Kritik: Lilleholt overlader energipolitikken til markedet

Af Theresa Scavenius
PhD, lektor, Aalborg Universitet CPH

Lars Chr. Lilleholt, energi-, forsynings-og klimaminister (V), skriver i Politiken, at jeg ”fremfører, at Det Internationale Energiagentur (IEA) fraråder konkurrence” som et svar på min kritik af regeringens klimapolitik.

Det skriver jeg ikke noget om. Jeg diskuterer i mit indlæg ikke spørgsmålet om, hvorvidt konkurrence er godt eller dårligt.

Derimod fremhæver jeg IEA’s pointe om, at Danmark ikke ville have været verdensførende på bæredygtig energi, hvis vi havde anvendt princippet for ”teknologi-neutralitet”, som Lilleholt fremadrettet vil basere dansk energipolitik på.

Ordet teknologi-neutralitet er en politisk konstruktion. Det er ikke muligt at snakke om neutralitet omkring teknologier, da vi kun har et begrænset antal teknologier til rådighed.

Det, som Lilleholt forstår ved teknologi-neutralitet, handler om, at regeringen ikke politisk vil forholde sig til, hvilke energikilder det danske samfund skal være baseret på. Det er et forsøg på at afpolitisere store energipolitiske diskussioner og lade, som om markedet kan producere neutrale teknologiløsninger.

Store offentlige investeringer kan ikke samlet og uden politiske prioriteringer markedsudsættes, da energi og infrastruktur er kollektive goder, som er væsentligt forskellige fra markedsgoder.

Theresa Scavenius

Regering vil ikke træffe grønne valg
Forsøget på at afpolitisere diskussioner negligerer imidlertid det faktum, at der ikke findes politisk neutrale markeder for energikilder.

Der gives subsidier til den sorte, brune og grønne industri. Vægtningen og størrelsesforholdene er politiske prioriteringer. Lilleholt tilføjer da også, at det ”selvsagt ikke [er] kul og vind, der skal konkurrere mod hinanden på lige vilkår.”

Det er med andre ord en forskydning af debatten at gøre den til et spørgsmål om konkurrence.

Man kan for eksempel godt skabe teknologispecifik konkurrence for hver energikilde, hvor man kan justere politikken løbende, hvis det viser sig, at den ene energikilde er markant billigere at udrulle end den anden. En justering kan også ske på et vigtigere grundlag end pris, nemlig at en given energi passer bedre til energisystemets behov.

Så min kritik går ikke på, at regeringen anvender konkurrence som løftestang for nogle politiske ambitioner.

Jeg kritiserer, at regeringen ikke ønsker at træffe de afgørende energi- og klimapolitiske valg i forhold til at fastholde dansk energiforsyning på det grønne spor.  

Lilleholt bruger ofte Energikommissionens rapporter og konklusioner som begrundelse for sine politikker og skrev blandt andet i Altinget (17. maj 2017), at han var ”meget enig i Energikommissionens anbefaling om, at vi som politikere ikke kan diktere en fast sti herfra og til 2030.”

Men med til historien hører imidlertid, at der i Lilleholts opgavebrev til Energikommissionen (31.03.2016) eksplicit stod: ”Kommissionen har således ikke til formål at give en komplet liste med anbefalinger eller nye kvantitative mål til en ny energiaftale frem mod 2030” samt ”Energikommissionens samlede forslag må ikke have statsfinansielle konsekvenser”. Derfor kan Energikommissionen ikke konkludere andet end, at ”det (er) hverken muligt eller fornuftigt på nuværende tidspunkt at fastlægge en bestemt sti til 2030”.

For Lilleholt er alle markeder ens
I mellemtiden har mange andre aktører rykket på den grønne dagsorden, og danske kulkraftværker gør klar til at være kulfrie i 2030. Initiativer, som ministeren nu støtter.

Men det er ikke en blomst, som er groet i ministerens have. Han afskaffede derimod målet om kuludfasning tilbage i 2015. Samtidig blev SRSF-regeringens mål fra 2012 om 100 procent vedvarende energi i el- og varmesektoren i 2035 også afskaffet.

