EU-topmøde: Gaskapløb i Middelhavet udstiller geopolitisk strid med Tyrkiet

BRUXELLES: Tyrkiets leder har involveret sit land i så potent en blanding af økonomiske, energipolitiske, territoriale og militære konflikter, at Europa føler sig truet af en ny geopolitisk krise i regionen omkring Middelhavet.

Eller sådan beskriver i hvert fald Recep Tayyip Erdogans kritikere den situation, der torsdag aften kaster Angela Merkel, Emmanuel Macron, Mette Frederiksen og resten af lederne fra EU’s 27 medlemslande ud i en vanskelig revurdering af forholdet til den store nabo ved Bosporus.

”Der er nu en reel risiko for krig i det østlige Middelhav. Den mindste gnist kan sætte ild til det hele,” siger Steven Blockmans, forskningschef og udenrigspolitisk direktør i Bruxelles-tænketanken Centre for European Policy Studies (Ceps).

”De seneste år har Erdogan haft travlt med at aflede opmærksomheden fra den stadig mere autokratiske retning og den økonomiske tilbagegang, som han har sendt Tyrkiet ud i. Det har han gjort ved at prøve at vise sig som en magtfuld statsmand udadtil,” siger han.

Erdogan har involveret sit land i så mange forskellige, betændte konflikter på én gang, at han nu er som en kat trængt op i en krog. Det er farligt. For man ved aldrig, hvad en kat kan finde på i den situation.

Steven Blockmans
Forskningschef og udenrigspolitisk direktør, Centre for European Policy Studies (Ceps), Bruxelles

”Det har skabt en hel række højspændte situationer, som Tyrkiet er involveret i på én gang: Fra Cypern og Grækenland til Syrien og Libyen – og nu også i de genopblussede krigshandlinger mellem Armenien og Aserbajdsjan. Det er alt sammen kritisk for Europa,” siger Blockmans.

Præsident Erdogan mener på sin side, at EU-landene Grækenland, Cypern og Frankrig har rottet sig sammen med arabiske og mellemøstlige lande for at holde Tyrkiet uden for indflydelse i regionen omkring det østlige Middelhav.

”Tyrkiet tror, at en langsomt fremtrædende struktur af politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser uundgåeligt vil udfordre dets regionale position. Det har forvandlet en økonomisk konkurrence til en eksistentiel kamp,” skriver European Council on Foreign Relations (ECFR) i en rapport om situationen.

Tyrkiske sejladser gør Cypern rasende
På den korte bane står de europæiske ledere torsdag aften med en vanskelig diplomatisk konflikt, som midlertidigt har lammet andre vigtige beslutninger i EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Selv om alle medlemslande er enige om substansen i forberedte sanktioner mod Hvideruslands regime, så har Cypern nu i ugevis blokeret for vedtagelse af sanktionerne, fordi cyprioterne til gengæld vil have indført sanktioner mod Tyrkiet.

Det vil den græsk-cypriotiske regering, fordi tyrkerne i sommerens løb har intensiveret sejladser i græske og cypriotiske farvande med det formål at kortlægge store naturgasfelter i havbunden.

I august sejlede det tyrkiske forskningsskib ’Oruç Reis’ beskyttet af krigsskibe ind i, hvad grækerne opfatter som deres territorialfarvand. Det fik den græske flåde til at rykke ud. Hele situationen kom i løbet af få uger faretruende tæt på krigshandlinger mellem de to gamle ærkefjender, som begge er medlem af forsvarsalliancen Nato.

Både Tyskland, Frankrig, EU og USA måtte blande sig, før ’Oruç Reis’ med kortege blev sendt tilbage i tyrkisk havn midt i september. Siden har Ankara og Athen genoptaget diplomatiske kontakter, som har vakt nyt håb om en fredelig løsning på de to landes territoriale konflikter i det østlige Middelhav.

Men den tyrkiske regering nægter fortsat at tale med den internationalt anerkendte græsk-cypriotiske regering, ganske som det har været tilfældet lige siden øens deling i 1974.

Det betyder, at Cypern så sent som under et ambassadørmøde onsdag stadig krævede sanktioner mod Tyrkiet som betingelse for, at der kan indføres sanktioner mod Hviderusland. De to sager har i substansen intet med hinanden at gøre, og den absurde situation udstiller svaghederne i EU’s forsøg på at tale med én stemme i verden.

Erdogan føler sig belejret ved Middelhavet
”Hvis ikke cyprioterne kravler ned under topmødet, så bliver det et enormt stort og pinligt nederlag for den fælles udenrigspolitik,” siger en højtstående diplomat fra et af de andre medlemslande.

Selv om de territoriale sammenstød mellem Tyrkiet, Grækenland og Cypern således er alvorlige nok i sig selv, så udgør de kun et enkelt element i en meget bredere og mere kompliceret konflikt.

