EU svinger taktstokken over regeringens landbrugsudspil

Landbrugsstøtten er den store driver i regeringens grønne omstilling af landbruget.

Helt konkret lægger regeringen op til, at landbrugsstøtten skal betale for 17 ud af de cirka 21 milliarder kroner, som udspillet ventes at koste frem mod 2030.

Langt hen ad vejen har regeringen dog ikke noget valg.

For en stor del af de grønne indsatser er drevet frem af krav, som man forventer, at EU vil stille til Danmark og andre medlemslande i den kommende landbrugsreform.

Det sidste punktum er endnu ikke sat i EU's landbrugsreform, men ifølge regeringen ventes EU at kræve, at landene bruger et beløb svarende til 22 procent stigende til 25 procent årligt af den direkte støtte til grønne indsatser i 2023 til 2027.

Regeringen rammer kun lige inden for denne skive med sit forslag.

Det sker ved at overføre 6,2 procent af den direkte landbrugsstøtte til grønne indsatser i landdistriktsstøtten, og i snit bruge 14,3 procent til nye grønne et-årige indsatser, der kaldes eco-schemes. Den resterende del af kravet vil regeringen opfylde “med ekstra mange grønne indsatser i landdistriktsstøtten”.

Økonomiske incitamenter

En ting er den samlede procentsats. For landbruget er det mindst lige så vitalt, hvordan procentsatserne fordeler sig, og hvad man fylder dem ud med.

Mens Landbrug & Fødevarer vrider sig ved tanken om at flytte flere procenter fra landbrugsstøtten til tiltag i landdistriktspolitikken, så er de i udgangspunktet ikke så skræmt ved tanken om at hælde mange procentsatser ind under eco-schemes, der stadig hører under den såkaldte søjle 1 med direkte landbrugsstøtte.

Det er nemlig midler, der stadig sikrer en indtjening til landbruget og bidrager til landmændenes bundlinje.

Tidligere har Landbrug & Fødevarer anbefalet den danske regering at afsætte op til 30 procent af budgettet til eco-schemes med særlig fokus på klima, miljø, biodiversitet og dyrevelfærd.

Dog under en lang række forudsætninger, herunder at de et-årige grønne indsatser skal være baseret på valgfrihed og fungere som incitamentsstøtte, at de ikke må medføre en væsentlig omfordeling blandt landmænd, og at hver enkelt landmand skal være berettiget til at søge beløb, der i størrelse svarer til det beløb, som landmandens hektarstøtte er blevet reduceret med for at lave ordninger under eco-schemes.

Risiko for dødvægt

For de mere utålmodige grønne sjæle bliver det derimod centralt at sikre, at de et-årige indsatser ikke i for høj udstrækning blot tildeler økonomiske gulerødder til landmænd for allerede eksisterende tiltag. Og dermed belønner for status quo i stedet for at sætte større skub på en grøn omstilling.

Et fingerpeg om den udfordring får man i en udredning udgivet af Københavns Universitet i år, hvor IFRO-forsker Michael Friis Pedersen blandt andet kigger på forskellige afskygninger af en ordning om miljø- og klimavenlig landbrugspraksis på græsarealer.

Han har set på, hvor stor en dødvægt, man kan forvente, der groft sagt er et udtryk for, hvor stor en andel af landmændene, der i de opstillede eksempler vil modtage støtte for grønne indsatser, som de allerede gør i dag.

I bedste fald vurderes dødvægten at være på cirka 70 procent. I værste fald vurderes dødvægten at være på cirka 85 procent.

Med andre ord er der i dette eksempel på en ordning betydelig risiko for, at de grønne midler kun i begrænset omfang medfører nye forbedringer for miljø og klima.

Frygt for arbejdspladser

Kravene om grønne forbedringer skal holdes op imod risikoen for at sende landmænd på randen af konkurs og sende arbejdspladser til udlandet på grund af ulige konkurrencevilkår med andre EU-lande. 

Det er netop det, som Landbrug & Fødevarer og Venstre frygter vil ske med regeringens forslag om at afsætte 3,8 milliarder kroner fra den fælles landbrugspolitik til at finansiere udtag af lavbundsjorde, herunder braklægning.

En udtagning, der hidtil er betalt med finanslovsmidler.

Landbruget kommer også til at holde skarpt øje med, om regeringen ender med at omfordele støttekroner mellem de enkelte landbrugsgrene.

Eksempelvis har Danmark mulighed for at ensrette den støtte, som i dag udbetales per hektar, hvor nogle sektorer af historiske grunde får højere beløb end andre. En forenkling vil give mindre bureaukrati og bøvl, men samtidig kunne betyde økonomiske tab for særligt mælke- og kvægproducenter, men også producenter af sukkerroer og kartoffelstivelse. De vil derfor skulle tilgodeses på anden vis, hvis der skal sikres en balance mellem sektorerne.

Så selv om EU har defineret et mindstemål for den grønne spilleplade, så er der masser af træk tilbage i den konkrete implementering, som vil få afgørende betydning for dansk landbrugs fremtid.