Årsagen til, at den nuværende regering afviser at have en energipolitisk strategi, er, som Lilleholt skriver i indlægget, at regeringen forstår konkurrence mellem vind og sol på samme måde som paraplyer og regnfrakker.

Regeringen ”beslutter heller ikke, hvor mange paraplyer og regnfrakker der skal produceres. Der er allerede et marked for regntøj. Ligesom vi er godt i gang med at skabe et marked for grøn og vedvarende energi."

Essensen af diskussionen om, hvorvidt regeringen skal betragtes som faktaresistent, kan findes her.

Det centrale spørgsmål er nemlig, hvorvidt man mener, at energi og store infrastrukturelle investeringer på nogen meningsfuld måde kan sammenlignes med produkter som regnfrakker og paraplyer.

Hvis vi skal tage regeringen på dens ord, er den af den overbevisning, at alle markeder er ens.

Balancen mellem udbud og efterspørgsel fastsætter pris og produktion. De seneste 10-15 års økonomiske politik i Danmark er baseret på det princip. Det er den neoliberale politikforståelse, hvor vuggestuer, regnfrakker og energi-investeringer kan styres ud fra de samme økonomiske principper.

Kernen i kritikken af den neoliberale økonomiske politik, og dermed også Lilleholts energipolitik, er, hvorvidt det er sandt, at vuggestuer, regnfrakker og energi-investeringer kan forstås og administreres ud fra den samme økonomi-politiske ramme.

Fokus er ikke på endemålene
Den grundlæggende uenighed i den energipolitiske debat står derfor i dag imellem dem, der ligesom Lilleholt mener, at energipolitik ”hverken bør være rød eller blå”, men derimod bør være neoliberal og baseret på det, som mange kalder for grøn vækst.

Grøn vækst er en samlebetegnelse for den ukritiske delegering til et fiktivt ’neutralt’ vælgende marked. I en sådan delegering er fokus ikke på endemålene, men derimod på delegationen af politisk magt fra staten til markedets aktører. Den nuværende diskussion om teknologi-neutralitet er i sin kerne en delegation af politisk magt til markedets aktører.

På den anden side af enigheden står dem, som mener, at staten har en opgave i at varetage samfundets offentlige interesser, herunder at træffe de nødvendige energipolitiske prioriteringer.

Store offentlige investeringer kan ikke samlet og uden politiske prioriteringer markedsudsættes, da energi og infrastruktur er kollektive goder, som er væsentligt forskellige fra markedsgoder.

Staten har en stor politisk værktøjskasse, som for eksempel det ambitiøse energiforlig fra 2012, der satte målbare pejlemærker og designede teknologi-specifikke auktioner, der på en omkostningseffektiv måde flyttede Danmark i retning af at være fossilfri i 2050.

Statens rolle over for markedets
Fagligt set abonnerer jeg selv på det sidste synspunkt.

Til januar udkommer bogen Institutional Capacity: A New Approach to Climate Politics (Routledge), som jeg har udarbejdet sammen med klimaforskere fra blandet andet Oxford Universitet.

Heri diskuteres statens rolle over for markedets rolle i forhold til at være i stand til at bekæmpe klimaforandringer.

Hovedpointen i arbejdet er, at energi, infrastruktur og klimapolitik forudsætter en stat, som tør træffe energipolitiske beslutninger, der er i den fremtidige befolknings interesse. Det er per definition ikke en opgave, som enkelte private aktører kan eller bør påtage selv. Det er statens politiske ansvar.

Inden for denne forståelsesramme er det at sammenligne regnfrakker og energi ligesom at sammenligne pærer og bananer, og det er en farlig forsimpling af den energipolitiske diskussion.

I et demokrati bør det være regeringen og staten, som har det politiske ansvar for Danmark, ikke tilfældige private aktører.

Det skyldes, at det kun er regeringen, som kan blive holdt politisk ansvarlig gennem demokratiske valg. Hvis regeringen udliciterer de energipolitiske valg, har den danske befolkning ikke nogen at holde ansvarlig.

Det er en glidebane væk fra demokrati hen imod et markedsteknokrati, hvor markedet går fra rollen som nyttig tjener til grusom herre.