Debat

Forsker: 'Klimatinget' er fejlslagen demokratisk fornyelse

DEBAT: Det er mere reglen end undtagelsen, at demokratiske eksperimenter falder i trivialitetsfælden. Klimatinget er endnu et eksempel. Men i fire europæiske byer findes gode eksempler på klog demokratisk fornyelse, skriver forsker Anne Tortzen.

Barcelona er et eksempel på en by, der tager den demokratiske fornyelse seriøst, skriver forsker Anne Tortzen.
Barcelona er et eksempel på en by, der tager den demokratiske fornyelse seriøst, skriver forsker Anne Tortzen.Foto: Albert Gea/Reuters/Ritzau Scanpix
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anne Tortzen
Forsker og rådgiver ved Center for Borgerdialog

Nu gik det lige så godt: Regeringen har besluttet at nedsætte et såkaldt klimating med 99 borgere, der skulle have mulighed for at komme med idéer til og påvirke klima-politikken – eller gjorde det?

Klimatinget bliver kritiseret for at stå på et alt for snævert og svagt mandat: Opgaven er beskrevet, så den i praksis begrænser borgernes idérigdom. Desuden har klimaminister Dan Jørgensen (S) ikke forpligtet sig til at bruge klimatingets anbefalinger. Og så bliver tingets arbejde presset både på tid og ressourcer.

Balladen om klimatinget er et skoleeksempel på, hvad der kan gå galt, når vi forsøger os med demokratisk fornyelse. Kort sagt handler det om "trivialitetsfælden".

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Demokratiske processer, der ikke for alvor giver rum til borgernes input og derfor ikke reelt flytter noget. Den amerikanske demokratiforsker Archon Fung kalder det "triviel" inddragelse.

Det – og meget andet – handler min nye bog 'Demokratisk Fornyelse – byer, der går foran' om. Bogen tager dig med på en rundtur til fire europæiske byer for at lære af deres erfaringer med demokratiske eksperimenter som borgerting, borgerbudgetter og borgerforslag. 

De valgte politikere er usikre og tøvende i forhold til at lade borgere få indflydelse gennem direkte demokratiske kanaler.

Ane Tortzen
Forsker og rådgiver ved Center for Borgerdialog

Fra Reykjavik til Barcelona
Første stop er Islands hovedstad, Reykjavik, hvor finanskrisen i 2008 til 2009 gravede en dyb tillidskløft mellem befolkningen og politikerne. Det gjorde Reykjavik til en pionér inden for direkte digitalt demokrati med digitale platforme og crowdsourcing.

Dernæst lander vi i den skotske by Glasgow, som eksperimenterer med borgerbudgetter for at styrke det nære demokrati. Og for at sikre, at politik kommer til at handle om spørgsmål, der er vigtige for borgerne – for eksempel børnefattigdom.

Næste stop er Hollands hovedstad, Amsterdam, som er en smart city med innovation og samskabelse øverst på dagsordenen. Men ikke alle borgere føler sig som en del af den hippe smart city-dagsorden. Nogle af dem har organiseret sig i borgerbevægelser og presser på for lokal selvforvaltning og doughnut økonomi.

Rejsen slutter i Barcelona, Spaniens næststørste by, som – på linje med andre spanske byer – oplevede omfattende demokratiske protester efter finanskrisen. Stærke sociale bevægelser har dannet et nyt parti, Barcelona en Común, der minder om Alternativet og som siden 2015 har haft flertal i byrådet. Bystyret er i fuld gang med at forny demokratiet og indføre en ny politisk kultur, hvor direkte borgerdeltagelse er omdrejningspunktet

De vigtigste erfaringer
Selvom de fire byer er forskellige og har eksperimenteret på hver deres måder med nye demokratiformer, efterlader rundturen et ret tydeligt billede:

