EU på vej med stor klimapakke: Venstre frygter, at det bliver ved skåltalerne

EU-Kommissionen præsenterer onsdag klimaudspillet Fit for 55. "Jeg er rigtig, rigtig bange for, at de ikke har tænkt nok over, hvordan de vil sikre, at alle lande bidrager," siger europaparlamentariker Linea Søgaard-Lidell (V).

"Vi kan se, at alle regeringerne bliver megafodslæbende, når det gælder dem selv," siger europaparlamentariker Linea Søgaard-Lidell (V).
"Vi kan se, at alle regeringerne bliver megafodslæbende, når det gælder dem selv," siger europaparlamentariker Linea Søgaard-Lidell (V).Foto: Michael Drost-Hansen/Venstre
Birk Sebastian Kotkas

Ambitiøse klimamål, som EU-Kommissionen præsenterer onsdag, risikerer at blive ved de flotte ord, hvis Kommissionen ikke får bedre muligheder for at holde medlemsstaterne i ørerne.

Det frygter medlem af Europa-Parlamentet Linea Søgaard-Lidell (V) forud for præsentationen af den såkaldte Fit for 55-klimapakke, der skal vise vejen til en drivhusgasreduktion på mindst 55 procent i 2030 i forhold til 1990 og CO2-neutralitet i 2050.

"Jeg har indtryk af, at Kommissionen har taget dette her arbejde seriøst og har taget nogle svære drøftelser internt. Men jeg er rigtig, rigtig bange for, at de ikke har tænkt nok over, hvordan de vil sikre, at alle lande bidrager, og så er der en stor risiko for, at det bliver ved skåltaler og politiske ord frem for handling," siger hun og forsætter:

"I dag kan Kommissionen løfte pegefingeren og komme med en opsang til landene, og så kan den starte sagen ved EU-Domstolen, men det tager lang tid. Vi skal nå de her mål om ni år. Jeg har ikke nogen særlig plan på hånden, men jeg forventer, at Kommissionen tager det alvorligt".

Linea Søgaard-Lidell (V), der er medlem af Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed for den liberale gruppe i Parlamentet, Renew Europe, håber efter præsentationen af udspillet, at EU-institutionerne hurtigst muligt kan blive enige med hinanden i de kommende forhandlinger, men hun understreger, at "det bliver svært".

Omlægning af kvotehandlen

Med klimapakken ventes Kommissionen blandt andet at præsentere dens forslag til en markant omlægning af EU-kvotehandelssystemet, ETS, som i dag dækker omkring 40 procent af EU-landenes samlede drivhusgasudledninger. Det er fornuftigt, mener Linea Søgaard-Lidell.

"Jeg særligt glad for én ting: Det virker til, at kvotehandelssystemet, altså ETS'en, bliver hjørnestenen i pakken. At sætte en pris på forureningen er bare det mest effektive redskab, vi har til at reducere udledningerne, så det er jeg umiddelbart rigtig positiv over for," siger hun.

Jeg forstår godt, hvorfor Kommissionen gør, som den gør

Linea Søgaard-Lidell (V)
Medlem, Europa-Parlamentet

Skibsfarten er én af de sektorer, der snart kan blive en del af kvotehandlen, mens der ventes et tilsvarende system til vejtransport og byggeri.

Derudover vil Kommissionen med udspillet præsentere den længe ventede EU-klimatold, der skal sikre, at producenter uden for EU's indre marked betaler en tilsvarende pris for at forurene, som producenter i kvotebelagte sektorer i EU.

Hvordan tror du, at det nye kvotehandelssystem kommer til at fungere? Og er det ambitiøst nok?

"Jeg vil som udgangspunkt gerne have det hele direkte med i kvotehandlen, men jeg forstår godt, hvorfor Kommissionen gør, som den gør. Den vil ikke risikere at ødelægge det fungerende, nuværende marked for de andre sektorer ved at få det inkluderet med det samme. Det væsentligste for mig er, at alle betaler samme pris for forurening, og at det er markedsbaseret".

Håber på hurtige forhandlinger

Når Kommissionen onsdag har præsenteret sit udspil til klimapakken, begynder forhandlingerne i Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union, der kan tage flere år.

Men EU-systemet har ifølge Linea Søgaard-Lidell med genopretningsfonden, hvor Danmark netop har fået godkendt sin genopretningsplan på 11,6 milliarder kroner, og med klimaloven vist, at systemet kan arbejde hurtigt, hvis det virkelig er nødvendigt.

Hun vurderer alligevel, at det bliver svært for at få medlemstateres repræsentanter i Rådet op i tempo. For som Linea Søgaard-Lidell siger:

"Vi kan se, at alle regeringerne bliver megafodslæbende, når det gælder dem selv. Men jeg håber inderligt, at vi lykkes med at være hurtige. Vi kan ikke vente mere. Vi burde jo have gjort det for ti år siden".

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Linea Søgaard-Lidell

MF (V)
cand.public. (Aarhus Uni.)

0:000:00