António Guterres: De store CO2-udledere kan ikke længere gemme sig

KRONIK: På FN-klimatopmødet forpligtede regeringsledere og private aktører sig til ambitiøse klimamål. De vigtige skridt er dog langtfra nok, skriver FN's generalsekretær, som besøger Danmark på torsdag til klimatopmøde.

Af António Guterres
Generalsekretær, FN

Da FN's klimatopmøde blev afholdt i september i New York, mobiliserede millioner af unge kvinder og mænd sig rundt om i verden og sagde til verdens ledere: "I svigter os."

De har ret.

De globale emissioner stiger. Temperaturerne stiger. Konsekvenserne for verdenshavene, skove, vejrmønstre, biodiversitet, fødevareproduktion, vand, arbejdspladser og i sidste ende liv er allerede alvorlige – og de vil blive meget værre.

Videnskaben er ubestridelig. Men mange steder har folk ikke brug for et diagram eller en graf for at forstå klimakrisen. De kan blot se ud ad vinduet. 

Klimakaos udspiller sig lige nu fra Californien til Caribien og fra Afrika til Arktis og endnu videre omkring. De, der har bidraget mindst til problemet, lider mest. 

Jeg har set det med mine egne øjne fra cyklonen i Mozambique til orkankatastrofen i Bahamas til de stigende havniveauer i det sydlige Stillehav.

Bred koalition har forpligtet sig
Jeg opfordrede til at lade klimatopmødet fungere som et springbræt til at lede os på den rigtige vej før de afgørende 2020-tidsfrister, der blev fastlagt ved Parisaftalen om klimaændringer. Og mange ledere fra mange lande og sektorer optrappede indsatsen.

En bred koalition – ikke kun bestående af regeringer og unge, men også virksomheder, byer, investorer og civilsamfundet – mødtes for at bevæge verden i den retning, som den mere end nogensinde før behøver for at kunne afværge klimakatastrofen.

Mere end 70 lande forpligtede sig til netto-nuludledning inden 2050, selvom større CO2-udledere endnu ikke har gjort det. Mere end 100 byer gjorde det samme, herunder flere af verdens største.

Mindst 70 lande meddelte, at de havde til hensigt at styrke deres nationale planer i henhold til Parisaftalen inden 2020.

De små ø-stater forpligtede sig sammen til at opnå CO2-neutralitet og nå op på 100 procent vedvarende energi inden 2030.

Lande fra Pakistan til Guatemala, Colombia til Nigeria, New Zealand til Barbados lovede at plante mere end 11 milliarder træer.  

Den private sektor har givet løfter
Mere end 100 ledere i den private sektor forpligtede sig til at fremskynde deres vej til den grønne økonomi.

En gruppe af verdens største aktivejere – ansvarlig for at lede mere end to billioner dollars – lovede at skifte til CO2-neutrale investeringsporteføljer inden 2050.

Alt dette er foruden en nylig opfordring fra kapitalforvaltere, som repræsenterer næsten halvdelen af ​​verdens investerede kapital – omkring 34 billioner dollars – for globale ledere til at sætte en meningsfuld pris på CO2 og udfase fossile subsidier og termisk kul på verdensplan.  

International Development Finance Club forpligtede sig til at mobilisere en billion dollars til finansiering af ren energi inden 2025 i de 20 mindst udviklede lande.

En tredjedel af den globale banksektor meldte sig til at tilpasse deres forretning til Parisaftalens mål samt verdensmålene for bæredygtig udvikling. 

Topmødet viste også måder, hvorpå byer og globale industrier som skibsfart kan opnå store reduktioner i emissioner. Initiativer til beskyttelse af skove og vandforsyning blev også fremhævet.

Disse skridt er alle vigtige – men de er ikke tilstrækkelige.

Omstillingen sker ikke natten over
Fra begyndelsen var topmødet designet til at skabe ændring i verden og fremskynde handling på en større skala.

Topmødet fungerede også som en global scene for hårde sandheder og kastede lys over, hvem der fører, og hvem der ikke gør. Benægterne eller de store CO2-udledere har ingen steder at gemme sig.

Jeg vil fortsætte med at tilskynde dem til at gøre meget mere hjemme og drive grønne økonomiske løsninger rundt om i verden.

Vores planet har brug for handling i planetarisk skala. Det kan ikke opnås natten over, og det kan ikke ske uden fuldt engagement fra dem, som bidrager mest til krisen.

Hvis vores verden skal undgå at blive rykket helt ud på det yderste af klimavippen, er der behov for langt mere handling for at følge videnskabens anbefalinger og reducere udledningen af drivhusgasser med 45 procent inden 2030, nå CO2-neutralitet inden 2050 og begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader ved udgangen af ​​århundredet. På den måde kan vi sikre verdens fremtid.

Alt for mange lande er afhængige af kul, selvom billigere og grønnere muligheder allerede er tilgængelige.

Der er lang vej endnu
Vi har brug for meget større fremskridt med hensyn til at fastsætte en pris på CO2-emissioner, vi er nødt til at sikre, at der ikke bygges nye kulkraftværker inden 2020, og vi skal sætte en stopper for billioner af dollars fra skattebetalernes hårdt tjente penge, som går til den fossile brændstofindustri, der bidrager til at forårsage orkaner, sprede tropiske sygdomme og forværre konflikter.

Samtidig skal udviklede lande opfylde deres forpligtelse til at skaffe 100 milliarder dollars om året fra offentlige og private kilder inden 2020 til afbødning og tilpasning i udviklingslandene.

Og jeg vil sørge for, at de forpligtelser, som landene, den private sektor og de lokale myndigheder har påtaget sig, vil blive redegjort for – begyndende i december på FN's klimakonference i Santiago i Chile. FN er forenet i støtte for at realisere disse initiativer.

Klimaforandringerne er vor tids mest afgørende udfordring. Videnskaben fortæller os, at vi med den nuværende kurs står over for en global temperaturstigning på mindst tre grader ved udgangen af ​​århundredet.

Jeg vil ikke leve til den tid, men det vil mine børnebørn. Jeg nægter at være medskyldig i ødelæggelsen af ​​deres eneste hjem.

Unge mennesker, FN og et voksende antal ledere fra erhvervsliv, økonomi, regeringer og civilsamfund – kort sagt, mange af os – mobiliserer og handler, men vi har brug for mange andre til at tage klimahandling, hvis vi skal lykkes.

Vi har en lang vej foran os. Men bevægelsen er begyndt.

Artiklen er oversat af Cagla Aydin. 

Forrige artikel Aalborg Universitet: Klimaudfordringer kalder også på humanistisk forskning Aalborg Universitet: Klimaudfordringer kalder også på humanistisk forskning Næste artikel Noah: Transportens CO2-aftryk kan sænkes uden at vente på ny teknologi Noah: Transportens CO2-aftryk kan sænkes uden at vente på ny teknologi