  • Pres nedefra. Et folkeligt pres er en vigtig drivkraft for demokratisk fornyelse. Initiativer til demokratisk innovation er i alle fire byer – i større eller mindre grad – kommet på dagsordenen som resultat af et pres fra borgere, sociale bevægelser og lokalsamfund for mere direkte indflydelse på beslutninger, der vedrører deres hverdag. Tillidskriser kan drive forandringer.
  • Små, afmålte skridt. Demokratisk fornyelse tager form af små, afmålte skridt snarere end grundlæggende forandringer af de demokratiske og politiske systemer. Den demokratiske fornyelse foregår oftest i reservater, der ikke for alvor forandrer de politiske systemers måde at fungere på – og ikke udfordrer de valgte politikeres magt. Den eneste undtagelse er Barcelona.
  • Trivialitetsfælden. De valgte politikere er usikre og tøvende i forhold til at lade borgere få indflydelse gennem direkte demokratiske kanaler. En tøven, der enten viser sig som som-om øvelser, hvor borgere bliver inviteret til at deltage, men ikke opnår reel indflydelse. Som "triviel" inddragelse, der ikke rykker ved de mest påtrængende problemer. Eller ved at eksperimenter med direkte demokrati bliver "hegnet ind", så de ikke får betydning de politiske systemers virkemåde og magtfordelingen.

Hvad skal der til? 
Nu er 100.000-kroner-spørgsmålet naturligvis: Hvad skal vi så gøre for at undgå at falde i trivialitetsfælden, hvor demokratisk fornyelse ender som spild af tid og penge – og måske endda puster til borgernes mistillid til både politikerne og det demokratiske system? Jeg slutter bogen af med fire råd til at arbejde klogt med demokratisk fornyelse. Dem får du her i kort form:

  • Politikerne skal gå foran. Politisk lederskab er centralt. Hvis det skal lykkes at skabe et blandingsdemokrati med god sammenhæng mellem repræsentative og direkte demokratiske kanaler, har de valgte politikere brug for mere viden om, hvad de nye demokratiformer kan – og for at være med til at prøve nye tilgange af og drage læring fra dem. Derfor: Politikerne skal gå forrest, spille en aktiv rolle og gøre sig erfaringer med nye former for dialog og deltagelse
  • Digitale løsninger, der forfører. Lad jer ikke forføre af de "nemme" løsninger. Digitale deltagelseskanaler kan være forførende, fordi de kan tilbyde synlig og omfattende borgerdeltagelse nemt, hurtigt og forholdsvis billigt. Men det er ikke så enkelt, som det ser ud til. Digitale deltagelseskanaler er ikke i sig selv en garanti for god demokratisk kvalitet eller styrkelse af dialog og netværk. Vellykket digital deltagelse kræver organisatorisk oprustning (til for eksempel at modtage og behandle input eller idéer) og virker bedst som supplement til ansigt-til-ansigt-deltagelse.
  • Kompetencer er nøglen. Invester i kompetencer og kapacitet. Demokratisk fornyelse er ressourcekrævende – for at lykkes, skal eksperimenter bakkes op med både ressourcer og kompetencer. Der er stort behov for at opruste på de "uformelle ledelseskompetencer" hos de medarbejdere i det offentlige, der skal stå for brobygning, kobling og facilitering af dialog og samarbejder med borgere og andre parter. 
  • Få de "svage" med. Gør en særlig indsats for at få de såkaldt "ressourcesvage" borgere og lokalområder med. En stor udfordring i arbejdet med demokratiske eksperimenter er, at deltagelsen ofte er ulige fordelt – til fordel for de "ressourcestærke" borgere. Her er det afgørende at arbejde opsøgende med "ressourcesvage" borgere og lokalområder. Hav øje for – og understøt – hverdagsdemokratiske tiltag i lokalområder og offentlige institutioner, hvor lokale ildsjæle og kommunale medarbejdere i frontlinjen ofte spiller en central rolle.

Til slut skal vi tilbage til den danske virkelighed og klimatinget, der, som det fremgår, ikke er det første demokratiske eksperiment, der støder på udfordringer. Det er ærgerligt, men forventeligt.

Dybest set handler det om fordelingen af magt og indflydelse. At ændre afgørende på magtfordelingen kræver et langt sejt træk – og en bred folkelig opbakning. Så måske skal det blive værre, før det bliver rigtig godt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

0:000:00