Muligheden for nye energikilder under havbunden har samlet interesser nord, syd og øst for Middelhavet, som under andre omstændigheder kunne have positive konsekvenser.

Sidste år skabte Grækenland og Cypern sammen med Italien, Israel, Egypten, Jordan og Palæstina et energisamarbejde ved navn Eastern Mediterranean Gas Forum (EMGF). Samarbejdet om udnyttelse af gasfelterne omfatter ikke Tyrkiet, selv om landet også gør krav på dele af de relevante havområder.

Nogle af landene i EMGF har efterfølgende afholdt fælles flådeøvelser i farvandene omkring Cypern, ligesom Frankrig – hvis energivirksomheder også har interesser på spil – tidligere på året sendte hangarskibet ’Charles de Gaulle’ ned i området.

”Det medvirker til opfattelsen af, at EMGF i virkeligheden er en anti-Tyrkiet-klub i Middelhavet,” skriver European Council on Foreign Relations:

”Den tyrkiske regering har længe lidt af en kronisk belejrings-mentalitet, hvor den tror sig omringet af fjendtlige kræfter, som truer dens kerneinteresser. Skabelsen af EMGF synes at bekræfte den bekymring.”

Kriser fra Syrien til Libyen og Kaukasus
Oven i spændingerne mellem præsident Erdogans Tyrkiet og andre lande ved Middelhavet kommer en sprængfarlig styrkeprøve mellem Ankara og andre aktører i både Mellemøsten, den arabiske verden og senest også Kaukasus.

Den olierige golfstat Forenede Arabiske Emirater (FAE), som i forvejen har et kritisk forhold til Tyrkiet, har også involveret sig i militære øvelser sammen med Grækenland i Middelhavet.

Tyrkiet og FAE støtter modstridende fraktioner i det kaotiske Libyen, hvor også Frankrig og Rusland er involveret i både militær og økonomisk støtte til forskellige parter – og hvor tyrkerne sidste år indgik en aftale om maritime territorialgrænser med Libyens internationalt anerkendte regering.

Både våben og soldater bliver udvekslet mellem Libyen og det borgerkrigshærgede Syrien, hvor Tyrkiet, Frankrig, Rusland, FAE og andre arabiske stater også har modstridende interesser.

Hvis det ikke skulle være slagmarker nok, så har Tyrkiet nu også blandet sig i en genopblusset konflikt mellem tidligere sovjetrepublikker i Kaukasus. Recep Tayyip Erdogans regering støtter højrøstet Aserbajdsjan i landets militære konflikt med Armenien om herredømmet over enklaven Nagorno-Karabakh.

Den fornyede kaukasiske konflikt er blevet så alvorlig, at den også er på de europæiske lederes dagsorden torsdag aften som et selvstændigt punkt.

Danmark vil ikke støtte sanktioner mod Ankara
”Striden om gasfelterne i det østlige Middelhav er måske nok vigtig for EU lige nu, blandt andet fordi den får Cypern til at blokere for den fælles udenrigspolitik. Men det virkelige problem er langt større, og det er en torn i siden på både EU og Nato,” siger forskningschef Steven Blockmans fra Centre for European Policy Studies (Ceps).

”Erdogan har involveret sit land i så mange forskellige, betændte konflikter på én gang, at han nu er som en kat trængt op i en krog. Det er farligt. For man ved aldrig, hvad en kat kan finde på i den situation,” siger han.

Når de europæiske ledere over deres middag torsdag aften diskuterer ”situationen i det østlige Middelhav og vores forhold til Tyrkiet”, som EU’s rådsformand Charles Michel formulerer det i sin invitation til lederne, så drejer det sig i virkeligheden om en langt mere vidtrækkende krise.

Det bliver ikke nogen nem diskussion – og slet ikke kun på grund af, at Cypern har taget menneskerettighedssituationen i Hviderusland som gidsel for debatten om Tyrkiet.

"Alle optioner er på bordet for at forsvare de legitime interesser for EU og dets medlemslande," skriver Michel. Underforstået: Inklusive sanktioner om nødvendigt. 

Det er dog langt fra sikkert, at de europæiske ledere vil gå så vidt. 

På den ene side ønsker lande som Cypern, Grækenland og Frankrig at se Europa træde mere bastant i karakter over for præsident Erdogans stadig mere krigeriske Tyrkiet.

På den anden side er mange andre medlemslande meget bevidste om, at både Europas flygtningepagt med Erdogan og det vigtige sikkerhedspolitiske forhold til tyrkerne er i fare.

Selv om forhandlingerne om optagelse af Tyrkiet i EU for længst er kørt fuldstændig fast, så ønsker de færreste at støde Ankara helt væk. Det gælder også Danmark.

Den danske regering er kritisk over for Tyrkiet, men statsminister Mette Frederiksen (S) vil alligevel ikke være at finde blandt de ledere, der ønsker sanktioner mod Recep Tayyip Erdogans regime.

Dertil er situationen alt for farlig.