EU’s grønne aftale er lige om hjørnet: Det ved vi indtil videre

AFTALE: Onsdag bliver den europæiske grønne aftale præsenteret, men allerede før offentliggørelsen møder den kritik for at være for uambitiøs. Altinget giver dig et overblik over, hvad vi allerede ved om aftalen. 

Det er kommissionsformand Ursula von der Leyen og ledende næstformand for den europæiske grønne aftale, Frans Timmermans, der står for at præsentere aftalen.
Det er kommissionsformand Ursula von der Leyen og ledende næstformand for den europæiske grønne aftale, Frans Timmermans, der står for at præsentere aftalen.Foto: Vincent Kessler/Reuters/Ritzau Scanpix
Freja Søgaard

Onsdag bliver EU-Kommissionens helt store slagnummer, den europæiske grønne aftale, præsenteret.

Selvom den endelige ordlyd ikke er på plads endnu, blev der i slutningen af november lækket et udkast til aftalen, der kortlagde nogle af de grønne prioriteringer.

Her er en gennemgang af noget af det, vi allerede nu forventer, kommer med i den store grønne aftale.

Hvad er hovedmålene?
Ifølge udkastet skal der inden marts 2020 præsenteres den første europæiske klimalov. Den lov skal indeholde et mål om, at EU skal være klimaneutral i 2050.

En anden deadline, der er skrevet ind i udkastet, er oktober 2020. Inden for den tidsfrist har Kommissionen planer om at præsentere en plan for, hvordan EU’s udledning af drivhusgasser "på ansvarlig vis" kan nedbringes med mindst 50 procent – og gerne på sigt 55 procent – i 2030.

Det indebærer, at Kommissionen hæver det nuværende 2030-mål, der lige nu lyder på 40 procent.

Hvad med transportsektoren?
Transportsektoren er også inkluderet i udkastet. Ifølge det vil Kommissionen nemlig vedtage en ”bæredygtig og smart strategi for mobilitet”, der gælder udledninger fra transportsektoren.

Planen er ikke beskrevet særlig specifikt, men der står dog, at strategien skal sørge for, at priserne reflekterer transportkildens indflydelse på både miljø og helbred. Derudover skal strategien også støtte skiftet fra vej og luftfart til jernbane, og der skal udvikles alternativ infrastruktur og brændstof.

Hvad med den eksisterende lovgivning?
Kommissionen har planer om at gennemgå al eksisterende lovgivning, der berører land- og skovbrug for at sikre, at lovgivningen er i overensstemmelse med de fornyede klima- og biodiversitetsambitioner.

0:000:00