Folkemødet i tal: Her er de mest populære emner, ordstyrere og debattører

FOLKEMØDE: Hvad optager gæsterne på årets folkemøde? Hvem er den mest populære debattør og moderator? Nye tal giver overblik over, hvem og hvad der sætter rammen for de vigtige samtaler på årets folkemøde.  

Torsdag den 13. juni løber det niende folkemøde på Bornholm af stablen, og endnu engang er der lagt op til en masse debatter om vores samfund og demokrati.

Kommunikationsvirksomheden Radius har i den forbindelse analyseret, hvilke emner der optager danskerne mest, hvem der er den mest populære moderator - og ikke mindst, hvem der er den mest ivrige debattør.

Sundhed rydder bordet
På baggrund af tags tilføjet af arrangørerne i det officielle folkemødeprogram fremgår det, at sundhed er det emne, der optager flest i forbindelse med Folkemødet. Og sådan har det faktisk været siden 2015.

I år fremgår det, at sundhed bliver omtalt over dobbelt så mange gange som det næstmest taggede emne. Sundhed er med 228 tags dermed langt foran emner som klima (94), verdensmål (94), uddannelse (81), bæredygtighed (66) og EU (64) i popularitet.   

”Der er ting, der egner sig til folkemøde - og ting, der ikke gør. Det må gerne være lidt hyggeligt og efterhånden også genkendeligt: Bertel Haarder er den mest brugte debattør. Mette Valsted Vestergaard er den mest brugte moderator. De var også i top 2 sidste år. Og igen i år er der ikke meget udlændingedebat på Folkemødet. Det er ligesom ikke så hyggeligt,” siger Asbjørn Haugstrup, adm. direktør i kommunikationsbureauet Radius CPH og fortsætter:

”Men klima har arbejdet sig op ad dagsordenen og er nu på top tre, og læser man programmet igennem, er der voldsom aktivitet både blandt NGO’er, erhvervsorganisationer og enkelt-virksomheder.”

Mette-rator
Ingen har haft så mange moderatorjobs som Mette Walsted Vestergaard i Folkemødets levetid.

I 2018 blev hun den mest populære moderator sammen med Tyge Mortensen. Begge stod de i spidsen for 11 arrangementer.

I år er Mette Walsted Vestergaard alene på førstepladsen med 13 moderator-jobs. Trine Sick har næstflest med 10, mens Huxi Bach på tredjepladsen skal moderere 9 debatter.

Senest nogen havde flere moderatoropgaver end Mette Walsted Vestergaard var i 2017, hvor Abdel Aziz Mahmoud stod for 13. Her var hun dog på anden pladsen med 11 jobs.

Den populære far
Kan man sige folkemødet på Bornholm uden at sige Bertel Haarder? Næppe.

Den erfarne Venstre-politiker betegnes af mange som Folkemødets fader. Undfangelsen fandt efter sigende sted, da Bertel Haarder besøgte Almedalsveckan på Gotland i Sverige.

Den svenske demokratifestival blev den inspirationskilde, der affødte det danske folkemøde på Bornholm. Og i år er Bertel Haarder igen at finde på Solskinsøen.

Faktisk er Bertel Haarder i år den populæreste debattør. Han skal således deltage i 18 debatter. Søren Brostrøm står med 15 debatter som den nærmeste forfølger, mens Stine Bosse og Lisbeth Knudsen begge skal deltage i 14 debatter.

Ingen kommer dog op på siden af Mette Bock, der sidste år talte i ikke mindre end 22 debatter på Folkemødet, hvilket til stadighed er rekord.

Forrige artikel Lars Aagaard: Energi- og klimateltet er Folkemødets Orange Scene Lars Aagaard: Energi- og klimateltet er Folkemødets Orange Scene Næste artikel Elbilerne kommer: Her er tre aktørers bud på hvordan Elbilerne kommer: Her er tre aktørers bud på hvordan
Landbrug & Fødevarer nedsætter et klimaråd

Landbrug & Fødevarer nedsætter et klimaråd

KLIMANEUTRAL: Klimaprofessor Katherine Richardson bliver formand for et nyt klima advisory board, der skal hjælpe landbruget med at indfri visionen om klimaneutrale fødevarer i 2050. "Et af de store problemer indtil nu har været, at man taler ud fra business as usual," siger hun.