker op.

Man kan spørge sig selv hvorfor de vil sværge til denne teknologi. Vi har kendt den i 70 år, og man har stadig ikke løst de åbenlyse sikkerheds- og affaldsproblemer. Den ulykkelige situation i Fukushima understreger kun hvor farlig og bekymrende brugen af atomenergi er.

Desuden er der al grund til at stille spørgsmålstegn ved hvor meget atomkraft gavner samfundsøkonomisk. Et nyopført atomkraftværk skaber kun i lille grad nye jobs, fordi det er en forholdsvis lille gruppe mennesker, der efterfølgende skal bruges til at drifte værket. Efter et atomkraftværk er blevet opført, tilfalder investeringerne i driften primært udvindingen, berigelsen, transporten samt bortskaffelsen af det uran, der skal til for at holde værket i gang og pengene ender uden for både Danmarks og Europas grænser.

Vedvarende ernergi skaber jobs 
Når der bliver investeret i vedvarende energi, skaber det derimod jobs til en hel stribe arbejdstagere. Det er en tommelfingerregel i dansk vindindustri, at hver gang der er én beskæftiget i produktionen af vedvarende energi, er der to beskæftiget i leverandørleddet. Dertil kan der sagtens være skabt yderligere jobs i de næste led, så tallet er forsigtigt sat.

Vedvarende energi er således først og fremmest en god forretning for både Danmark og Europa, og det er med til at skabe bæredygtige arbejdspladser i en tid, der ellers er karakteriseret af at være jobfattig. Det gælder specielt for de ufaglærte og faglærte, der oplagt vil kunne finde beskæftigelse i industrien for grøn energi, hvis der bliver satset politisk hårdere på dette område. Det kan blandt andet ske ved at målet for vedvarende energi på europæisk plan for 2030 bliver sat til 30 procent.

Et andet og væsentligt kritikpunkt af atomenergi er, at det slet og ret er en dyr energiform. Ifølge IAEA har et atomenergiværk en levetid på ca. 30-40 år og udover indkøb og transport af den berigede uran, skal omkostningerne for deponering af den brugte og højradioaktive stof også medregnes i det samlede regnskab. Dertil kommer en række andre udgifter til blandt andet ansatte på værket.

Alt i alt er det meget svært at forstå briternes bagstræberiske måde at planlægge fremtidens energipolitik på. Atomenergi skaber kun få jobs, det er dyrt og ikke mindst er der nogle alvorlige uafklarede spørgsmål omkring håndtering af sikkerhed og uranaffald, der ikke er løst og formentlig heller ikke bliver det foreløbig.

Danmark i front 
Følgelig er det opmuntrende, at den danske regering går forrest i kampen for ambitiøse energimål og bestræber sig, sammen med Irland, Østrig, Belgien og til dels Tyskland, på at trække de tvivlende lande over på sin side. De tvivlende lande er i skrivende stund først og fremmest Frankrig, men også Sverige, Estland, Letland, Litauen, Finland og Holland. Desuden stiller Grækenland, Italien og Spanien sig i endnu højere grad tvivlende over ambitiøse mål, men det er ikke utænkeligt, at de ville kunne findes fælles fodslag med gruppen af ja-lande, hvis der bliver indgået kompromiser.

Forløbet efter 2020-forhandlingerne i 2008 viste hvor afgørende bindende mål er. Kun med en reel satsning på vedvarende energi kan vi skabe langsigtede og stabile investeringsrammer, der giver mening for de investorer, der skal finansiere udviklingen. Og først når investorer tilfører de grønne energiprojekter de nødvendige midler, vil energipriserne på vedvarende energi falde, hvilket på alle måder er i EU's interesse qua 2050-målet - og ikke mindst qua Europas nuværende økonomiske situation. Fordelene for de forbrugende EU-borgere taler for sig selv.

Business casen for vedvarende energi er åbenlys: Ambitiøse energimål for 2030 er på alle måder en god forretning. Hverken EU eller vores skønne lille kongerige Danmark kan siges at være overrendt af nye industrielle erhvervseventyr. Ikke desto mindre ligger der ét lige for fødderne af os med energi fra vindmøller produceret i Europa, drevet af europæisk vind, som producerer strøm til europæiske samfund og skaber vækst og europæiske arbejdspladser - også i Danmark og blandt faggrupper, der lige nu kæmper for at holde sig på arbejdsmarkedet efter finans- og gældskrisen.

Jeg kan ikke se, hvad vi venter på.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Becker

Managing director, String
cand.jur. (Københavns Uni. 1985)

0:000:00