Forsker: Energi og klima skal have sit eget kapitel i Brexit-aftalen

BREXIT: Klima og energi er et af de vigtigste politiske områder. Derfor bør det have sit eget kapitel i en fremtidig Brexit-aftale. Det mener forsker ved Chatham House, det Royale Institut for Internationale Affærer.  

Der er så store gensidige interesser på spil, at det er seniorforsker Antony Froggatts vurdering, at Storbritannien og EU kan lande en aftale på energiområdet. 
Der er så store gensidige interesser på spil, at det er seniorforsker Antony Froggatts vurdering, at Storbritannien og EU kan lande en aftale på energiområdet. Foto: Virginia Mayo / Ritzau Scanpix
Christina Houlind

Brexit får vidtrækkende konsekvenser for rigtig mange sektorer, og energisektoren er ingen undtagelse.

Det kan blandt andet betyde, at Storbritannien skal forlade CO2-kvotesystemet, det interne energimarked og får betydning for planerne om at øge antallet af el-kabler fra Storbritannien til resten af Europa.

Antony Froggatt er seniorforsker inden for energi, miljø og ressourcer ved Chatham House, the Royal Institute of International Affairs i London.

Han er en af forfatterne bag rapporten: ”Staying Connected – Key Elements for UK-EU27 Energy Cooperation After Brexit”.

Der er en fælles politisk opfattelse om, at klimaforandringer skal håndteres, og her spiller energisektoren en stor rolle. 

Antony Froggatt
Seniorforsker inden for energi, miljø og ressourcer ved Chatham House, the Royal Institute of International Affairs

Han mener, at netop energiområdet skal have sit eget kapitel i en fremtidig Brexit-aftale, og at det er et område, der vil være nemmere at nå til enighed om, fordi klimaforandringer er et grænseoverskridende problem.

”Der er en fælles politisk opfattelse om, at klimaforandringer skal håndteres, og her spiller energisektoren en stor rolle,” siger Antony Froggatt til Altinget, der møder ham på hans korte visit i Danmark i anledningen af en konference om europæisk energipolitik.

Brexit og Viking Link
En ting, som Brexit har indflydelse på, er Storbritanniens planer om at øge antallet af el-forbindelser til resten af Europa. Planerne om to forbindelser til Frankrig er blevet sat i stå på grund af usikkerheden omkring Brexit.

En anden forbindelse er Viking Link, der er en el-forbindelse mellem Skotland og Danmark. De endelige underskrifter på investeringen blev i april udskudt på grund af uklarhed om britiske plantilladelser.

Det har dog umiddelbart ikke noget med Brexit at gøre, men ifølge Antony Froggatt er udsættelsen en fordel for investorerne. Forholdet mellem de resterende EU27 og Storbritannien er nemlig endnu ikke på plads, og som reglerne er nu, er det kun medlemsstaterne, der kan handle med energi ved hjælp af de automatiske algoritmer, som vurderer, hvor energibehovet er størst og prisen dermed højest.









0:000:00