Debat

FN-ungedelegater: Der skal holdes øje med smuthuller i klimaaftalerne

DEBAT: Der er sket meget siden sidste topmøde, og der er kommet flere konkrete mål. Men med de konkrete mål må der ikke være smuthuller, som landene kan bruge, skriver to FN-ungedelegater, der deltager i det kommende klimatopmøde.

Klimakrisen slår mennesker ihjel allerede nu, skriver Nilly Taheri og Monika Skadborg.
Klimakrisen slår mennesker ihjel allerede nu, skriver Nilly Taheri og Monika Skadborg.Foto: Susana Vera/Reuters/Ritzau Scanpix
Birgitte Søe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Nilly Taheri og Monika Skadborg
Danmarks FN-ungdomsdelegater inden for klima og miljø

Er det allerede den tid på året igen? Der er sket meget siden COP24 i Katowice. At være ungdomsdelegat er en underlig oplevelse.

På en måde var der noget smukt i at sidde side om side med unge fra hele verden og se hammeren falde over “The Paris Agreement Rulebook“.

Det er en sjælden, besværlig og frygtindgydende vigtig ting, når alle verdens lande indgår aftaler om ikke at smadre livsvilkårene på den klode, vi alle deler.

Verden brænder bogstaveligt talt, og estimatet af antal klimaflygtninge i 2050 ligger et sted mellem 100 millioner og en milliard, alt efter hvor hurtigt vi standser ulykken.

Nilly Taheri og Monika Skadborg
Danmarks FN-ungdomsdelegater inden for klima og miljø

Multilateralisme er svært, men det er den bedste mulighed, vi har for at redde millioner af menneskeskæbner.

Vi ses til juni for at lappe smuthuller
Så der sad vi, for snart et år siden. Unge i alle farver, nervøse for vores fremtid. Vi havde nærmest ikke sovet i to uger, mens vi forsøgte at følge forhandlingerne og presse på i en positiv retning.

Vi sad bagerst i lokalet hele sidste dag og spillede en playliste med klimatema, mens den afsluttende plenumdebat blev udskudt mange gange, fordi nogle få lande holdt fast i deres kortsigtede økonomiske interesser.

It’s getting hot in here”, nynnede vi, lidt imod ordensreglerne, men tolereret af de venlige vagter, som jo også bor på Jorden. Så kom kompromiset på plads.

Hammeren faldt med ordene “It is so decided” fra en tydeligt lettet dirigent.

Folk krammede og tog gruppebilleder. Embedsfolk med besværlige mandater hjemmefra, men kolleger, venner og beboere på planeten Jorden.

God tur hjem, vi ses til juni for at lappe de smuthuller, alle ved er i aftalen. Gruppen af ungerepræsentanter holdt et meget ærligt afsluttende indlæg, for det kan unge.

Det er vores rolle at sige uden diplomatisk filter, hvor aftalen er utilstrækkelig. God arbejdslyst, I har meget at nå i 2019. Når vi ses til COP25, har I bare at have taget jer sammen.

"Vi kan fortælle, vi oplevede sne"
Så forlod vi mødelokalet ud i den iskolde polske aftenluft med et mærkbart niveau af forurening fra de nærliggende kulkraftværker.

Vi smed snebolde efter hinanden, mens en kollega med galgenhumor bemærkede “we can tell our grandchildren we experienced this historic moment back when my country still had snow”.

Vi krammede kolleger fra Indien og Nigeria farvel. Godt arbejde, venner, vi ses næste år. Læg nu pres på jeres regeringer indtil da.

Det gjorde vi så. Vi strejkede. Skrev debatindlæg. Holdt taler til konferencer. Satte klimakryds til valgene.

Meget er sket siden. Adskillige skræmmende rapporter er kommet ud, som viser, at klimaforandringerne ikke er næste generations problem.

Klimakrisen slår mennesker ihjel allerede nu.

Verden brænder bogstaveligt talt, og estimatet af antal klimaflygtninge i 2050 ligger et sted mellem 100 millioner og en milliard, alt efter hvor hurtigt vi standser ulykken.

Vi holder øje med jer
Men der er også sket fremskridt. Danmark har rykket sig, i hvert fald på papiret.

På COP24 holdt Danmarks daværende klimaminister en lettere ukonkret tale om at opføre sig efter 1,5-gradersmålet. Nu har vi en 70-procentsmålsætning for reduktion af drivhusgasudledninger inden 2030.

Selv Polen rykker sig: Den venlige mand med hammeren i Katowice skal nu stå i spidsen for en klimaplan.

Det, sammen med løfter fra den nye EU-Kommission, giver håb om, at vi i en af verdens mest forurenende regioner er ved at forstå situationens alvor. Hvis vi vil, kan vi give resten af verden håb.

Måske så meget, at de viser os tillid, lukker hullerne i aftalerne og følger op med reel implementering. Forskellen på, hvor hurtigt vi kommer i gang, er ret mange menneskeliv.

Ungdommens repræsentanter har sat kursen mod Madrid, og vi kommer til at holde øje med, at der ikke bliver smuthuller i aftalerne.

Husk, vi sidder bagerst i lokalet og holder øje med jer.

Dokumentation

Temadebat: Hvad skal vi have ud af COP25?

Nu begynder COP25, som denne gang finder sted i Madrid. Årets COP er en trædesten frem mod 2020, som bliver et afgørende år, hvor mange lande skal indmelde nye nationale klimamål på COP26 i Glasgow.

Implementering af Parisaftalen fra 2015 og spørgsmålet om klimafinansiering er blandt de vigtigste emner de kommende uger.

Men hvor ligger knasterne i forhandlingerne, som går i gang nu i Madrid? Og hvor er det mest afgørende, at der bliver gjort fremskridt, så COP25 bliver en succes? Det spørger vi om i denne temadebat.

Her er aktørerne:

  • Sebastian Mernild, professor i klimaforandringer
  • Dewi Dylander, underdirektør i PKA og tidligere dansk chefforhandler
  • Mads Flarup Christensen, generalsekretær i Greenpeace
  • Kristian Ruby, generalsekretær i Eurelectric
  • Monika Skadborg og Nilly Taheri, FN-ungdomsdelegater
  • John Nordbo, klimarådgiver i Care
  • Rasmus Nordqvist, klimaordfører for Alternativet
  • Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp
  • Thomas Damkjær Christensen, formand for Ida.

I Altingets temadebatter inviteres en række aktører til at skrive et debatindlæg om et aktuelt emne.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Monika Skadborg

Associate, Boston Consulting Group, fhv. forperson, Ungeklimarådet, forretningsudvalgsmedlem, ESU (European Students' Union)
Bsc. miljøteknologi (DTU, 2018)

Nilly Taheri

Fhv. ungdomsdelegat, FN
cand.jur. (Københavns Uni. 2019)

0:000:00