Forsigtig dansk optimisme om klimamål

KLIMAPAKKE: Det bliver en udfordring, men ikke umuligt at få EU-landene med på nye klimamål, vurderer erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) efter det første møde blandt EU-ministre om Kommissionens 2030-plan.
Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) i samtale med sin svenske ministerkollega Annie Lööf. Sverige støtter Danmark i forsøget på at opnå et ambitiøst klimamål.
Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) i samtale med sin svenske ministerkollega Annie Lööf. Sverige støtter Danmark i forsøget på at opnå et ambitiøst klimamål.Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) erklærer sig "optimistisk" på EU's klimaambitioners vegne efter de første drøftelser blandt de europæiske ministre om Kommissionens 2030-plan.

Det sker, efter EU's ministre for vækst og industri torsdag i Bruxelles diskuterede de nye klimamål, der dikterer en 40 procents reduktion i drivhusgasser og mindst 27 procents vedvarende energi i den europæiske strømforsyning.

Ikke noget givet på forhånd 
Sass medgiver dog, at mange af de fremmødte industriministre gav udtryk for en frygt for, hvad det kan få af følger for den europæiske konkurrenceevne.

"Der var røster i debatten, som det er mange år siden, vi har hørt i Danmark. Men man kommer til at samle sig om det eneste fornuftige og ansvarlige, nemlig at EU og Europa er dem, der går forrest for at løse nogle af klima- og miljøproblemerne. Derfor tror jeg, at den målsætning vil stå uændret," vurderer Sass Larsen.

Fakta
Det er der i EU's klimapakke

EU-Kommissionen lancerede i januar en række forslag til en ny europæisk klimapolitik frem mod 2030. Det er nu op til EU's medlemslande at melde tilbage, om de kan støtte Kommissionens ideer. I pakken ligger:   

Mål for drivhusgasudledning og vedvarende energi: EU-Kommissionen foreslår et reduktionsmål på drivhusgasser på 40 procent i 2030 i forhold til 1990-niveau og et bindende mål for vedvarende energi på 27 procent. Diskussionen om et mål for energieffektivisering er udskudt, til efter en analyse af energisparedirektivet er færdig senere i 2014.

Opgradering af kvotehandelssystemet: EU's marked for handel med CO2-kvoter skal gøres mere dynamisk, så der automatisk fjernes kvoter, hvis priserne kollapser, sådan som det er sket tidligere.

Udvinding af skifergas: Kommissionen præsenterer fælles retningslinjer for udvindingen af skifergas. Det såkaldte fracking er kontroversielt på grund af de miljømæssige konsekvenser, udvindingsmetoden kan have.

Analyse af energipriser: En rapport om sammenhængen mellem energipriser, konkurrencedygtighed og klimaindsats vil kaste lys over omkostningerne ved at have en ambitiøs klimadagsorden, og hvad det koster at lade være.

Klima eller industri?
Han gør dog klart, at der rundt om bordet blandt ministrene i det industritunge konkurrenceevneråd er mange, som ser de nye EU-planer som en trussel mod det europæiske erhvervsliv.

"Der er nogle, der ser en direkte modsætning mellem de klimamål, som man skal opfylde, og så muligheden for, at man får en industriproduktion. Og det går ikke. Det er simpelthen en forkert tankegang," siger han.

"Hvis vi gik ind på den præmis og fulgte den til vejs ende, kunne vi enten lade verden gå ned økonomisk eller lade verden gå ned økologisk. Og det behøves den ikke. Det er jo faktisk muligt ved at foretage innovation og investeringer at sikre, at man har en industriproduktion, som også producerer noget, der er til fordel for klimaet."

Vent til topmødet
Landenes diskussioner foregik bag lukkede døre, og den siddende græske rådsformand, Konstantinos Hatzidakis, ville ikke afsløre, hvorvidt landene hælder til at acceptere Kommissionens ambitioner. Han gør klart, at det bliver op til EU's stats- og regeringschefer, når de mødes i næste måned.

"Topmødet til marts vil blive en milepæl på dette punkt," siger den græske konkurrenceevneminister.









0:000:00