Debat

FDM: Afgifter står i vejen for grøn omstilling

DEBAT: Forbrugerne er klar til at skifte til grønne biler, men hensynet til statens finanser står i vejen, skriver administrerende direktør i FDM.

FDM foreslår, at man for lav- og nulemissionsbiler fjerner den værdibaserede registreringsafgift og i stedet indfører en teknisk baseret årsafgift.
FDM foreslår, at man for lav- og nulemissionsbiler fjerner den værdibaserede registreringsafgift og i stedet indfører en teknisk baseret årsafgift.Foto: FDM
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thomas Møller Thomsen
Adm. direktør i FDM

Efteråret kan meget vel gå hen og blive afgørende for, om vi i Danmark lykkes med at sikre en langsigtet plan for, hvordan transportsektoren kan nedbringe sin udledning af klimagasser.

Den såkaldte Eldrup-kommission ventes inden længe at fremlægge første del af sine anbefalinger af, hvordan overgangen fra benzin- og dieselbiler til lav- og nulemissionsbiler bedst kan realiseres. Vel at mærke samtidig med at statens provenu på personbilsområdet fastholdes.

Statskassen afhænger af bilejerne
Netop hensynet til statens provenu fra bilafgifter er helt centralt for løsningen. Sandheden er nemlig, at statskassen er dybt afhængig af de godt 50 milliarder kroner, der årligt kommer fra bilejerne.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Og hensynet til provenuet har gentagne gange stået i vejen for en langsigtet køreplan for bilafgifterne. Det har ledt til en stop-and-go-politik, hvor afgiftslettelser for elbiler kun er sket for et eller få år ad gangen.

Manglende vished om afgiftsforholdene er gift for forbrugernes lyst til at foretage grønne bilvalg.

Manglende vished om afgiftsforholdene er gift for forbrugernes lyst til at foretage grønne bilvalg.  

Thomas Møller Thomsen
Adm. direktør i FDM

For faktum er, at lav- og nulemissionsbiler stadig er så dyre, at de kun sælger, hvis de får en mærkbar afgiftsnedsættelse, og sådan vil det være en årrække endnu.

Det betyder også, at det samfundsøkonomisk er meget dyrt at reducere personbilernes udledning af klimagasser.

Udfordringerne er midlertidige 
Den såkaldte skyggepris for reduktion af ét ton CO2 er ifølge Finansministeriet 5.500 kroner, hvilket er 11 gange højere end prisen for eksempelvis at udtage lavbundsjorde i landbruget.

Men efter 2030 er det vurderingen, at elbilerne kommer så langt ned i pris, at de til den tid ville kunne bære mindst lige så høje afgifter, som det er på de nuværende fossilbiler.

Så den økonomiske udfordring er reelt et overgangsfænomen.

Alternativet til at lade statskassen bære provenutabet er at lade forbrugerne betale.

Står det til regeringens støttepartier, skal afgiftsskruen for de fossile biler blot strammes endnu mere, og benzin- og dieselbiler skal forbydes hurtigst muligt.

Sker det, før det prismæssigt reelt bliver muligt for den almindelige dansker at købe en brugbar lavemissionsbil, kan det blive en meget dyr grøn omstilling på personbilsområdet.

Både for den enkelte dansker, der enten vil få endnu højere transportudgifter eller begrænset sin mobilitet, og for samfundet som helhed, hvor god mobilitet er helt afgørende for den økonomiske udvikling.

Med andre ord risikerer man med endnu højere afgifter at sætte mobiliteten og dermed Danmark i stå.

Grøn afgiftsmodel viser vejen
I FDM er vi fuld bevidst om den enorme opgave, det er at nå klimamålene, ligesom vi bakker op om dem. Det er imidlertid afgørende at føre en grøn politik, som forbrugerne kan se sig selv i, og hvor de har reelle handlemuligheder.

Danmark kan ikke alene løse bilernes klimabelastning. Det er noget, man fra EU’s side må løse ved at skærpe kravene til bilproducenterne.

Det, vi kan i Danmark, er at indrette en hensigtsmæssig afgiftspolitik.

Vi har sammen med Bilbranchen i Dansk Industri og De Danske Bilimportører lavet et bud på en grøn afgiftsmodel, der viser en tredje vej.

Vores model kan både fremme efterspørgslen på lav- og nulemissionsbiler og på sigt være neutral for statsfinanserne.

Bilafgift bør sænkes
Konkret foreslår vi, at man for lav- og nulemissionsbiler fjerner den værdibaserede registreringsafgift og i stedet indfører en teknisk baseret årsafgift, der kan indfases i takt med, at lav- og nulemissionsbilerne kommer ned i produktionspris.

Vores model vil i perioden frem til 2030 ganske vist give et mindre provenu til statskassen.

Her er det FDM's klare holdning, at bilafgifter på sigt bør sænkes yderligere al den stund, at netop lav- og nulemissionsbiler jo ikke belaster klimaet og miljøet, som det har været tilfældet med fossilbiler.

Men hvis man politisk holder fast i, at bilisterne absolut skal lægge over 50 milliarder kroner årligt i statskassen, vil provenuet i vores model på den lange bane kunne justeres, når elbilerne efter 2030 bliver billigere end de nuværende fossilbiler.

Vi håber, at politikerne seriøst vil forholde sig til vores bud på en ny afgiftsmodel, når der skal findes løsninger på omstillingen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Møller Thomsen

Fhv. adm. direktør, FDM
cand.jur. (Aarhus Uni.)

0:000:00